Fremstilling af urteekstrakter
July 7, 2011

ginseng_3

 

Tørrede urter indtages traditionelt som te.
Enten ved at hælde kogende vand over den tørrede droge, eller at koge den i 10 min. som er nødvendigt for hårde plantedele som bark eller rod. Doseringen er typisk ret høj, – en hel håndfuld af hver urt, for at sikre blot et minimum af aktive stoffer.

 

Så urteteer i dagligdagen skal mere betragtes som et hyggeligt, værdifuldt supplement til en sund kost frem for som terapi, hvor de næsten er ubrugelige. Uden garanti for, hvilke aktive stoffer du får med i urteteen er de således ikke tilstrækkelige til at gøre den store forskel ved f.eks. kroniske sygdomme. En del æteriske olier bliver frigjort, når det kogende vand overhældes, og olierne kan indeholde en del flygtige stoffer, som kan bruges ved f.eks. akutte problemer i luftvejene. Men som egentlig terapi er urteteer generelt ikke stærke nok.

 

Tinkturer og flydende ekstrakter

Tinkturer, og specielt ekstrakter er langt stærkere, da den tilsatte alkohol er et bedre opløsningsmiddel end vand og fordi de som regel er produceret via perkolering (se senere afsnit), som producerer et mere koncentreret ekstrakt. Urter virker som regel bedre i kombination af flere forskellige urter og phytoterapeuter og andre behandlere er kendt for at anvende flydende urteekstrakter, som typisk er en blanding af flere urter. Et eksempel er en hosteblanding, som kan indholde hostestillende, slimløsnende urter, men også immunstimulerende og desinficerende urter. Doseringen er ofte op til 15 ml dagligt af en blanding af 4-5 urter.

 

Flydende ekstrakter forekommer som færdigt blandede kosttilskud og naturlægemidler og i større flasker som behandlere anvender, når de laver individuelle blandinger til deres klienter. Fordelen ved flydende ekstrakter er, at de er nemme at blande, holder sig i lang tid og doseringen er meget fleksibel. Problemet er, at de er baseret på alkohol, smager forfærdelig og generelt er ret dyre. Det er muligt at fjerne alkoholen efter udtrækning af de aktive stoffer og tilsætte glucosesirup eller glycerol i stedet. Det fremmer smagen af produktet, men kræver også tilsætning af konserveringsmidler.

 

Tørekstrakter

Tørekstrakter er flydende alkohol ekstrakter, som er tørret til et pulver. Det betyder, at al vand og alkohol er fjernet. Tørekstrakterne kan derefter anvendes i tabletter, kapsler og pulverblandinger. Fordelen er, at tre 1000 grams tabletter kan indeholde lige så meget som 15 ml af en blanding af flydende ekstrakter. Ulemperne er, at en behandler ikke selv kan bestemme sammensætningen og doseringen er ikke fleksibel. Og mange forbrugere synes, at de store tabletter eller kapsler er alt for svære at sluge. Tørekstrakter findes også i pulver form. Produkterne forekommer enten som færdigt blandede præparater, hvor flere forskellige tørekstrakter er blandet med andre ingredienser, ofte vitaminer og mineraler eller protein pulvere.

 

Andre tørekstrakter findes som enkelt urter i dåser. De kan anvendes individuelt eller kombineres på samme måde som flydende ekstrakter. Fordelen er, at et ekstrakt nemt kan blandes efter behov med andre, det indeholder ingen alkohol og gør også, at smagen er mere tolerabel end flydende alkohol ekstrakter. Tørekstrakter i pulverform gør doseringen fleksibel for både børn og voksne. Hvis en måleske i produktet er fuld voksen dosering, kan en kvart til en halv måleske anvendes til børn eller som vedligeholdelses dosering. Forskellige droger kan let blandes efter behov og blandes i lidt juice eller youghurt. Du kan typisk se, om et produkt er et tørekstrakt på deklarationen, hvor det er angivet hvilken styrke, drogen findes i. En 5:1 tørekstrakt fortæller, at der er anvendt fem kilo tørrede droger, for at fremstille et kilo tørekstrakt. Mere om det senere.

 

Fremstilling af urtemedicin

Råvarer
Først skal man sikre sig, at det er den rigtige plante. Det lyder lidt fjollet, men der sker ofte uansvarlige forfalskninger. Når først en urt er tørret og hakket i små stykker, er det ikke helt nemt at genkende den. Men med erfaring kan man lære at genkende de enkelte urters farve, smag og lugt. Plante materialet skal have den rigtige farve, være fri for støv og forfalskninger. Urten skal lugte frisk og ren, og specielt urter med aromatiske stoffer skal lugte stærkt.

 

Makromorfologi
Den næste undersøgelse kaldes for makromorfologi, hvor folk uddannet i strukturel botanik undersøger urternes unikke strukturer. Hvordan kanten af plantematerialet ser ud, når det brækkes over, om det er en fin, lige eller ulige kant, med eller uden trævler. Alt sammen et finger praj om plantens identitet. Nogle blade er behårede, andre helt glatte. Farven kan ændre sig fra oversiden til undersiden, stilke kan have specielle former f.eks. være firkantede og frøene kan have en speciel struktur og farve.

 

Mikromorfologi
Det næste skridt er at undersøge plantematerialet under et mikroskop. Denne undersøgelse kaldes mikromorforlogi. Den pulveriserede urt opløst i forskellige opløsningsmidler undersøges under mikroskopet og sammenlignes med en anekendt standard som f.eks. beskrevet i The Atlas of Microscopy of Medicinal Plants, Culinary Herbs and Spices af Jackson og Snowdon. The British Herbal Pharmacopoiea indeholder urternes mikro- og makromorfologiske detaljer.

 

TLC
Thin Layer Chromatography (TLC) er en metode, hvor to eller flere stoffer i en urt separeres ud på en glasplade, så man kan vurdere indholdet af aktive stoffer. En glasplade dyppes i silicagele og tørres. Plantematerialet opløses i et opløsningsmiddel og males som små pletter nederst på glaspladen. Opløsningsmidlet fordampes med en varmeblæser og glaspladen placeres opret i en glasskål indeholdende fremkaldervæsken. Valget af fremkaldervæskens kemiske sammensætning afhænger af, hvilke stoffer der undersøges. Væsken dækker akkurat kun bunden af silicapladen, men trækkes ved hårrørs-virkning 10 til 15 cm op ad pladen i løbet af en halv til en hel time og efterlader de aktive stoffer på forskellige niveauer. Silicapladen fjernes fra glasskålen, tørres, og kan derefter undersøges og fotograferes under ultraviolet lys.   Denne TLC plade viser, at alle de tilsendte sække indeholder urter, der er identiske med laboratoriet standard (den sidste søjle) og sendingen kan derfor godtages til produktion. TLC giver nogle flotte farvestrimler, hvor placeringen af farveklatterne og deres intensitet afgører tilstedeværelsen af aktive stoffer i den tørrede urt, i urteekstrakter eller i tabletter. Ved anvendelse af HPTLC (High Performance TLC) kan man af farvernes intensitet afgøre mængden af de aktive stoffer, mens almindelig TLC kun angiver de aktive stoffers tilstedeværelse.   Ved at sammenligne en TLC af et tørret urtemateriale med en autoriseret standard kan man afgøre kvaliteten af start materialet samt det færdige produkt. Men kan   også foretage TLC med færdige urteekstrakter for at sammenligne kvaliteten af forskellige batchenheder eller forskellige firmaers produkter. Disse to TLC plader viser, at den tilsendte tørrede plante ikke er identisk med laboratoriets interne standard og forsendelsen bliver derfor afvist inden plantematerialet kommer ind på selve fabrikken. Nye forsendelser skal altid opbevares i et såkaldt ”dirty area” indtil laboratoriet har godkendt drogen.

 

Kemiske analyser
Det er også muligt at undersøge plantematerialet eller det færdige produkt for specifikke stoffer. Disse analyser er specifikke til det stof, der skal måles og kræver ofte avanceret laboratorie udstyr. HPLC – en tre dimensional graf I dag kan de lave et tredimensionelt billede af enhver plante, og sikre, at de aktive stoffer er tilstede – og i hvilken mængde. De enkelte grafer kaldes ”peaks” og fortæller om mængde af det pågældende aktive stof. Det er også med denne metode, at man kan lave standardiserede ekstrakt
er(forkortes i dagligdagen til STA). Her sikrer man, at der i det færdige produkt er et minimumsindhold af netop de aktive stoffer, som forskningen viser, er det/de vigtigste.

 

Menstruum
Opløsningmidlet anvendt i produktionen af urteekstrakter kaldes for “menstruum”. Da man ønsker et ekstrakt af alle drogens aktive stoffer, er det vigtigt, at det udvalgte menstruum er i stand til at udvinde alle de aktive stoffer, bibeholde dem i opløsningen og samtidig efterlade de inaktive stoffer i plantematerialet. Menstruum skal også være i stand til at konservere udtrækket, forebygge enzymnedbrydelse af de aktive stoffer og derved give produktet en forlænget holdbarhed. Menstruum kan bestå af:

  • Vand alene
  • En blanding af vand og alkohol
  • Af vand og glycerin
  • Ren glycerin
  • Vin
  • Eddike og vand
  • En fed olie
  • Diverse stærkere opløsningsmidler, bl.a. hexan, butanol, acetone

I lang de fleste tilfælde er en blanding af vand og ethanol (alkohol) den foretrukne menstruum i fremstillingen af urteekstrakter og tinkturer.

 

Vand som universelt opløsningsmiddel
Vandmolekyler er i stand til at binde sig til mange forskellige elementer og molekyler og opfattes derfor som et universelt opløsningsmiddel. Vand opløser proteiner, alkaloide salte, farvestoffer, glycosider, slimstoffer, sukkerstoffer, antrakinoner, garvestoffer, mineral salte, plantesyrer og enzymer. Vand er ikke effektivt til at opløse voks, fedtstoffer, olier og alkaloider. Vand er billigt, ugiftig, ikke brandbar og kan opløse mange stoffer. Men vand kan også opløse uaktive stoffer, og vil ikke forhindre mug og bakteriedannelser i udtrækket. Vand fremmer også hydrolyse og enzymatisk aktivitet.

 

Alkohol som opløsningsmiddel
Ethanol opløser alkaloider og deres salte, essentielle olier, harpiksstoffer, glycosider, garvestoffer, antrakinoner, plante syrer og salte. Ethanol opløser ikke proteiner, slimstoffer, fedtstoffer, voks og fede olier. Ethanol hæmmer bakterier og dannelse af mug. Ethanol er ikke giftigt i mindre mængder, hæmmer hydrolysering af glycosider og saponiner og hæmmer enzym aktivitet, som kan nedbryde alkaloider og glycosider.

  • 25% ethanol anvendes for vandopløselige stoffer som slimstoffer, garvestoffer og visse glycosider bl.a. flavonoider og enkelte saponiner.
  • 45-60% ethanol anvendes for essentielle olier, alkaloider, de fleste saponiner og enkelte glycosider.
  • 90% ethanol anvendes for harpiksstoffer.

 

Vand og ethanol kan således udvinde nogle af de samme indholdsstoffer, men skal bruges i kombination for at få alle de aktive indholdsstoffer i den færdige ekstrakt. Den lille mængde alkohol i den daglige dosering af urtemedicin er uden betydning for de fleste mennesker og vil slet ikke vise sig i blodet, da leveren vil nedbryde alkoholen inden. Dette gælder også for børn, hvor doseringen jo er nedsat betydeligt. For mennesker med alvorlige leversygdomme og for patienter, der af religiøse årsager ikke drikker alkohol, findes der nu alternativer i form af glycerolekstrakter, urteteer og urtetabletter af høj kvalitet. Men de stærkeste og mest økonomiske præparater er tørekstrakter.

 

Glycerin som opløsningsmiddel
Glycerin er en tyktflydende, sødtsmagende farveløs alkohol (som ikke har en alkoholeffekt, som ethanol og derfor kan anvendes af patienter på antabus), der specielt anvendes for planter indeholdende garvestoffer og slimstoffer. Glycerin er ikke-giftig, fremmer smagen, fremmer slimstoffernes lindrende effekt på slimhinderne og hæmmer svamp- og bakteriedannelse. Glycerolekstrakter vil dog ikke have den samme holdbarhed som ekstrakter fremstillet i ethanol.

 

Eddike og vin som opløsningsmiddel
Fremstilling af ekstrakter i eddike og vin er mest anvendt ved hjemmefremstilling.

 

Fremstilling af ekstrakter
Når en plante tørres, fordamper saften og cellevæggene skrumper ind. Når den tørrede urt opblødes i menstruum, svulmer og blødgøres plantevævet igen og de opløselige dele inde i cellerne opløses og trækkes ved osmose ud i væsken. Denne proces kaldes for maceration. De fire mest anvendte metoder anvendt i fremstillingen af urtepræparater er udtræk, afkog, maceration og perkolering.

 

Udtræk
Ved et almindeligt udtræk hældes kogende vand over den ønskede mængde hakkede urt og dækkes med et låg. Urteteen skal trække i 5-15 minutter, mens man rører indimellem. Teen drikkes som regel varmt. Doseringen for de fleste, ugiftige, urter er en teskefuld af urten til en kop kogende vand, tre gange dagligt. Som tidligere nævnt er urteteer mest velegnet til forebyggelse i dagligdagen.

 

Afkog
Hvor blade og blomster udtrækkes ved ovennævnte metode, anbefales det, at hårdere plantedele, som bark og rødder, udtrækkes ved et afkog. Anbring en teskefuld urt i en kop vand, bring i kog og simre i 5-15 minutter under låg. Drikkes varmt.

 

Maceration
Fremstilling af en tinktur kan ske ved maceration efterfulgt af en presning. Plantedelene sættes i blød i to til fire uger med daglige omrystninger. Derefter hældes væsken fra og den blødgjorte urt, kaldet for marcen, presses med en mekanisk eller hydralisk presse. De to væsker blandes sammen bagefter. Et kilo urt opløst i fem liter menstruum (alkohol/vand) vil ved denne metode fremstille en tinktur af styrken 1:5.

 

Perkolering
Den tørrede urt gøres våd og gennemblødes i alkohol/vand i fire til seks timer, hvorefter den pakkes ind i en cylindrisk beholder kaldet et perkoleringsapparat. Udtrækningsvæsken (menstruum) hældes over urten og den får lov at macerere i 24 timer. Derefter åbnes hanen forneden og menstruum får lov at sive gennem urten. Denne proces trækker alle de aktive stoffer ud af plantevævet. Ved denne enkle proces, kaldet perkolering, kan man fremstille en tinktur i forholdet 1:2, hvor een del urt er udtrukket i to dele menstruum. Disse tinkturer kaldes ofte for ekstrakter for at illustrere, at de er blevet fremstillet ved perkolering og ikke kun maceration, og at de er stærkere end en normal 1:5 tinktur. Ved at måle indholdet af aktive stoffer før og efter perkolering, kan det tydeligt påvises, at den rette teknik kan udvinde langt flere aktive indholdsstoffer end ved andre metoder. Ekstrakter af forholdet 1:1 kan kun fremstilles ved at fortsætte udtrækningsprocessen med frisk menstruum og derefter fordampe og koncentrere væsken tilbage til det rigtige forhold.

 

Forskellig styrke på urteprodukter
1:2 er en af de stærkeste ekstrakter, der kan fremstilles uden brug af fordampning under vacuum. En 1:2 ekstrakt er som en jomfruoliven olie: den rene vare fremstillet så skånsomt som muligt. En 1:5 er også skånsomt fremstillet, men en 1:2 er 2,5 gange så stærk, samtidig med, at den ofte kun er lidt dyrere at fremstille end en 1:5 tinktur. En frisk plante tinktur er fremstillet af den friske plante, men eftersom en frisk plante kan indeholde op til 80% vand, kan disse tinkturer være fem gange svagere end en tinktur fremstillet af den tørrede urt. En anden slags frisk plante tinktur er de såkaldte stabiliserede plantesafter, kaldet succus. Den friske plante presses og saften stabiliseres ved tilsætning af 25% alkohol. Fuglegræs (Galium aparine) er en urt, der er specielt egnet til fremstilling af succus.

 

Tørekstrakter
En tørekstrakt er som navnet angiver, en ekstrakt der er blevet tørret. Der er derfor stor forskel på en tørekstrakt og en tørret droge (medicinsk plante). Medicinske planter lufttørres i specielle tørrerum hvor varm luft blæses gennem lag af urter placeret på hylder af hønsenet. Den tørrede urt finhakkes derefter og er klar til pakning som urtete eller videre forarbejdning. Fremstillingen af tørekstrakter består af 3 faser:

  1. tørring og pulverisering af den a
    ktive plante del
  2. ekstraktion af de aktive stoffer i flydende form (flydende ekstrakt)
  3. koncentration og sprøjtetørring af den flydende ekstrakt til pulverform

 

Mælkebøtteblade – eksempel 1
Lad os begynde med 1,25 kg frisk mælkebøtteblade. Eftersom friske blade indeholder omkring 80% vand, svarer det kun til 250 g tørret blade. Det næste skridt er at producere en flydende ekstrakt. Man producerer typisk en 1:2 tinktur med en blanding af vand og alkohol som udtrækningsvæske. Med andre ord, de 250 g tørrede blade bliver til 500 ml flydende ekstrakt. Det sidste skridt er at koncentre denne flydende ekstrakt, dvs fjerne størstedelen af vandet og alkoholen og derefter sprøjtetørre ekstrakten til et fint pulver. Processen er meget identisk med produktion af mælkepulver fra almindelig mælk. I produktionen af tørekstrakter er det nødvendigt at tilsætte et fyldepulver under processen for at holde sammen på de aktive stoffer i planten. Fyldepulveret er ofte maltodextrin – et kulhydrat (polysakkarid) udvundet fra majs. Slutproduktet er et tørekstrakt i pulverform. Koncentrationen af de aktive stoffer i tørekstrakten afhænger af den individuelle plante og den specifikke ekstraktionsmetode anvendt og kan svinge fra en 5:1 og helt op til 100:1 eller mere. En mælkebøtte tørekstrakt er ofte omkring 5:1. Det betyder, at vores 250 g tørret mælkebøtteblade producerer 50 g tørekstrakt. Så 1,25 kg (1250 g) friske mælkebøtte blade producerer 50 g tørekstrakt. Med andre ord, mængden (vægten) er reduceret 25 gange.   Eller med andre ord, 50 g af en 5:1 tørekstrakt kan indeholde det samme som en 500 ml 1:2 ekstrakt.

 

Hestekastanje– eksempel 2
Hestekastanje anvendes i behandlingen af dårligt venekredsløb. Det aktive stof er escin. Escin er virksomt mod symptomer fra åreknuder, skinnebenssår og hæmorider. Flere videnskabelige forsøg har vist, at den effektive dosering er minimum 100 mg escin dagligt. Den tørrede hestekastanje indeholder cirka 3% escin, dvs, at 3300 mg indeholder cirka 100 mg escin. Hvis vi vil anvende en 1:2 flydende ekstrakt, skal doseringen være minimum 6.6 ml dagligt eller over 46 ml om ugen. Og denne dosering forudsætter, at den tørrede droge indeholder de fulde 3% escin og at ekstraktionen er fuldstændig. Saponinerne i hestekastanje gør hestekastanjer svære at spise og hestekastanjete er heller ikke nogen fornøjelse. Flydende ekstrakt er heller ikke nem at drikke, specielt ikke næsten 50 ml om ugen. Det er nemmere og mere præcist at anvende en tørekstrakt. Fremstilling af hestekastanje tørekstrakt • Tørre hestekastanjer finhakkes og males til et pulver • Urtepulveret udtrækkes i 60% alkohol under 40º−50º grader C • Den flydende ekstrakt koncentreres under vaccum og omkring 60º grader, indtil ekstrakten indeholder 45-55% væde • Ekstrakten sprøjtetørres til et pulver • Pulveret tilsættes maltodextrin, indtil det færdige produkt indeholder 20% escin • Eftersom forsøg har vist, at den optimale dosering er omkring 100 mg escin dagligt, kan vi kalkulere, at den optimale daglige dosering er 500 mg tørekstrakt dagligt Standardisering Hvor mange kilo tørrede hestekastanjer, der er brug for, afhænger af deres indhold af escin. Og der er meget stor forskel på indholdet af de aktive stoffer, da klima, jordbundsforhold, geografisk beliggenhed og mange andre parametre bestemmer, om en droge danner nok aktive stoffer. Når man ved, at der skal anvendes 100 mg escin dagligt og man ved, at man har opnået det mål i det færdige produkt, har man lov til at skrive, at drogen er standardiseret, i det her tilfælde til escin. En standardiseret droge sikrer forbrugeren, at produktet har den kvalitet, man ønsker eller som forskningen fortæller er nødvendig, for at opnå en specifik effekt.

Skriv din kommentar her: