Stofskiftetest
November 10, 2013

shutterstock_119428069

 

fra Sundhedshåndbogen (2008) af Marianne Palm og Pernille Lund

 

Der er del forvirring om, hvad sund kost er. Pyramiderne roterer på livet løs, og kostrådgiverne siger snart det ene, snart det andet, som både kan være modstridende eller direkte vildledende.

 

Når det kommer til stykket, er vi mennesker ret forskellige både med hensyn til genetisk arv og miljømæssige påvirkninger, så derfor findes der ikke nogen enkel kostplan, som automatisk passer til alle.

Når stofskiftetypen skal bestemmes, spiller iltens andel i det basale stofskifte en stor rolle. Det kan nogenlunde sammenlignes med, hvor meget der er skruet op for spjældet i en brændeovn. Hormonsystemet og nervesystemet er også involveret i bestemmelsen af stofskiftetype. Det er eksempelvis meget forskelligt, hvordan vi rent energimæssigt reagerer på sukker, alkohol og kaffe.

Der findes ingen blodprøvetest, som kan afsløre stofskiftetypen, så det handler i høj grad om at mærke efter, hvordan forskellige fødeemner og drikkevarer påvirker fordøjelse, forbrænding og blodsukker. Ved hjælp af nedenstående test kan du selv finde din stofskiftetype.

 

Tag stofskiftetesten her: Hvilken stofskiftetype er du?

Med hensyn til hovedmåltiderne kan det være en fordel at prøve sig frem med forskellige energifordelinger eller råvarer for at mærke, hvad man har det bedst med. Selv om nogle af fødeemnerne måske anses for at være usunde som for eksempel cornflakes eller engelsk morgenmad med spejlæg og bacon, gælder det om at svare helt ærligt på, hvad man har det bedst med, og hvad der giver den bedste energi i de næste 4-5 timer efter måltidet.

Gennem mange år har de fleste slankediæter været fokuseret på en mindre kalorieindtagelse, flere kulhydrater og færre fedtstoffer. Hvis du tilhører den miksede stofskiftetype eller kulhydrattypen, kan du have fordel af disse kostplaner. Tilhører du derimod protein-fedtstoftypen, vil du sikkert opleve mange af disse diæter som noget af en katastrofe, da de kan give problemer med blodsukkeret. Og stik imod hensigten vil du, hvis du er af denne type, ikke tabe dig, men få æbleform og for meget af det sundhedsfarlige bugfedt.

 

Energifordeling i kosten

Energifordelingen for de tre stofskiftetyper skal give dig en fornemmelse af, hvor store forskellene kan være. Som du ser, kan proteinfedtstof-typen måske have brug for dobbelt så meget protein som de andre typer, mens kulhydratandelen ligger en del under. Der er selvfølgelig glidende overgange, og mange oplever også, at de for eksempel har brug for mindre mængder fedtstof og protein om sommeren, hvor det er varmt og lyst.

 

 

Den miksede type

Kulhydrattypen

Protein-fedtstoftypen

Kulhydrat

55-60%

60-65%

40-50%

Fedt

20–30%

20-25%

25-30%

Protein

10-20%

10-15%

20-30%

 

Tallerkenfordeling

De forskellige stofskiftetyper kan sagtens spise samme måltid. De vælger blot forskelligt fra det, der står på bordet. Protein-fedtstoftypen har måske brug for mere kød eller fisk, mens de to andre grupper spiser mere stivelse, og alle har brug for det grønne. De tre tallerkner er et eksempel på, hvordan de enkelte fødeemner kan fordeles. Det er op til den enkelte at sammensætte den bedst mulige energifordeling. Det er en god ide at prøve sig frem og se, hvad der giver den bedste fordøjelse, mæthedsfølelse og energi de følgende 4-5 timer.

Nedenstående figurer er forslag til de tre tallerkenfordelinger. Der er tale om synsindtryk. Hvis proteinerne kommer fra vegetabilske kilder som bælgplanter, bør de fylde noget mere på tallerkenen.

 

 

Metabolisk syndrom

Metabolisk syndrom er en stofskiftesygdom, som Gerry Reaven fra Stanford University beskrev i slutningen af 1980’erne. Man regner med, at op mod en tredjedel af befolkningen i vores del af verden er mere eller mindre ramt af metabolisk syndrom, og at endnu flere er ved at udvikle den. Metabolisk syndrom skyldes primært den dårlige kvalitet af råvarerne og for mange kulhydrater. Det er især protein-fedtstoftypen, som rammes.

Metabolisk syndrom giver:

  • Æbleform
  • Forhøjet blodtryk
  • Forhøjet fedtindhold i blodet
  • Insulinresistens, hvor sukkerstoffer ikke kommer ind i cellerne
  • Følgevirkninger af insulinresistens som træthed, dårlig koncentration og øget sult
  • Øget risiko for diabetes 2 

Af sundhedsmæssige årsager anbefales det, at kvinder med tajlemål over 88 cm og mænd med taljemål over 102 cm taber sig omkring maven.

 

Ernæringens fundament

Når diæterne bliver tilpasset den enkeltes stofskiftetype, skaber man et solidt fundament. Når fundamentet er i orden, bliver det meget nemmere at udnytte de andre næringsstoffer i kosten og eventuelle tilskud.

Fordelene ved en kost, som er tilpasset stofskiftetypen, kan gøre at:

  • Du føler dig mæt og energisk 4-5 timer efter et hovedmåltid 
  • Du har færre humørsvingninger
  • Din trang til søde sager, junkfood, kaffe og alkohol aftager
  • Din fordøjelse bliver bedre
  • Du forebygger kroniske sygdomme
  • Du får en langsommere aldringsproces

 

Alle stofskiftetyper har naturligvis brug for en alsidig kost, herunder frugt og grønsager, som er en vigtig kilde til fibre, vitaminer, mineraler, antioxidanter og sekundære plantestoffer. Bevægelse og motion er også vigtig for at opnå en god forbrænding.

 

Fakta

Du kan læse mere om stofskiftetyperne i Pernille Lunds bog, “Hemmeligheden ved vægtregulering – spis efter din stofskiftetype”, hvor der også er gode opskrifter.

Skriv en offentlig kommentar...

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Giv mig besked om: