Er du ramt af RED-S? Når træningen dræner dit testosteron

– og hvad du kan gøre for at få det tilbage

Mange mænd forbinder hård træning med styrke, vitalitet og et højt testosteronniveau. Men paradoksalt nok kan for meget træning, især i kombination med et lavt energiindtag, føre til det modsatte: lavt testosteron, træthed og nedsat præstationsevne – både i fitnesscentret og på lagnerne.

af Adam Hesselfeldt, biopat 

Hård træning kan i de rette mængder og med den rette restitution give styrke og energi, men for meget af det gode kan have den modsatte effekt. Når man træner intensivt, samtidig med at kroppen er i længerevarende energiunderskud, kan testosteronet styrtdykke med træthed, skader og lav vitalitet til følge. Indenfor idrætsmedicin taler man i dag om RED-S (Relative Energy Deficiency in Sport). Det beskriver en tilstand, hvor kroppen gennem en længere periode er i energiunderskud, fordi den forbrændte energi ved træning overstiger, hvad man får tilført gennem kosten. Hos kvinder har det længe været kendt, at intensiv træning i kombination med underspisning kan give menstruationsproblemer og andre symptomer på et hormonsystem, der er slået ud af kurs. Hos mænd kan RED-S give funktionel testosteronmangel – en midlertidig, men ofte overset tilstand, hvor hormonproduktionen skrues ned for at spare energi.

Hvordan påvirker RED-S testosteron?

Set ud fra et fysiologisk synspunkt giver det god mening: Testosteron er et kraftfuldt hormon, der står for forplantning samt opbygning af muskler og knogler – energiforbrugende processer – så når der mangler byggesten i form af kalorier fra kosten, bliver bremsen hugget i. Når energien er knap, prioriterer kroppen vitale funktioner som hjerne og hjerte. Reproduktion og muskelopbygning nedprioriteres. Det sker via komplekse signalveje fra hjernen (hypotalamus og hypofyse) til testiklerne, hvor produktionen af testosteron reduceres. Det er ikke en permanent skade på hormonsystemet, men en form for nødprogram, som slukker igen, når kalorieindtaget øges.

Traditionelt set har RED-S været noget, som ramte elitesportsudøvere – især inden for udholdenhedssport, hvor lav vægt kan være en fordel, og kampsport, hvor man dyster inden for vægtklasser. I de senere år har stræben efter ekstreme sportspræstationer dog vundet frem i den brede befolkning, og det er fx ikke usædvanligt for mænd at have en ironman på deres bucket list. Samtidig skubber sociale medier til vores kropidealer, og influencere fortæller os hver dag, hvordan vi med den helt rigtige kombination af hård træning og faste kan få en overkrop som en Marvel-superhelt – alt sammen noget, der skaber grobund for RED-S hos helt almindelige mænd, der gerne vil præstere noget ud over det sædvanlige.

 

Hvad er symptomerne?

Symptomerne på funktionel testosteronmangel kan være diffuse og overlappe andre problematikker, og af samme grund er det heller ikke alle læger, der har fokus på det. Dog er det værd at have fokus på, hvis man træner meget og enten har decideret fokus på vægttab eller måske ikke er bevidst om, hvor stort et kalorieindtag træningen kræver. En statusartikel i Ugeskrift for Læger beskriver en række symptomer, som bør lede tankerne hen på RED-S og funktionel testosteronmangel. De hyppigste er:

  • Træthed og nedsat energiniveau
  • Nedsat koncentrationsevne og hukommelse
  • Tristhed og depressionstendens
  • Søvnforstyrrelser og øget søvnbehov
  • Nedsat muskelmasse og -styrke
  • Nedsat libido og erektil dysfunktion
  • Infertilitet/nedsat sædkvalitet
  • Knogleskørhed/nedsat knoglemasse

Hvad kan du gøre?

Hvis du oplever nogle af symptomerne – især over en længere periode – er det altid en god idé at tage en snak med din læge for at udelukke alvorlig sygdom. Hvis du selv mistænker, at det kan dreje sig om overtræning og RED-S, er det en god idé at tage en deload på træningen og øge kalorieindtaget – især af de sunde fedtstoffer og kulhydrater, hvis du har spist meget magert og proteinrigt. Kasuistikker (kliniske case-studier) omkring RED-S viser nemlig, at symptomerne bedres, i takt med at træningsmængden modereres, og energiindtaget tilpasses træningen.

Hvis man døjer med nogle af de ovenstående symptomer og tænker, at det kan skyldes RED-S, kan det være en god idé at supplere en sund, balanceret og tilstrækkelig kost med nogle tilskud, der støtter et nerve- og hormonsystem, der har været på overarbejde. Et multivitamin af høj kvalitet vil være en hjælpende hånd, da kroppen forbruger sine reserver af mikronæringsstoffer i stor stil, når den er belastet gennem længere tid. Adaptogene urter som Panax ginseng, russisk rod og rosenrod kan støtte nervesystemet og modvirke udmattelse. Ordet adaptogen betyder netop, at urterne har en generelt styrkende effekt på hele kroppen efter fysiske og psykiske stressbelastninger. Endelig er det vigtigt at restituere tilstrækkeligt og holde sig for øje, at vi har forskellige tærskler for, hvornår vi skal slippe speederen for ikke at brænde sammen. Træningen skal være et middel til at gøre os stærkere og give os større livskvalitet – ikke et mål i sig selv, som vi slider os selv ned på.

 

Kilder:

Ugeskrift for Læger (Nordkap et al., 2025): “Funktionel testosteronmangel ved Relative Energy Deficiency in Sport (RED-S)”

Ugeskrift for Læger (Olawi et al., 2025): ”Testosteronmangel relateret til »relative energy deficiency in sport«”

Journal of Athletic Training (Cadegiani et al., 2019): Basal Hormones and Biochemical Markers as Predictors of Overtraining Syndrome in Male Athletes: The EROS-BASAL Study

Adam Hesselfeldt kan du træffe på www.hesselfeldt.dk, eller skriv til adam@hesselfeldt.dk