Muligheder med lymfeterapi ved diabetisk polyneuropati
August 21, 2014

shutterstock_2099174

 

Resumé af en artikel af dr. med Angelika-Regine Dietz, Hannover

(Biol.Med.1,feb.2000,s.4-9)

 

Hos diabetikere er cellernes forsyning og afløb betydelig indskrænket, fordi transitstrækningen mellem blod- og lymfekar på den ene side og nervecellerne på den anden side bliver hæmmet af glykosyleringsprocesser i det ekstracellulære rum. Det må derfor være formålet med en terapi at såvidt muligt effektivisere matriksens funktion som si for molekylerne, og at optimere lymfesystemets funktion. Når cellens matriks ikke længere kan udfylde sin funktion som ionbytter og filter for skadelige stoffer, og cellen som følge heraf ikke længere kan få tilstrækkelig ernæring, så følger der en trinvis ændring af reguleringskredsen, indtil tabet af regulerings- og kommunikationsevnen til sidst medfører sensibilitetsforstyrrelser.

Tør og sprukken hud i fodområdet og på hænderne er et tydeligt tegn på underfunktion af det sympatiske nerve-system. Manglende temperaturregulering med varme, stærkt blodgennemstrømmede fødder samt fodrodsvener der ikke formindskes ved løft af fødderne, er vigtige indikatorer for en betydelig nervenedbrydelse i karsystemet med ødelæggende risiko for udvikling af diabetisk fod. Denne stase forårsager som bekendt kronisk betændelse med videre udvikling til neuropatisk fodsår og endelig til inficeret neuropatisk koldbrand.

I det svækkede grundsystem meddeles den lokale regulatoriske degeneration over de tilhørende spinalnerver til rygmarven, og efter behandling i centralnervesystemet fremkommer der smertesymptomer i det lokale område. Med tiltagende påvirkning udvikler dette oprindelige fænomen sig til en generel sygdom. Sygdomstegnene medfører tidligt følelige forandinger i hudbindevævet.

Hos diabetikere bemærker man udprægede ødemer i hudbindevævet, især i benene. Grundsystemets  manglende reaktionsevne kan betragtes som en fremadskridende mangel på evne til at udregulere moderate påvirkninger lokalt eller helhedsmæssigt. De første vanskeligheder, der mærkes hos en patient med diabetisk neuropati, er følelsesløshed og kriblelammelser i fødderne, desuden   optræder den også ofte ved forstyrrelser i temperatur- og smertefølsomheden. De former, der især om natten optræder med brændende spontansmerter betegnes “Burning feet syndrome”. Smerter eller lammelser i benene i hviletilstand er allerede et tegn på en neurologisk forstyrrelse. Smerten beskrives som “rivende” eller  “brændende”, og intensiteten i grader fra: “Let udholdelig”, til “forstyrrende” og “søvnafbrydende” til “næsten uudholdelig”. I det videre forløb optræder usikkerhed ved gang, hvilket er en følge af nedsat følesans uden svimmelhed. Forringelse af følesansen og senere også motoriske svigt, som f. eks. vanskelighed ved at hæve fødderne, tolereres ofte forbavsende længe.

Ved aldersbetingede kroniske sygdomme giver selv banale belastninger sig betydelige udslag. Grundsystemets reguleringsevne som endestation for kronisk fremadskridende betændelser medfører fuldstændig spaltning af grund- og immunsystemet. Det er kendt, at de beskrevne forstyrrede forhold i grundsystemet er egnede til terapi med antihomotoksiske lægemidler, og at terapeuten med disse lægemidler har værdifulde terapeutiske muligheder.

 

Sammensætningen af Lymphomyosot® (100 g)

5 g Myosotis arvensis D 3

5 g Veronica D 3

5 g Teucrium scorodonia D 3

5 g Pinus silvestris D 4

5 g Gentiana lutea D 5

5 g Equisetum hiemale D 4

5 g Sarsaparilla D 6

5 g Scrophularia nodosa D 3

5 g Juglans D 3

5 g Calcium phosphoricum D 12

5 g Natrium sulfuricum D 4

5 g Fumaria officinalis D 4

5 g Levothyroxin D 12

5 g Aranea diadema D 6

10 g Geranium robertianum D 4

10 g Nasturtium aquaticum D 4

10 g Ferrum jodatum D 12

Det var formålet med den aktuelle undersøgelse at undersøge, om den antihomotoksiske terapi med Lymphomyosot (tab 1) kan være hjælpsom ved behandling af diabetisk polyneuropati.

 

Udvalg af patienter og terapimetode.

Der udvalgtes 90 patienter fra et center for diabetologi i Niedersachsen. Alle patienterne skulle have et ødem enten i foden eller underbenet. Af denne gruppe udvalgtes 60 patienter (41 kvinder og 19 mænd i alderen fra 40 til 70 år). Disse 60 opdeltes igen i to grupper, der begge blev behandlet med Lymphomyosot. Alle disse patienter havde haft diabetes mellitus type II i mindst 5 år, og det blev sikret, at alle desuden havde polyneuropati. Desuden blev der udført sammenligning med 30 type II-diabetikere som kontrol-gruppe (16 kvinder/14 mænd; alder 59-77 år).

 

Studiet gennemførtes gennem en periode på 8 måneder, og omfattede tre patientgrupper.

 

  Ødem Polyneuropati

Let

14 10
Middelsvær    26 19
Svær 10 9

 

Forsøgspersoner i gruppe 1 (Lymphomyosot) og 2 (Lymphomyosot + a-Lipon-syre) med klinisk status før studiestarten.

Gruppe 1 (n=50) fik 2 gange 15 dråber Lymphomyosot dagligt. I denne gruppe havde 21 patienter lettere diabetisk polyneuropati, 16 patienter havde sygdommen i middel grad og 13 pa-tienter i svær grad. Hos 10 patienter var diabetes mellitus indstillet med diæt, hos yderligere 10 med Metformin og hos yderligere 10 med Basal-insulin kombineret med Metformin og hos 20 patienter med intensiveret insulin-terapi.

Gruppe 2 (n=10) fik foruden Lymphomyosot (15 dråber 2 gange dagligt) også alpha-Liponsyre-infusioner (600 mg alpha-Liponsyre i 250 ml 0,9 % NaCl-opløsning. Hver patient fik 10 intravenøse infusioner fordelt over 8 måneder). 5 patienter i denne gruppe havde middelsvær til svær diabetisk polyneuropati.

 

Fig 3: De tre ødemstadier set i et sonogram (lydmåling).

l Det lette ødem viser en let hudfortykkelse. Lymfebanerne er let synlige og mindre end de kliniske tilfælde. Vævslumen ligger i området < 1 mm.

l Det middelsvære ødem er sono-grafisk (lydmåling) genkendelig ved en tydelig lymfebane. Lymfebanerne er let udvidede. Vævslumen ligger i området > 1 mm. Grundstrukturen viser en skakbrædtagtig ri
bbe-struktur i sonografbilledet

l Det svære ødem viser sig i den sonografiske gengivelse ved lymfe-udvidelser, hvor nogle delvis har en   udposning eller senet struktur med et tværsnit på op til 3 mm. Specielt de prætibiale (foran på skinnebenet) lymfebaner er stærkt udvidede.

Gruppe 3 (n=30) tjente som kontrolgruppe, der kun blev behandlet med alpha-Liponsyre. Der forelå diabetisk polyneuropati af middelsvær grad hos 22 af disse patienter og af svær art hos 8 patienter. Alle disse patienter fik hver 10 intravenøse infusioner fordelt over 8 måneder.

 

Resultater

Ingen af patienterne i studiet havde fod – eller underbenssår.

Hos de svært angrebne polynuropatipatienter kunne der ikke udløses akillessenerefleks i nogen af de tre grupper.

Neurologiske resultatkontroller

Gruppe 1: Ved studiets begyndelse viste 21 patienter lette, 16 middelsvære og 13 svære neurologiske forstyrrelser.

Ved afslutningen af studiet viste 6 af patienterne med de lette forstyrrelser, 8 af patienterne med middelsvære og 3 af patienterne med svære forstyrrelser tydelig bedring, medens der ikke var bedring hos resten af patienterne. Desuden var der bedring af smerte-symptomerne. I gruppe 2 var bedringerne større. I gruppe 3 var der ingen bedring.

I gruppe 2, der blev behandlet med både Lymphomyosot og a -Liponsyre var der gennemgående god tilbage-gang af ødemerne, medens der i kontrollen, gruppe 3, ikke sporedes væsentlige ændringer.

Der optrådte ingen uønskede bivirkninger under behandlingen med Lymphomyosot.

 

Kontrol af ødemmålingerne i gruppe 1

 

Ødemkontrol Før terapien      

                            

 
   Efter terapien(n) Tilbagegang(n) Uforandret(n)
Let 14               10 4  
Middelsvær            26                 19                                7
Svær                   10  9 1

Diskussion

Hos 75% af patienterne var smerter og dysæstesier (smerte ved berøring) fuldstændig forsvundet efter behandlingen med Lymphomyosot. I kontrol-gruppen, der kun blev behandlet med alpha-Liponsyre var der ikke hos alle en bedring i følesansen, og bedringen var mindre end hos den gruppe, der yderligere blev behandlet med Lymphomyosot. Hidtil afprøvede anvendelsesområder for Lymphomyosot har været:

Lymfatisme, ødemer, skrofulose (lymfeknudetuberkulose), og andre kirtelhævelser.

Dets virkning til udrensning  af ekstra-cellulærrummet (matriks) er kendt. Endvidere er der terapeutiske muligheder med midlet til diuretikabehandling af kardiale og renale ødemer. Ifølge Reckeweg er det også et vigtigt afgiftnings- og dræneringsmiddel ved alle imprægnerings, degenerations- og neoplasmafaser.

Da 45 (75 %) af patienterne i gruppe 1 + 2 i vid udstrækning viste smertefrihed efter studiets afslutning kan man tillade sig at drage den konklusion, at de hos diabetes mellitus type II kendte risici kan formindskes, og at prognosen for kar-, lymfe- og nervemæssige forstyrrelser kan forbedres. Matriksterapien, dvs. udledningsterapien med Lymphomyosot, kan efter de hidtidige observationer anvendes som tilsats-terapi i præventivmedicinen og til rehabilisering.

Det er forudset at gennemprøve resultaterne i langtidsstudier og ved yderligere neurofysiologiske undersøgel-ser. Det kan forventes, at terapien med Lymphomyosot i tillæg til den sædvanligt anvendte a-Lipon-syreterapi målrettet vil påvirke de mange følge-sygdomme ved diabetes mellitus.

 

Hele originalstudiet kan rekvireres på tysk 

 

Fakta

Vinder af Reckeweg-Prisen 1999: 

polyneuropati=degenerative forandringer af flere perifere nerver

 

Skriv en offentlig kommentar...

Vær den første til at kommentere!

Giv mig besked om:
UA-28471321-1