Uopnåelige idealer
September 26, 2016

shutterstock_231045031
13-Cecilie_Bartels_(h108xw108)

Blogger hos sund-forskning
Cecilie Bartelsen
www.sund-forskning.dk/ung-og-sund/cecilie-bartelsen/
September 2016

 

Hofterne er for brede, lårene for tykke og kinderne for runde. Disse tanker flyver rundt i hovedet på de fleste unge piger, inklusiv mig selv. Uanset hvor mange komplimenter man modtager, tror man ikke på det. Følelserne er ustyrlige, når man står foran spejlet. Man forsøger ihærdigt på at overvinde disse selvdestruktive tanker, men altid uden held.


Hvordan lever man som ung pige op til kropsidealerne?

Kampen mellem fornuften og de selvdestruktive tanker ville ingen ende tage. Min indre kamp resulterede ikke blot i lavere selvværd, det gjorde mig syg. Flere og flere unge piger bliver ramt af psykiske sygdomme, i særdeleshed spiseforstyrrelser – og det samme skete for mig.

 

I mit tilfælde startede det ud med en interesse for sundhed. Jeg begyndte at læse bøger om, hvordan jeg kunne forme den krop, som jeg så længe havde ønsket mig. Jeg fandt pludselig ud af hvilke madvarer, der ikke var gode i forhold til vægttab. Hvad gjorde jeg så? Jeg udelukkede alle disse varer helt fra min kost – selvom det eneste, der stod var, at man kun skulle indtage det i en begrænset mængde. Problemet lå i, at mine selvdestruktive tanker tog over fornuften. Jeg blev pludselig angst for at spise de madvarer, for jeg havde en indre frygt for, hvad de kunne gøre ved min krop. Kiloene raslede af, men jeg bildte mig ind at det var en positiv udvikling – jeg ville jo endelig blive accepteret. Hvad jeg ikke havde overvejet var, hvilke konsekvenser, der fulgte med. Jeg var ikke i stand til at sige fra, men mit hjerte var godt på vej til det. Det skulle gå hurtigt, og lægerne valgte derfor at indlægge mig. Fra den dag startede mit værste mareridt.

 
Sygdommen tog over

Jeg mistede mig selv mere og mere til sygdommen. Lægernes mål var at få mig op i vægt, men hvad med mine tanker? Det var jo de selvdestruktive tanker, der var skyld i min anoreksi og ikke omvendt. Jeg higede efter nogle, der ville lytte, nogle der ville få vendt det negative inde i mit hoved til positivt. Maden var jo blot et symptom på indre kaos; på et ønske om at føle sig accepteret i samfundet

 

Jeg ville så gerne imitere kvinderne i medierne, men jeg glemte alt om, at de kvinder er gemt bag en facade, en facade som får dem til at fremstå perfekte. Jeg forsøgte ihærdigt på at leve op til idealerne, men fejlede gang på gang og endte blot med at føle mig mere uværdig og forkert. Jeg mistede langsomt modet.

 
Hvor er jeg i dag?

Jeg skulle kravle op af den stejle stige op imod livets glæder. Det var en hård kamp, som tog flere år fra mig. Jeg fandt en behandler, som forstod mig. Vi snakkede hverken om mad eller vægt, men derimod det som fyldte mit indre med negativitet. Hun arbejdede intensivt med mine tanker og følelser – alt det som lå til grund for anoreksien. For første gang i flere år følte jeg mig ikke alene. Hun åbnede mine øjne og fik mig til at indse, at livet havde meget mere at byde på. Men hvordan skulle jeg komme videre? Jeg skulle overvinde de negative tanker. Jeg fandt lige så stille ud af, at man har kun dette ene liv – hvorfor ikke nyde det?

 

Skal unge piger virkelig ligne kvinderne, der florerer i medierne for at føle sig accepteret og værdige til at leve? Er det denne kamp værd?

Jeg håber, at dette har givet jer noget positivt, at det har fået jer til at reflektere over, hvad der er vigtigst i livet – idealerne eller ens velbefindende?

Skriv en offentlig kommentar...

Vær den første til at kommentere!

Giv mig besked om:
wpDiscuz