Sådan undgår du mikroplast
May 23, 2017
 
Mikroplast er en stor belastning for både miljø og sundhed. Som forbruger kan du gøre en del for at nedsætte din udledning af mikroplast til verdenshavene. Få de gode grønne tips her.
 
 
Af Rose Maimonide
Artiklen blev bragt i //mig// en del af magasinet sundforskning – oktober/november 2016
 
 
Mikroplast er småbitte stykker plastik. De er for små til at blive snuppet i filtrene i rensningsanlægget og havner derfor i verdenshavene og i vores fødevarer, fx i fisk og honning. Sammenlagt udgør mængden af plastikaffald i verdenshav-ene et område på størrelse med Afrika.
 
Nogle produkter tilsættes mikroplast direkte. Men 99 % af mikroplasten kommer fra plastprodukter som fleecetrøjer, skosåler og bildæk, når de bruges, slides og vaskes. Mikroplast dannes også fra plastaffald, som langsomt nedbrydes.
 
 
Karklude / alt-mulig-klude

Vælg karklude i bomuld, helst økologisk bomuld, frem for de populære kulørte “alt-mulig-klude”, som indeholder ca. 20 % plastik. Når du skyller eller vasker en alt-mulig-klud af syntetiske materialer, vil bittesmå stykker plast gradvist afgives fra kluden.
 
Du kan også vælge vaskbare karklude i en blanding af cellulose og bomuld – eller selv hækle en karklud i bomuld! Der findes ikke svanemærkede karklude. Jeg anbefaler, at du vasker dine karklude før brug, samt at du vasker og genbruger dem – det er mest bæredygtigt. Karkluden er en bakteriebombe! Den skal skiftes hver dag og vaskes ved mindst 70 grader.
 
 
Mikrofiberklude

Mikrofiberklude er nogle ret smarte klude til effektiv rengøring uden rengøringsmidler. De kan bruges til både tør og våd rengøring, og de fås i svanemærket version. Mikrofibre har ikke noget med mikroplast at gøre! For at mikrofiber-kludene ikke skal afgive mikroplast, anbefaler jeg, at du kasserer dem, inden de bliver for slidte. Mikrofiberklude kan ikke bruges som karklude.
 
 
Gulvklude

Vælg en almindelig vævet gulvklud af 100 % bomuld. For øvrigt er en dampmoppe en ret effektiv og grøn måde at ren-gøre gulve, fliser, badeværelser m.m. på, helt uden rengøringsmidler.
 
 
Skuresvampe og opvaskebørster

Opvaskebørster og især skuresvampe kan også afgive mikroplast. Gå derfor efter produkter i naturmaterialer. Vælg gerne skuresvampe fra Sonett. Dem kan du få i din lokale helsekostbutik. Når det gælder opvaskebørsten, så snup én i træ og naturhår.
 
 
Plast i tøj

Syntetiske fibre som nylon (også kaldet polyamid), elastan, akryl og polyester afgiver mikroplast, som havner i vand-miljøet, når tøjet produceres og vaskes. Vælg derfor tøj i naturlige materialer som økologisk bomuld, uld, silke, hør m.m. Nyere undersøgelser viser, at udledelsen af mikroplast fra tekstiler som for eksempel fleecetrøjer er langt større end hidtil antaget. Det gælder selvfølgelig også andre tekstiler til hjemmet, fx fleecetæpper.
 
 
Plast i dine plejeprodukter

Hud- og hårpleje (særligt skrubbecremer), tandpasta og makeup kan indeholde mikroplast. I indholdsdeklarationen hedder mikroplast typisk ”polyethylen” (PE), PMMA og PET. Plejeprodukter med miljømærkerne Svanen eller Blom-sten indeholder ikke mikroplast, så det er et nemt og grønt valg, både for din sundhed og miljøet. Der findes desværre endnu ikke miljømærket makeup. Miljøstyrelsen lavede en undersøgelse i 2015 om mikroplast. Den viser, at kun 0,1 % af det samlede udslip af mikroplast stammer fra plejeprodukter.
 

 
Vidste du…

at den største synder i forhold til mikroplast er bildæk? De afgiver mikroplast under kørslen. Det anslås, at afgivelsen af mikroplast fra bildæk er 20 gange større end fra tøjvask. Skosåler og maling er også en stor kilde til udledning af mikroplast.
 
Rose Maimonide inspirerer børnefamilier til at gøre det nemt, at leve sundt og grønt i en travl hverdag. Få en gratis e-bog på www.rosemaimonide.com

 

 

 

Skriv en offentlig kommentar...

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Giv mig besked om: