Kære voksne barn fra en dysfunktionel familie – lær at berolige dig selv

Du har måske været vant til at have antennerene ud hele tiden, i et forsøg på at kontrollere hjemmet, livet og begivenhederne. Det var din overlevelses strategi engang, endda en klog en – det var nødvendigt for at overleve. Husk det er ikke nødvendigt mere! Også selvom din hjerne eller nervesystem måtte mene anderledes.

Den dag i dag når der sker noget nyt – nye situationer eller du skal møde nye mennesker, kan det være at du reagerer ved at blive nervøs, urolig eller panisk. Det er en naturlig konsekvens af det som du voksede op i, hvor der sikkert var meget utryghed til stede.

Det er naturligt at du har reageret ved at stille dig mistænkelig og tænke negativt overfor det nye, eller at du har reageret med mistillid overfor nye mennesker – fordi du var vant til at blive såret. Husk sådan er det ikke mere, øv tillid til andre mennesker og nye situationer. Det skal nok gå alt sammen. Hvis ikke det er nogle søde mennesker, kan du sige fra. Det kunne du ikke engang, men det kan du nu!

Det er forståeligt at du prøver at tænke fremad hele tiden, at forudse og kontrollere hvordan nye situationer og møder vil forme sig. Som antennebarn har du været vant til hele tiden af skulle forudse og tilpasse dig begivenhederne, samt tilpasse dig andre mennesker. Det var en overlevelses strategi, som du var nød til at tilegne dig som barn, så du kunne være forberedt på det ukendte. Det var en måde at sikre dig at du ikke blev såret, for det blev du sikkert tit desværre.

Det var en måde at forberede dig på evt. farer, så du kunne gardere og forsvare dig selv inden de opstod. Men kan du virkelig den dag i dag styre eller forudse hvordan andre mennesker vil reagere, og hvordan situationer vil udspille sig – nej vel? Og vil du virkelig gerne kunne det, nej vel? Så falder alt det sjove og spontane i livet ligesom af ikke :)

Husk at det heller ikke længere er nødvendigt at vide hvordan tingene vil komme til at udspille sig, du behøver ikke planlægge og kontrollere alt længere. Det var nødvendigt engang, men ikke længere.

Det kan være at du er bange for at vise dig lige præcis som den du er – glad, vred, lykkelig, ked eller bange. Tidligere kunne visse følelsesmæssige tilstande være tabu i din familie, og derfor har du været nød til at bære en masse masker, for at sikre din overlevelse.

Frygten for at blive kritiseret, kan for dig have været en dødsangst for at blive afvist, eller endnu værre, at blive forladt. Husk sådan er det ikke mere – du bliver ikke forladt for at være den du er, med de holdninger du nu engang har, blot fordi du bliver kritiseret.

Du behøver ikke være bange for at blive forladt mere. Bliver du forladt af nogle, ja så var det nok ikke den partner, du skulle være sammen med. Eller det fællesskab, du skulle være en del af. Det kan gøre rigtigt ondt ja, men du dør ikke af det.

Pleaser du alle andre, og glemmer dig selv? Det kan være fordi du har et stort behov for bekræftelse, og er bange for andres kritik, fordi du inderst inde tror på at kritik, er det samme som at blive forladt. Vid at sådan er det ikke mere! Vær god og tro ved dig selv, og husk at lytte efter dine behov.

Måske kan du ikke mærke dine egne behov, fordi du altid har været så vant til at se efter andre, og sørge for at alle andre omkring dig har det godt, at du slet ikke ved hvad du ønsker i livet? Øv dig i at være sammen med, og stille med dig selv. Lyt til din intuition, og spørg hvad ønsker jeg mig i livet? Hvad er det jeg virkelig vil?

Når du er i tvivl om der er noget du gerne vil, så prøv at mærke dine følelser og spørg dig selv – føles det her let, eller føles det tungt? Mærk dit hjerte, træk vejret igennem hjertet – kommer der varme til, eller føles det koldt? Dit hoved vil måske fortælle dig en ting, mens dit hjerte vil fortælle dig noget andet. Lyt til hjertet!

Dit hoved vil måske udspille en masse frygt scenarier, om at det kan jeg da ikke, det er jeg ikke god nok til, eller at det er farligt. Lyt til hjertet, det ved besked. Hvad føles let og varmt for dig? Det kan kræve lidt øvelse at finde ud af hvad det er du virkelig ønsker, men øvelse gør mester.

Måske har du været vant til at kontrollere fremtiden, din kalender og sørge for at alt er planlagt, i orden og perfektionistisk ned til mindre detalje. Det var nødvendigt engang, så du kunne kontrollere begivenhederne og spotte potentielle farer. Så du kunne være forberedt. Vid at det ikke er påkrævet mere!

Det har måske været nødvendigt engang, at sørge for at hjemmet og alt andet var fuldstændigt tip top i orden. Du følte at det var vigtigt at være den gode ordentlige dreng eller pige, så der ikke var nogen der kunne sætte en finger på dig, eller på dit. Du måtte for alt i verden undgå kritik, eller en afvisning. Du behøver ikke at have styr og kontrol på det hele mere. Du bestemmer selv hvordan tingene skal være den dag i dag! Tja altså måske bestemmer din partner, men du har forhåbentligt lidt medindflydelse :)

Der har været så mange følelser i dig, som aldrig blev hørt og mødt, som var for svære at håndtere. Derfor var det nemmere at kontrollere og styre omgivelserne, heraf at have styr på alt ting. Det måtte være noget der var håndgribeligt, når nu alle de følelser ikke var.

Du har været vant til at være så meget i hovedet, og hele tiden tænke, planlægge og være i fremtiden. Så det var helt naturligt at du hele tiden sørgede for orden, og måske stadig gør det den dag i dag – men det behøver du ikke mere. Du kan godt slappe af og være mere i nuet.

Når man er meget i hovedet, som antennebørn fra dysfunktionelle familier tit er – fordi det har de lært, og er opvokset med, så kan det skabe en næsten OCD agtig kontrol. Det kan skabe det som kaldes ”generaliseret angst”. Dit nervesystem er konstant på overarbejde, for at leve op til krav og forventninger.

Men husk engang var det andres forventninger, i dag er det nu formegentligt kun dine egne forventninger. Dem kan du øve dig i at justere på. Nedsæt forventningerne til at alt skal være perfekt og i orden, det bliver du aldrig! Du når aldrig din ”to do liste” til bunden, selvom du virkelig gerne vil! Du får aldrig alt ting til at være perfekt! Og det behøver de heller ikke være.

Øv dig i at forstå at det er et lille barns følelser du mærker i dig. Et barn der gør alt hvad han/hun kan for at opnå accept, kærlighed og ikke mindst tryghed. Når kærligheds-tanken ikke er blevet fyldt som barn, så er der en stor chance for at trygheds-tanken heller ikke er. Du må øve dig i at give dig selv den kærlighed og tryghed.

Når dit nervesystem er på overarbejde, eller du bliver urolig og bange, så trøst dig selv. Fortæl dig selv at det nok skal gå – giv dig selv et stort bjørnekram – yes rent fysisk, giv dig selv et kram :)

Vid at følelserne du mærker stammer fra den lille dreng/pige i maven, der engang ikke blev beroliget. Dine forældre gav dig måske ikke den ro du havde brug for, nok ikke fordi de ikke ville, men måske fordi de ikke kunne. Måske havde de heller ikke lært det hjemmefra?

Vær din egen kærlige og trygge forældre, fortæl dig selv at det nok skal gå, uanset hvad du går igennem, eller står overfor. Trøst dig selv, lige nøjagtig som du ville trøste en lille dreng eller pige der sad overfor dig, og var ked af det, eller bange. Lad være med at ønske følelserne bort, men rum dem i stedet.

Jeg kan anbefale mindfulness eller at meditere. Prøv at glemme fremtiden – sig til dig selv at fremtiden skal nok gå godt. Fokuser på nuet, som i virkeligheden altid er det eneste vi nogensinde har.

Jeg sætter mig et uforstyrret sted og mærker mine følelser. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, og bliver ved med at trække det dybt, helst igennem en let åbnet mund. På vejen ned til maven møder mit åndedræt mit hjerte, her lægger jeg fokus, og møder det mest velmenende kærlige sted i mig. Når jeg puster ud, så slipper jeg alt luften (ligesom når man siger ahhhh :) )

Jeg visualiserer mit indre barn, og gør det lille i størrelse, så han/hun kan være i min hånd. Jeg sætter den lille størrelse i mit hjerte. 

Jeg trækker vejret dybt nogle gange. Min hjerne fokuserer på vejrtrækningen. Kommer der tanker er det okay, jeg giver dem ikke mit fokus. Mit fokus er på min vejrtrækning.  

Jeg accepterer hvad der måtte være i dette øjeblik. Måske er jeg glad, måske møder jeg svære følelser – jeg accepterer også dette. Jeg italesætter ikke det “negative”, jeg er bare sammen med det og reflekterer evt. over det bagefter eller samtidig.  

Jeg trækker vejret igennem følelserne, og møder den fra det allermest velmenende kærlige sted i mig – igen træk vejret igennem hjertet. Jeg bliver ved med at trække vejret og bare være med det, uden at analysere, placere skyld eller årsag. Der er ingen følelser der er forbudte. Det handler om at rumme dig selv. 

Jeg indser at det ikke handler om overlevelse mere. Jeg er tryg nu, alt er okay, alt er som det skal være lige nu. Jeg har lige brugt tid på at være sammen med og rumme mig selv :)  

Ha det godt og pas på dig selv. Del, like og kommenter gerne :)