Et lille sporstof med stor betydning for blodsukkeret er igen kommet i forskernes søgelys. En ny videnskabelig oversigtsartikel peger på, at chrom muligvis spiller en langt vigtigere rolle for kroppens insulinfølsomhed og sukkerstofskifte, end man tidligere har troet.
Bjørn Falck Madsen
Problemet med forstyrrelser i kroppens blodsukkerbalance er langt fra lille. Forskere vurderer, at op mod hver fjerde voksne dansker har metabolisk syndrom, og mere end 300.000 danskere lever allerede med type 2-diabetes.
Nu er der dog kommet spændende nyt. En gruppe forskere har nemlig gennemgået en lang række undersøgelser om chrom og metabolisk syndrom, som er en tilstand, der blandt andet er kendetegnet ved insulinresistens, forhøjet blodsukker, forhøjet blodtryk og øget risiko for type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdom. Og meget peger på, at chrom har en vigtig rolle.
Når kroppen udvikler insulinresistens, reagerer cellerne dårligere på insulinets signal. Det betyder, at bugspytkirtlen må producere mere insulin for at holde blodsukkeret stabilt. Over tid kan denne belastning være med til at bane vejen for type 2-diabetes.
Forstærker insulins signal
Ifølge forskerne bag den nye meta-analyse ser chrom ud til at kunne forbedre cellernes følsomhed over for insulin ved at påvirke nogle af de centrale signalmekanismer inde i cellerne. Chrom synes blandt andet at øge aktiviteten af insulinreceptoren – altså den “modtager”, som insulin binder sig til på celleoverfladen. Når receptoren aktiveres mere effektivt, bliver cellerne bedre til at optage glukose fra blodbanen. Dermed kan blodsukkeret lettere holdes under kontrol.
Forskerne beskriver chrom som en slags biologisk “forstærker” af insulinets signal. Tidligere forskning har da også vist, at chromtilskud givet til personer med type 2-diabetes kan føre til lavere fastende blodsukker, bedre langtidsblodsukker (HbA1c) og forbedret insulinfølsomhed.
Dokumenteret i undersøgelser
Det blev for eksempel vist i en undersøgelse, som blev offentliggjort i 2013 i tidsskriftet Biological Trace Element Research. En gruppe type 2-diabetikere fik hver dag i seks uger 100 mikrogram organisk chromgær (Bio-Chrom fra Pharma Nord). Efter de seks uger blev dosis fordoblet, og forsøgspersonerne tog 200 mikrogram chromgær i yderligere seks uger. Forskerne kunne se, at det fastende blodsukker faldt signifikant. Det samme gjaldt langtidsblodsukkeret (HbA1c).
Samme mønster viste sig i en undersøgelse offentliggjort i 2006, hvor en gruppe type 2-diabetikere fik enten Bio-Chrom eller placebo i 12 uger. Her observerede forskerne ligeledes et signifikant fald i fastende blodsukker samt forbedret langtidsblodsukker hos de chrombehandlede. Hvad de også observerede, var en tendens til øget beskyttelse mod oxidativ stress.
Kilde:
Chromium as a Modulator of Insulin Receptor Activity: A Systematic Review of Its Role in Metabolic Syndrome and Type 2 Diabetes
Diabetes, Metabolic Syndrome and Obesity, 15 maj, 2026

