Slidgigt er en af de mest udbredte kroniske lidelser på verdensplan og en hyppig årsag til smerter, nedsat mobilitet og forringet livskvalitet – især blandt ældre. Stoffet glucosaminsulfat har vundet stor udbredelse, blandt andet fordi det kan bremse nedbrydningen af ledbrusk på en naturlig og sikker måde.
Af Bjørn Falck Madsen
Hvis man standser ti tilfældige personer på gaden og spørger dem, hvad ”glucosamin” er, vil det formentligt kun være få, der kender svaret. Stoffet, som oprindeligt blev beskrevet af en kirurg i 1876, er et naturligt forekommende sukkerstof (amino-monosakkarid), der indgår i dannelsen og vedligeholdelsen af ledbrusk hos mennesker og dyr. Oprindeligt blev det anvendt inden for veterinærmedicin, især til ledproblemer hos væddeløbsheste, men interessen spredte sig, og efterhånden begyndte man også at anvende det i forbindelse med slidgigt hos mennesker.
I de første år var glucosamin et relativt ukendt stof uden for de faglige miljøer, der beskæftigede sig med ledsygdomme. Helt op til slutningen af 1990’erne var kendskabet begrænset, selv om stoffet i praksis repræsenterede en temmelig banebrydende ny tilgang. Der fandtes nemlig ikke andre behandlingsmuligheder mod slidgigt end smertestillende og inflammationshæmmende lægemidler – eller i sidste ende udskiftning af det ødelagte led.
Forskere blev hurtigt interesserede
Glucosamin, som typisk fremstilles af rejeskaller, indgår som en naturlig byggesten i ledbrusk. Adskillige undersøgelser har antydet, at det kan påvirke de processer, der er involveret i nedbrydningen af bruskvæv. Det gør det særligt interessant, eftersom slidgigt – trods navnet – ikke nødvendigvis opstår som følge af belastning af ledbrusken, men i høj grad også hænger sammen med en enzymatisk nedbrydning af vævet, som følger med alderen.
Forskere over hele verden fik hurtigt øjnene op for glucosamin og indledte kliniske undersøgelser for at vurdere effekten hos patienter med begyndende eller fremskreden slidgigt – især i knæleddene. Resultaterne var imidlertid ikke entydige. En del af forklaringen kan være, at glucosamin findes i forskellige former, navnlig glucosaminhydroklorid, N-acetylglucosamin (NAG) og glucosaminsulfat. Den sidstnævnte anses ofte for at være den mest relevante i denne sammenhæng, men det er ikke fuldt afklaret hvorfor. Brusk indeholder svovlholdige forbindelser som proteoglykaner, og det er blevet foreslået, at sulfatdelen (svovl) i glucosaminsulfat kan spille en rolle, men dette er ikke endeligt dokumenteret.
Anbefales som førstevalg til behandling
Efterhånden blev forskere opmærksomme på, at der kunne være forskel på effekten af de forskellige former. Det blev særligt tydeligt i forbindelse med analyser af adskillige undersøgelser – de såkaldte metaanalyser – hvor resultaterne samlet set fremstod uklare. Når undersøgelserne derimod blev opdelt efter, hvilken type glucosamin der var anvendt, tegnede der sig et langt mere nuanceret billede, hvor undersøgelser med glucosaminsulfat oftere viste en forbedring af symptomerne.
Denne differentiering har blandt andet dannet baggrund for anbefalinger fra den europæiske organisation ESCEO (European Society for Clinical and Economic Aspects of Osteoporosis and Osteoarthritis). Organisationen, som består af eksperter inden for blandt andet reumatologi, har udarbejdet retningslinjer, hvor glucosaminsulfat indgår som en del af den tidlige behandlingsstrategi ved slidgigt (first-line therapy).
Fik tilskudsberettigelse af Lægemiddelstyrelsen
Omkring årtusindeskiftet blev glucosamin registreret som lægemiddel i Danmark, og i 2004 besluttede den daværende Lægemiddelstyrelse at gøre glucosaminpræparater tilskudsberettigede. Baggrunden var, at man vurderede, at der forelå tilstrækkelig dokumentation for stoffets symptomlindrende effekt, samtidig med at bivirkningsprofilen var gunstig. Stoffet blev af samme grund set som et muligt alternativ til traditionelle gigtmidler (NSAID), der er kendt for en række bivirkninger.
Glucosamin har siden haft en bemærkelsesværdig udvikling i det danske sundhedssystem. I begyndelsen af 2000’erne blev stoffet altså både godkendt som lægemiddel og gjort tilskudsberettiget, hvilket i praksis sidestillede det med etablerede behandlinger.
Senere ændrede vurderingen sig imidlertid. I takt med at større og mere omfattende analyser blev offentliggjort, blev effekten vurderet som mindre entydig, og i 2013 blev det generelle tilskud fjernet, dog uden at glucosaminsulfat mistede sin status som godkendt lægemiddel.
Glucosaminsulfat er bedst dokumenteret
Set udefra kan denne udvikling forekomme vanskelig at gennemskue. En del af forklaringen ligger i, hvordan den videnskabelige dokumentation er blevet vurderet over tid. De tidlige undersøgelser, som dannede grundlag for godkendelsen og tilskuddet, var i høj grad baseret på bestemte formuleringer af glucosamin. Senere analyser har derimod i højere grad samlet studier med forskellige typer glucosamin, herunder varianter med mindre dokumenteret effekt.
Når sådanne undersøgelser analyseres samlet, kan det føre til, at eventuelle effekter af specifikke formuleringer bliver mindre tydelige. Resultatet kan derfor komme til at afspejle et gennemsnit på tværs af forskellige produkter snarere end effekten af de bedst dokumenterede præparater.
Glucosaminsagen illustrerer dermed, hvordan vurderingen af medicinsk dokumentation kan ændre sig i takt med ny viden, og hvordan metodevalg i forskningen kan have betydning for de konklusioner, der drages.
Første danske lægemiddel med glucosaminsulfat
Det første danske lægemiddel med glucosamin var Glucosamin Pharma Nord, som blev registreret i 2003. Glucosamin findes i forskellige former, men det var glucosaminsulfat, som fik godkendelsen og ikke glucosaminhydroklorid. Senere blev sulfatformen, som netop er i Glucosamin Pharma Nord, fremhævet i internationale retningslinjer for forebyggelse og behandling af let til moderat slidgigt i knæene.
