Kigger vi ned på celleplan, har mange kroniske sygdomme en ting tilfælles: inflammationen. Kan vi så også bruge den samme grundlæggende terapi til vidt forskellige sygdomme? Sandsynligvis.
Af Marianne Palm
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – forår 2012
Med nutidens teknologi og raffinerede undersøgelser finder vi flere og flere navne på de tilstande, en krop kan udsættes for. Vi bliver klogere på, hvorfor symptomer opstår, vi bliver bedre til at se fysiologiske, biokemiske og anatomiske sammenhænge. Kort sagt er vi bedre til at diagnosticere forskelligheder i sygdomsbilleder. Det kan være en vigtig udvikling for at skabe den helt rette og meget målrettede medicin.
Mens denne udvikling foregår, får man samtidig øje på, at helt nede på det biomedicinske plan, når man brækker sygdommen ned til dens mindste bestanddele og kigger på, hvad der sker inde i cellerne, uden på cellerne og på det samspil, cellen har med sine omgivelser, så opdager man, at et væld af disse sygdomme har nogle fællestræk, en fællesnævner.
Fællesnævneren er inflammation
Der er forskellige karakteristika ved en inflammation: Vævet er beskadiget (som man også ser efter fx et slag). Det hæver op, det er irriteret, det er rødt.
De samme symptomer ser man ved en infektion med bakterier og virus, men fælles for alle inflammationer er, at der ikke behøver at være bakterier og vira til stede. Vævet reagerer, fordi der er en flok problemstillinger, som immunforsvaret forsøger at hjælpe til med. Der skal fjernes døde celler, andre komponenter vil forsøge at få cellerne helet op, skabt nye og elimineret de kemiske substanser, som er med til at skabe al ravagen.
Afhængig af, hvilke organer eller organsystemer der er involveret, opstår problemerne forskellige steder i kroppen. Det kan i høj grad være arvelige komponenter, som bestemmer, både om man overhovedet har tendens til at danne inflammationer, og hvor i kroppen de opstår.
En inflammation dukker altså ikke op ud af intetheden. En eller flere faktorer har tricket problemerne, og alt efter, hvor helhedstænkende man er, er det værd at kigge på følgende faktorer:
- Arvelige forhold
- Akutte infektioner, som måske har været langvarige
- Kroniske infektioner, man ikke har taget hånd om
- Chok eller andre psykiske traumer
- Fysiske traumer, som fx slag, kan også udløse kroniske inflammationer
- Stress
Bag om alle disse faktorer kan der fx ligge mangler og forgiftninger som årsager. Det kan være langvarig mangel på de rette vitaminer, mine-raler og fedtsyrer. Det kan være forgiftninger som fx kviksølv og andre tungmetaller samt diverse toxiner og andre stoffer fra bakterier, svampe og vira. En ernæringsterapeut, heilpraktiker, biopat, phytoterapeut og naturopath vil søge at finde de oprindelige faktorer, så belastende faktorer om muligt kan elimineres.
Samtidig vil man forsøge at øge kroppens muligheder for at afgifte og regulere alle kropsfunktioner, så den fremover bedre kan forholde sig til de faktorer, et moderne menneske uophørligt bliver mødt med.
Hvad kan du gøre?
Der er til hvert organsystem udviklet en stribe af kosttilskud og naturlæ
gemidler, som kan afhjælpe tilstandene.
Grundlæggende bør du tage fat i en behandler med speciale i inflammationer, men du kan også forsøge selv med en kur på en til to måneder:
- Vitaminer og mineraler i terapeutiske doseringer. Spørg din helsekostbutik om, hvilke der er bedst.
- Fedtsyrer: Du skal lægge vægt på omega-3-fedtsyrer
- Urter: Inflammationer, generelt: Prøv fx Avosol til dine led sammen med Mangodol. Begge produkter er fra Anjo.
- Spørg også efter adaptogene urter i helsekosten, især hvis du er meget træt på grund af langvarige problemer.
I et forsøg med Mangodol så man, at deltagerne fik det tydeligt bedre ved følgende problemstillinger:
- Smerter fra sener
- Opheling efter brækkede ankler og fodledsknogler
- Opheling efter menisken-operation
- Gigt og inflammation i et eller flere led
- Tennisalbue
- Slidgigt i begge hofter
- Inflammation i akillessenen
Det er ikke usandsynligt, at Mangodol også vil påvirke andre inflammationer gunstigt, netop fordi alle inflammationer har immunsystemets påvirkning tilfælles.
Kostændringer
Jo værre din inflammation er, jo mere skal der nogle gange til for at skabe en varig forandring. Det kan betyde store omlægninger i hverdagen, men øv dig dag for dag i at blive bedre til at spise sundt.
Læg gerne vægt på de såkaldte basedannende fødevarer:
- Rodgrøntsager: Gulerødder, rødbeder, selleri, pastinak, persillerod, porre, løg, hvidløg
- Bladgrøntsager: Grønkål, hvidkål, broccoli
- Grøntsagstoppe: Selleri, rødbede, persillerod, pastinak. Alle kan let bruges i supper
- Urter: Mælkebøtte, brændenælde, skvalderkål, persille, purløg, karse, grøntsagssafter og urtete, kartofler og kartoffelvand, mælk, dadler, figner, rosiner, bananer
”Neutrale”, hvad syre og base angår:
- Mandler
- Hirse
- Boghvede
- Sesamfrø
- Løg
Begræns mest muligt de såkaldte syredannede fødevarer:
- Kød – især oksekød og and
- Fisk på nær fersk laks
- Ost
- Æg
- Olie, fedt og smør
- Kaffe, te og kakao
- Alkohol
- Brød og kornprodukter
- Bønner og linser
- Hasselnødder og jordnødder
Undgå helt tobak, og få masser af frisk luft og motion.
Inflammationer kan i princippet belaste alle kroppens organer og organsystemer
Her er vist de hyppigste:
• Hud – fx hyppig byldedannelse, eksem og psoriasis
• Muskler og bindevæv – forskellige sygdomme, lige fra akutte forstuvninger til kroniske
bindevævssygdomme
• Led – alle gigttyper, men også brækkede knogler
• Mavefedt – nyere forskning viser, at også fedtceller kan reagere som en inflammation og
særligt pga. arv og stress i kombination
• Luftvejene – allergi, kronisk bronkitis, astma
Fordøjelsen – især ved kronisk tarmkatar
• Urinvejene – blæren er særlig følsom, og kronisk blærebetændelse kan opstå
• Nervesystemet – lokale nerver i forbindelse med brud eller slidgigt, men også fx virus, såsom
herpes, skaber inflammation
• Kredsløbet – nyere forskning viser, at det er inflammationer i blodkarrenes vægge, som
skaber de fleste hjerte-kar-sygdomme.
Også forhøjet kolesterol!
Bliv klogere på din krop
Symptomer på betændelse
De klassiske symptomer er:
• Rødme – også kaldet Rubor. Er fremkaldt af den øgede blodgennemstrømning i området.
• Varme – også kaldet Calor. Er ligeledes fremkaldt af den øgede blodgennemstrømning.
• Hævelse – også kaldet Tumor. Udvidelsen af karrene sker som reaktion på stoffer, som cellerne omkring skadestedet udskiller. Denne udvidelse
øger blodgennemstrømningen, men medfører også, at karet bliver utæt. Herved siver væske og celler ud i vævet og giver hævelser, ødemer. Den
udsivne væske kaldes ekssudat.
• Smerte – også kaldet Dolor. Er en reaktion på, at cellerne omkring det skadede område udskiller visse stoffer, cytokiner, prostaglandiner m.m., der
irriterer de smertefølsomme nerveender i området.
• Funktionsnedsættelse – også kaldet Functio lesa. Et eksempel kan være inflammation af en nerve, hvor nervens funktion vil blive hæmmet, hvilket
kan medføre føleforstyrrelser eller lammelser (fx ansigtslammelse ved borrelia infektion).
Patogenese
Betændelsesreaktionen opstår, når cellerne i et væv udsættes for en påvirkning, som enten ødelægger eller dræber cellerne. Årsagen kan fx være iltmangel (iskæmi), infektion, autoimmun reaktion, traumer eller kemisk påvirkning. Når cellerne i vævet udsættes for en sådan påvirkning, ødelægges nogle bestemte celler, som kaldes mastceller.
Disse celler findes i næsten alle væv i kroppen og indeholder en række stoffer, som starter reaktionen. Denne del af reaktionen kaldes for degranulering. Ved degranuleringen udskiller mastcellerne histamin og forskellige kemotaktiske stoffer. Histamin binder sig til blodkarrets endotelceller, hvilket medfører to reaktioner.
Den første reaktion er, at blodkarret udvider sig, så der kommer mere blod til det skadede væv.
Den anden reaktion er, at endotelcellerne trækker sig sammen, så karvæggen bliver mere gennemtrængelig for væske og celler, blandt andet de hvide blodlegemer. Denne udsivning kaldes for ekssudation og er grunden til hævelsen og rødmen.
Den sidste del af inflammationen kaldes migration. Her vandrer celler fra blodet og ud i det skadede væv. Det er specielt den type hvide blodlegemer, som kaldes neutrofile granulocytter, som migrerer. Granulocytterne er fagocytter, det vil sige celler, som ’æder’ andre celler eller celledele. De kan derfor optage og derved fjerne de skadevoldende faktorer og de celler, som er døde af påvirkningen. Granulocytterne tiltrækker også makrofager, som har samme funktion, men er større og lever længere. Når granulocytterne og makrofagerne har fjernet skadevirkningen fra vævet og elimineret de døde celler, er der grobund for, at nye celler kan leve, og en opheling kan startes.
(Kilde: wikipedia.dk)
Skriv en offentlig kommentar...
Vær den første til at kommentere!