Phytoterapi for biopater og naturopater
April 9, 2015

shutterstock_146296502

Her er lidt om fremstilling af urteprodukter. Materialet, er i en let omskrevet form, en lille bid af pensum som biopat og naturopath ibm, en tre årig uddannelse. 

Anvendelse og fremstilling af tørrede droger

Det er bestemt ikke ligegyldigt, om du ordinerer en urtete, en ekstrakt eller en tørekstrakt. Der er en verden til forskel på resultatet, når du ved, hvordan du anvender planterne rigtigt. For ikke alle aktive stoffer kan frigøres med kogende vand og ikke alle aktive stoffer slipper gennem en ekstraktion. 

Te

Bruges specielt til friske urter, men naturligvis kan man også lave te på tørrede droger (droge kommer af det tyske ord ‘drogue’, som betyder at tørre). Som hovedregel lægges urterne i en kande, der overhældes med kogende vand, trækketid er oftest 5-10 minutter.

Afkog

Simrer i småkogende vand i 10 – 30 minutter, med låg på. Ofte bruges afkog af bark (Ipe Roxo), frø og rødder, som kan være vanskelige at lave ekstrakter af.

Udtræk

Her er tale om en stærkere og terapeutisk udgave af urteteen – der anvendes en større mængde urt pr. ml. vand. Traditionel dosering ligger på omkring 30 gram urt til 600 ml vand, trækketiden er 5 – 15 minutter.

Udtræk er anvendeligt, når det kun er de vandopløselige stoffer, man er interesseret i at trække ud (eksempelvis planteslim, polysakkarider og taninner).

Teerne er ikke mindst vigtige, fordi de sikrer et ordentligt væskeindtag. Alt for mange mennesker drikker for lidt og ved anvendelse af udtræk, kan du derfor sikre dig, at din klient drikker tilstrækkeligt.

Forskningen har desuden vist, at tørre slimhinder er guf for vira som f.eks. forkølelsesvirus og enhver, der har prøvet at være forkølet, ved at vi, når næsen er stoppet til, har en tendens til at trække vejret gennem munden, hvorved slimhinderne i luftvejene dehydrerer. Det er derfor af afgørende betydning at holde luftvejene fugtige.

Et godt væskeindtag afhjælper problemet og varme væsker er bedre end kolde, idet varme i sig selv kan dræbe vira. Drik for eksempel te af røllike, lindeblomst og kamille sammen med varm hyldebærsaft. Fordelen ved et ordentligt væskeindtag er tillige, at det varme vand stimulerer kroppens afgiftning – og specielt sveddrivende urter vil give maksimal effekt, når de gives i varmt vand.

Tørrede droger i kapsler og tabletter

Er en behagelig måde at indtage urterne på, uden den ellers så velkendte ubehagelige smagsoplevelse. 

Det er et stort problem at sikre sig en ordentlig dosering af de aktive indholdsstoffer, for den tørrede droge fylder meget og det er jo de færreste, der kan sluge heste-piller. Der skal derfor som regel en hel del tabletter/kapsler/pulver til, for at opnå den samme mængde aktive indholdsstoffer, som du finder i en ekstrakt.

Som biopater og naturopater anvender vi meget sjældent tørrede droger i kapsel- eller tabletform. Der kan maksimalt være 300-600 mg tørret droge i en kapsel, og da dagsdosis af én urt typisk vil være på 2000-4000 mg tre gange dagligt, er det en dårlig løsning.

Tabletter med tørrede droger

Fremstilles af pulveriserede urter, der presses i en form. Men mængden af urter pr tablet er begrænset. – se ovenfor.

Pulver

Pulver fremstillet af de slimholdige urter som eksempelvis Ulmus rubra (rød elmebark) virker ved, at planteslimet, når det blandes med vand, bliver geléagtigt/danner gelé. Blandingen bør drikkes med det samme, da den ellers svulmer meget op og derfor kan være vanskelig at få ned, hvis man venter for længe.

Du kan også vælge at mose pulveret med banan eller røre det i A38. Vælger du banan eller A38, skal du drikke et stort glas vand ved siden af, så barken har noget vand at opløses i, når det lander i mavesækken.

Tinktur og ekstrakt

Der er rigtig mange faktorer, som er med til at afgøre, hvilken kvalitet, vi får som slutprodukt. Hvilket klima planterne er vokset i, hvilke jordbundsforhold der har været til rådighed og hvilke avlsplanter, der er brugt, høsttidspunktet, høstteknikken samt de teknikker som bruges til at tørre planterne eller ekstrahere drogerne har alt sammen betydning for den endelige ekstrakt, vi anvender.  Disse forhold har naturligvis også en betydning for både te, tabletter, kapsler og pulver. 

De doseringer, der anvendes af naturopather er som hovedregel altid baseret på BHP (British Herbal Pharmacopoeia), den britiske urtefarmakopé fra 1983.

Doseringerne i denne farmakopé er oftest baseret på 1:5 tinkturer, da tinkturer er den generelt mest anvendte udtræksform i England og i øvrigt i Europa. Doseringer for 1:2 ekstrakter er 0,4 af 1:5 doseringen, da de er 2,5 gange stærkere.

Aktiviteten i den enkelte urt er beregnet ud fra udtrækkets mængde af aktive indholdstoffer pr. ml. Væskens styrke udtrykkes normalt som ‘ratio’.

Ekstrakt ratio 1:1 og 1:2

En ekstrakt er kendetegnet ved, at de er de stærkeste af de flydende produkter.
Ratio 1:1 – betyder, at der er anvendt en del droge til en del udtrækningsmiddel (som regel vand og alkohol).

Ratio 1:2 – betyder, at der er anvendt en del droge til to dele droge.
Er produktet svagere end 1:2 kaldes de for tinkturer.
Tinktur fra ratio 1:3 og opefter. Således er der en del tørret droge til tre dele opløsningsmiddel.

Den kloge læser vil spørge sig selv, hvorfor vi ikke bare altid anvender den stærkeste ratio – 1:1 og hvorfor der overhovedet findes tinkturer, når 1:2 er langt at foretrække. 

Der er flere forklaringer. Du får ikke nødvendigvis dobbelt så mange aktive stoffer i en 1:1, som i en 1:2. Der er for de forskellige droger og opløsningsmidler en naturlig grænse for, hvor meget et opløsningsmiddel kan bære af aktive stoffer.

Der er gamle traditioner for at anvende tinkturer, da det var den eneste måde, man kunne lave sine egne udtræk på. Her tager man typisk sin friske eller tørrede droge og overhælder med en flaske snaps eller vodka og lader den trække i nogle uger.

Videnskaben i dag har vist, at vi kan lave meget stærkere ekstrakter ved hjælp af diverse teknikker. Og det er jo en kæmpe fordel, når det handler om medicinsk behandling, da de hjemmelavede urtesnapse i bedste fald, blot gjorde folk fulde, i værste fald slet ikke virkede.

Urtesnapse kan i dag anvendes som et hyggeligt indslag i den forebyggende terapi, men er ikke anvendelig til behandling.

Der er droger, som vil blive alt for stærke som en 1:2 ekstrakt. Chili er et godt eksempel, hvor man aldrig laver dem stærkere end en 1:10.

Alkoholprocenter

Fordeler sig fra 25 % til 90 %. Alkoholprocenten er en vigtig faktor for at kunne få flest mulige aktive stoffer i det færdige produkt, for de aktive stoffer reagerer forskelligt på forskellige alkohol procenter.

Et eksempel: Viburnum opulus (alm. kvalkved) er fem gange mere krampeløsnende ved et udtræk på 30 % end ved et udtræk på 60 %.

Laboratorierne på fabrikkerne kontrollere og forsker i disse forhold, så vi er sikre på at planterne udtrækkes ved den procent, der giver flest aktive indholdsstoffer. Det er i øvrigt et oplagt spørgsmål til producenterne, om de har styr på disse forhold…


Retningslinier for alkohol udtræk

25 % alkohol:

Opløser vandopløselige stoffer (slimstoffer, taninner og nogle glykosider inklusive flavonoider og nogle få sapponiner) 

45 – 60 % alkohol:

Opløser essentielle olier, alkaloider, de fleste sapponiner og nogle glykosider

90 % alkohol:

Opløser harpiks og olieharpiks.

 

Tørekstrakter 

I dag er det muligt at producere tørekstrakter, som er endnu stærkere end flydende tinkturer og ekstrakter. Tørekstrakter bruges hovedsagligt til tabletter eller til kapsler.


Fordele

a)     De fylder meget mindre, når man har trukket både vand og alkohol væk fra det færdige produkt.

b)    Vi undgår både den til tider grimme smag af de flydende produkter

c)     Vi undgår alkohol.

d)    Tørekstrakter kan presses til tabletter eller hældes i kapsler

e)     De er nemme at have med i tasken.


Ulemper

Ikke alle urter egner sig som tørekstrakter. Blandt andet mister vi en del af effekten af bitterstoffer. Bitterstoffer arbejder allerede i mundhulen, hvor de bitre urter lander på tungen,
befordrer spytafsondring, som sender en refleks til mavesækken om at producere mere mavesyre.

Mavesyren sender derved besked til lever/galde om at producere/afgive mere galde, og samtidig bliver enzymproduktionen fra bugspytkirtel aktiveret. Slut resultatet er en forbedret nedbrydning af vores mad – et stigende problem i de vestlige lande, fordi vi til daglig spiser alt for raffineret og smagsløst.

Bitterstofferne vil dog stadig blive aktiveret i mavesækken, når kapslen eller tabletten opløser sig. I øvrigt kan man helt nøjagtig styre, om en tablet eller kapsel skal opløse sig få minutter efter den er landet i mavesækken, eller om den skal frigives senere. 

Hvis du vil have en lokal effekt på dine slimhinder i mundhulen eller svælg og hals, er det en fordel med de flydende produkter, specielt dem med mange æteriske olier i eller urter, der er emollierende. De æteriske olier kan give en øjeblikkelig desinficering af slimhinderne, mens de emollierende ligger et beskyttende lag henover slimhinden.

Så det er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi laver et urteprodukt: det afhænger af, hvilken effekt, vi ønsker. Men en urt kan sagtens virke både lokalt og via for eksempel immunsystemet. Echinacea purpurea (Rød Solhat) er et godt eksempel: Echinacea virker både lokalt desinficerende i mundhule og svælg, men virker også via vores lymfesystem, hvor det kan påvirke immunsystemet generelt.

Endelig er der mennesker med ”tablet-forskrækkelse”, som ikke mener, de kan sluge nogen tabletter overhovedet, med mindre de er på størrelse med en p-pille. Årsagerne hertil kan være mange, men må siges at være af psykisk natur, da de færreste findeler deres mad ned til disse mikroskopiske størrelser.

Fremstilling af tørekstrakter

Fremstilling af tørekstrakter er såre nem, men kræver, at producenten har styr på sin egen kontrol, hvad angår temperaturer og metoder.

Den tørrede urt fyldes i en tromle, og ethanol og vand sendes gennem, på samme måde som i en perkolering. Herefter koncentreres ekstrakten under vacuum og vand og ethanol dampes af under maksimalt 40 grader. Heraf fremkommer en softekstrakt (sådan en sort blød klistret masse) som herefter granuleres og sprøjte- eller frysetørres

Ved hjælp af HPLC og andre metoder kontrolleres produktet for sin renhed, og de aktive stoffer under hele processen.       

·      En 1:1 ekstrakter indeholder 1000 mg tørret droge pr. ml flydende væske.

·      En 1:2 ekstrakt indeholder 500 mg tørret droge pr. ml. flydende væske.

·      En 5.1 tørekstrakt indeholder 5000 mg tørret droge pr. enhed.

Når en producent skal lave en tørekstrakt på for eksempel 5:1, anvendes der derfor 5 kilo tørret droge, for at lave et kilo tørekstrakt.

 

En hurtig hovedregning fortæller derfor, at en 5:1 ekstrakt er 250 % stærkere end en 1:2 ekstrakt, eller 500 procent stærkere – fem gange – så stærk som en 1:1 ekstrakt.

Sammenligner man med tinkturer, som jo typisk kun er en 1:5-1:20 tinktur, er vi oppe på adskillelige tusind procent stærkere produkt.

Tørekstrakterne bliver jo ligesom de flydende ekstrakter checket undervejs med HPLC, TLC og andre metoder, for at sikre, at der er de samme indholdsstoffer i, som ved udgangsmaterialet. Det eneste, som er fjernet fra udgangspunktet, er vand og alkohol. Når vi siger, at de mest almindelige tørekstrakter er en 5:1, er det en sandhed med modifikationer.

For om der bliver brugt tre kilo, fem kilo eller måske syv kilo tørret droge, afhænger af udgangspunktet. Urten kan være samlet ind et sted, hvor der ikke er så mange aktive stoffer i, som ellers. Der kan også sagtens være store forskelle fra år til år, afhængigt af jordforhold, vind og vejr.

Men i daglig tale kalder vi dem for 5:1 ekstrakter, men mener i virkeligheden 3-7:1.

 

Standardiseringer efter aktive stoffer eller efter markørstoffer

For en stribe af urterne har man fundet de stoffer, man mener, er de aktive. Her er det let at kontrollere, om der så også er det indhold i, som vi ønsker. Så vi ved, at urtens effektivitet svarer til det, som forskere har fundet frem til. Et godt eksempel er Silybum marianum – Marietidsel – hvor man ved, at der skal være et minimum på 140 mg silymarin om dagen, for at urten har den effekt på leveren, som vi ønsker. For at kunne garantere det høje indhold, skal der bruges 70 kg tørret droge, for at skabe 1 kg tørekstrakt!

At en urt er standardiseret på denne måde kaldes STA – og her svarer den til det ønske, vi har for virkning.

Men man kan også standardisere efter nogle andre stoffer, kaldet markørstoffer, for at sikre og vise køberen af tørekstrakter, at man har styr på sin egen kontrol. Her er det, om jeg så må sige, lidt tilfældigt udvalgte stoffer, man måler efter. Altså nødvendigvis ikke det, som virker i kroppen.

Og skal du blive helt forvirret, er det faktisk tilfældet, at en urt, for eksempel Hypericum perforatum, er standardiseret til et aktivt stof, men ikke nødvendigvis til de to aktive indholdsstoffer, som man i dag ved, virker…

Hvorom alting er, så behøver du ikke at koncentrere dig så meget om fænomenet lige nu. Men du skal forstå det, så du kan vurdere den forskning eller de påstande, som fremlægges af firmaer.

Standardiseret ekstrakter er altså standardiseret til et bestemt eller grupper af stoffer, som enten er de aktive stoffer eller et markørstof. I mange tilfælde kendes det aktive stof ikke, eller det er samspillet mellem mange forskellige stoffer der gør ekstrakten aktiv, derfor vælges et stof som markørstof for dog at kunne måle, at ekstrakten har et vist indhold af plantestoffer og dermed en større sandsynlighed for også at have et højt indhold af de aktive stoffer – hvad de end måtte være.

I disse tilfælde er det vigtigt at producere ekstrakter, som indeholder de samme stoffer og i det samme forhold som findes i den friske eller tørret plante.

Skriv en offentlig kommentar...

Vær den første til at kommentere!

Giv mig besked om:
wpDiscuz