Hvad er det nu lige en doula [duu-la’] er for en?

Anne-Sophie Morgenlykke

 

Blogger hos sund-forskning.dk

Anne-Sophie Morgenlykke 

www.morgaia.dk

 


For I skal forstå lidt mere af, hvad en doula egentlig laver, vil jeg løbende lave små beretninger fra mit arbejde, der både vil give Jer indblik i det at føde med en doula, men også give Jer tips til en god fødselsoplevelse generelt. Stil endelig spørgsmål, hvis der er noget, du er i tvivl om.

 

Når jeg er på kald, har jeg min telefon på mig døgnets 24 timer i fire uger. I den periode er jeg fuldt ud reserveret til at kunne komme ud til fødsel hos det par, der har booket mig.  Inden fødslen har jeg mødt parret ca. tre gange. Vi har lavet fødselsforberedelse og lært hinanden at kende.

Jeg kommer hjem til familien, så snart de har brug for mig under fødslen – ofte allerede i den tidlige del af fødslen, hvor der er behov for tryghed, og man endnu ikke er velkommen på fødegangen.

Når fødslen skal foregå på hospitalet, er jeg med til at give et praj om, hvornår det er tid til at tage af sted, og hvis fødslen foregår hjemme, hvornår det er tid til at ringe til en jordemoder. Det giver de fleste en rolig fornemmelse i maven at vide, at jeg nok skal sige til, når det er tid.

 

Hvornår skal vi tage på hospitalet?

Kroppen giver rigtig mange tegn på, hvor fremskreden fødslen er uden, det er nødvendigt at undersøge kvinden indvendigt. Fx kigger jeg på, hvor koncentreret kvinden arbejder med sine veer, hvilke lyde hun bruger, om hun kaster op, som man typisk kan gøre, når man er omkring 3 cm og 7 cm åben, og jeg kigger på hendes pupiller, der udvides i takt med, at livmodermunden åbnes. – Og så sammenholder jeg det selvfølgelig også med, hvor gode veer kvinden har (det er mit udtryk for kraftige veer, for de er jo gode – de hjælper barnet til verden) og intervallet imellem veerne.

Tidstagning kan selvfølgelig være en udmærket rettesnor (hospitalet anbefaler, at man henvender sig, når man har veer med 5 minutters mellemrum, og veerne er regelmæssige).

Jeg har, som doula, endnu ikke oplevet kvinder med samme ve-mønstre. Så det vil være svært at sige på forhånd, hvordan DINE veer vil være. Kvinder er så fantastisk forskellige, og derfor arbejder kroppen også forskelligt med fødslen af dit barn.

 

(Hvis I har brug for en app til at hjælpe til med at tage tid, så kan jeg anbefale app’en: ”Fullterm”.)

 

Kontrol og fødsel – det hænger ikke rigtig sammen

 

Det kan være så frustrerende, at der ikke er noget, der er forudsigeligt, når det handler om fødslen – ja, det skulle da lige være, at målet er et dejligt barn; det er værd at huske på.

Vi er i denne tid vant til, at vi selv er herre over vores tid og kan kontrollere en hel del – hvis ikke alt i vores liv. Det kan være svært, men nødvendigt, at slippe kontrollen under fødslen. Og det er bestemt nemmere sagt end gjort, når man får beskeden, at jo hurtigere man giver sig hen til arbejdet med veerne, des hurtigere skrider fødslen frem.

Der findes rigtig gode metoder til at arbejde med kontrol på, du kan fx stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvad sker der, hvis jeg giver helt slip på min kontrol? – Hvordan ser jeg ud? Hvad gør jeg?
  • Handler min frygt i virkeligheden om, hvad andre vil tænke om mig?
  • Prøv at forstille dig, hvordan det virkelig ville se ud, hvis du mistede al kontrol; vil der være noget positivt ved at miste kontrollen?
  • Vil det hjælpe mig, at nogen kan tage kontrollen for mig – tale og kommunikere for mig?

 

Kontrol er noget, jeg arbejder meget med i forberedelsen af mange af mine par, fordi det er et område, der fylder rigtig meget i forhold til at skulle føde og give slip på kontrollen.

 

Doulaeffekten – hvad er nu det for en størrelse?

Når man begynder at undersøge og overveje at bruge en doula, er det væsentligt at kende til doulaeffekten, som er den fantastiske effekt, det giver at bruge en doula under fødslen. Det er  videnskabeligt veldokumenteret at bruge en doula – læs med her, hvordan det kan hjælpe dig.

 

At bruge en doula giver: 

  • Kortere fødsler
  • Flere spontane fødsler
  • Mindre brug af medicinsk smertelindring – grundet mindre oplevelse af smerte
  • Mindre brug af ve-stimulerende drop
  • Færre kejsersnit
  • Mindre brug af kop/klip under fødslen
  • Bedre apgar-score hos barnet lige efter fødslen (apgar er et point-system til at vurdere, hvor godt barnet har det, lige efter fødslen)
  • Nemmere ammeforløb

 

(Gældende for fødsler med en kendt professionel omsorgsperson (doula), der ikke er en del af hospitalsvæsnet eller familiens sociale netværk)

 

Kilde:  Hodnett ED, Gates S, Hofmeyr GJ, Sakala C, Weston J, Continuous support during childbirth, The Cochrane collaboration 2011

 

Er det ikke fantastisk? – at det er muligt, med så lidt, at kunne få sig en mindre kompliceret fødsel, som vil være en styrke for dig som forælder, når du står med dit lille nyfødte barn.

Der er ingen tvivl om, at kvinder med traumatiske fødsler bruger lang tid på at komme sig over fødslen – hvis de da nogensinde kommer helt over den. Det at arbejde med en følelsesmæssig svær oplevelse samtidig med, at man skal etablere en amning, lære sit barn at kende, være vågen om natten og måske endda passe ældre søskende – ja, det siger sig selv, at det er en stor opgave.

Derfor er det at føde med en doula for alle og enhver; førstegangs- som flergangsfødende.  Det er fantastisk, at det faktisk er ved at blive en trend at bruge en doula – det betyder endnu flere dejlige fødsler til familierne derude.

Rigtig god fødsel til alle Jer med termin her i december. Jeg ønsker Jer en dejlig oplevelse og første møde med Jeres barn! – Husk; det aldrig er for sent at kontakte en doula; jeg har et stort netværk af doulaer, og jeg hjælper Jer gerne med at finde den helt rigtige doula, der passer til Jer.

6 thoughts on “Hvad er det nu lige en doula [duu-la’] er for en?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *