Echinacea arter

 

Flerårig, 40‑150 cm høje stauder med kegleformet blomsterbund og rosa til purpurfarvet blade. Oprindelig fra Nordamerika.

Aktive indholdsstoffer

De aktive stoffer i Echinacea kan inddelses i tre grupper: 1. Kaffesyrederiviater: E. angustifolia indeholder hovedsagligt echinacosid og cynarin, mens E. purpurea indeholder cikoriesyre. 2. Polysakkarider: E. purpurea indeholder immunstimulerende polysakkarider PSI og PSII. 3. Lipofile stoffer: De lipofile stoffer kan inddeles i to grupper, polyacetylener (rod) og alkylamider (specielt isobutylamider i roden og de overjordiske dele). Det er alkylamiderne der giver Echinacea dens prikkende fornemmelse på tungen.  (1)

Farmakologi

Echinacid har kun en svag, desinficerende effekt og ingen immunstimulerende aktivitet. Cikoriesyre (hovedsagligt i E. purpurea) stimulerer fagocytose. Planteenzymer i friskplante tinkturer kan nedbryde cikoriesyre (friskplante tinkturer bør stabiliseres mod denne nedbrydning). Udtræk baseret på den tørrede rod indeholder ikke disse enzymer og indeholder derfor også cikoriesyre. (1) Forsøg med polysakkarider har hovedsagligt været baseret på podninger af plantevæv (kunstigt dyrket plantevæv) og kan derfor ikke helt sammenlignes med polysakkarider i de naturligt voksende overjordiske dele af E. purpurea.

Derudover indeholder alle planter polysakkarider (da de har en stukturel rolle udover at være et depot for kulhydrater). Andre urter, som f.eks. Althea officinalis og Aloe arter, har et meget højere indhold af polysakkarider uden at have de samme immunstimulerende egenskaber som Echinacea arter. Polysakkarider nedbrydes også i mavetarmkanalen og det er derfor ikke polysakkarider, der giver Echinacea dens stærkeste immunstimulerende egenskaber. (1) Det er de lipofile stoffer (polyacetylener og alkylamider), der besider de stærkeste immunstimulerende egenskaber (fremmer fagocytose med 20 til 30%). (2)

Egenskaber

Immunstimulerende, inflammations-hæmmende, desinficerende, virushæmmende, sårlægende (3), blodrensende. (4) Lymfestimulerende.

Indikationer

• Akutte infektioner: Echinacea arter bruges mod akutte infektioner forårsaget af bakterie eller vira, specielt i store doseringer. Effekten består hovedsageligt i at begrænse og afkorte sygdomsperioden. Echinacea arter virker også lokalt i mavetarmkanalen (akut og kronisk).
• Kroniske infektioner: Forebyggelse af vira‑ og bakterieinfektioner. (3) Kroniske sygdomme med et svækket immunsystem. (5)
• AIDS: Echinacea arter anvendes i forebyggelse og behandling af AIDS.
• Autoimmune sygdomme og allergier (5) Autoimmune sygdomme og allergier repræsenterer en ubalance i immunsystemet (i sygdommen LED, er der f.eks. en dæmpet suppressor T-lymfocyt aktivitet), denne ubalance kan være forårsaget af en subklinisk virus- eller bakterie infektion(betændelsesfokus).
• Luftvejsinfektioner: Akutte og kroniske luftvejsinfektioner med katar. (5)
• Urinvejsinfektioner: Echinacea arter hæmmer betændelse i blæren og prostata. (5)
• Hudsygdomme: Blodforgiftning, bylder og andre hudsygdomme3 som filipenser, psoriasis, eksem, svampeinfektioner. Anvendes også udvortes i behandlingen af infektioner i huden.
• Mavesår: Hæmmer bakterier, der kan forårsage mavesår.

Kontraindikationer

Ingen kendte.

Bivirkninger

Ingen bivirkninger ved anbefalet dosering.

Toksicitet

Ingen giftvirkninger ved anbefalet dosering.

Dosering

Tørret droge: 1 g tre gange daglig. (3) Ekstrakt (1:1) eller (1:2) i 45% alkohol. Tinktur (1:5) i 45% alkohol. Friskplante tinktur i 25% alkohol.

Akutte lidelser:

Ekstrakt eller frisk plante tinktur:  Voksne: 2-4 ml fem gange dagligt. Børn: 40 dråber (2 ml) tre gange dagligt.

Kroniske lidelser: 

Ekstrakt: 20‑40 ml ugentlig. (6)

Kombinationsforslag

Echinacea arter kan blandes med Picrorrhiza kurroa og Andrographis paniculata i behandlingen af akutte og kroniske infektioner. Kan også blandes med andre desinficerende urter som Citrus frø, Barosma betulina og Prunus serotina.

Referencer 1. Bone, K.: Modern Phytotherapist, Vol. 3, 2, 19-23 (1997) 2. Bauer, R. & Wagner, H.: in Wagner, H and Farnsworth, N R (eds): Economic and Medicinal Plant Research, Vol 5, Academic Press: London (1991)  3. Bradley, P.R.(ed.), British Herbal Compendium, Vol.1, Dorset: BHMA. 1992, s. 81 4. Mills, S., The Essential Book of Herbal Medicine, Middlesex, England: Penguin Arkana, (1993), s. 490 5. Bone, K., Burgess, N., McLeod, D., How To Prescribe Herbal Medicines, 2.ed. Warwick: MediHerb Ltd., (1992) 6. MediHerb, 31st May 1995 Dose Report, ikke udgivet