C-vitamin booster hudens fornyelse

Vi forbinder typisk C-vitamin med immunforsvar og antioxidantbeskyttelse, men japanske forskere har nu afdækket en ny og hidtil overset egenskab: Vitaminet kan gøre aldrende hud yngre helt ned på genetisk niveau.

 

Af Bjørn Falck Madsen

 

En ny undersøgelse fra Tokyo Metropolitan Institute for Geriatrics and Gerontology viser, at realistiske doser af C-vitamin kan få hudens levende lag til at blive tykkere, mens det yderste, døde lag bliver tyndere. Kombinationen er et tegn på øget cellefornyelse og kan være en mulig vej til stærkere og sundere hud hos ældre eller personer med svækket hudbarriere.

 

Forskerne dokumenterer, hvordan C-vitamin aktiverer enzymer – de såkaldte TET-enzymer – som fjerner kemiske “låse” på DNA’et og genaktiverer gener, der styrer cellevækst. Resultaterne er offentliggjort i det anerkendte Journal of Investigative Dermatology.

 

Hudens alder – og kroppens første forsvar

Huden er kroppens største organ og vores primære barriere mod omgivelserne. Med alderen bliver det øverste lag (epidermis) gradvist tyndere, og hudens evne til at reparere sig selv svækkes. Det påvirker især keratinocytterne, som er de celler, der dannes i de dybere hudlag og langsomt bevæger sig opad, hvor de danner en beskyttende overflade.

 

Netop denne fornyelsesproces forsøger mange hudplejeprodukter at understøtte. Den nye undersøgelse viser, at C-vitamin kan spille en reel rolle, ikke kun som antioxidant, men også ved direkte at påvirke hudens genaktivitet.

 

Genaktivering via epigenetik

Forskerne anvendte laboratoriedyrkede hudmodeller, der efterligner menneskelig hud. I forsøget blev hudcellerne behandlet med C-vitamin i koncentrationer svarende til dem, man opnår igennem en almindelig kost.

 

Resultatet var bemærkelsesværdigt: Allerede efter syv dage var det levende hudlag tydeligt tykkere. Efter 14 dage var effekten endnu mere markant, samtidig med at det døde lag var blevet tyndere. Det tyder på, at C-vitamin fremmer både dannelse og deling af keratinocytter.

 

Desuden fandt forskerne flere celler med markørproteinet Ki-67, som indikerer aktiv celledeling. Det bekræfter, at vitaminet direkte stimulerer cellefornyelsen.

 

DNA-demethylering: en nøgle til hudens fornyelse

Forklaringen skal findes i DNA’ets epigenetik, som er de kemiske mekanismer, der bestemmer, hvilke gener der er aktive. En af disse mekanismer er DNA-methylering, hvor små methylgrupper binder sig til DNA’et og blokerer for genaktivitet. Ved at fjerne disse grupper – en proces kaldet demethylering – kan cellen igen aktivere tidligere slukkede gener.

 

C-vitamin spiller her en afgørende rolle, fordi det aktiverer TET-enzymer, som netop fjerner methylgrupper. Forskerne fandt over 10.000 DNA-områder med reduceret methylering efter behandling med C-vitamin, hvilket førte til øget aktivitet i 12 gener, som alle er involveret i cellevækst. Da forskerne hæmmede TET-enzymerne, forsvandt effekten, hvilket bekræfter mekanismen.

 

Skånsomt C-vitaminpræparat

C-vitamin findes naturligt i en lang række fødevarer som citrusfrugter, peberfrugt, chili og jordbær. Da vitaminet er vandopløseligt og hurtigt udskilles, bør det tilføres dagligt. Den officielle anbefaling ligger på 75–90 mg dagligt for voksne (lidt mere for ammende), men mange eksperter vurderer, at det ikke er nok.

 

Nogle oplever dog, at høje doser kan irritere maveslimhinden, især ved sarte maver. Her kan et præparat som Bio-C-Vitamin være en fordel, da det indeholder calciumascorbat, som er en syreneutral og derfor skånsom form for C-vitamin. Hver tablet indeholder 750 mg C-vitamin og er registreret som lægemiddel til forebyggelse og behandling af C-vitaminmangel.

 

Reference: “Vitamin C Promotes Epidermal Proliferation by Promoting DNA Demethylation of Proliferation-Related Genes in Human Epidermal Equivalents” by Yasunori Sato, Ayami Sato, Akari Florence, Yasunari Kuwano, Hideki Sato, Toshiyuki Tanaka, Tsuyoshi Kimura and Akihito Ishii, 20 April 2025, Journal of Investigative Dermatology.
DOI: 10.1016/j.jid.2025.03.040