Fra slagmark til klinik – smertebehandling med øreakupunktur

Latin woman at the wellness clinic getting acupuncture therapy and putting needles on her pressure points of her eat for nerve stimulation

Battlefield Acupuncture lyder måske dramatisk, men er i virkeligheden en enkel tilgang til smertebehandling, hvor fem små nåle indsættes i bestemte punkter i hvert øre. BFA kan stå alene eller fungere som supplement til anden smertebehandling og tegner lovende som støtte til personer med kroniske smerter.

Af Adam Hesselfeldt, biopat/naturopath ibm

Kroniske smerter er et af de helbredsproblemer, der kan stjæle mest livskvalitet. De kan gøre det svært at sove, holde fokus, passe arbejde, dyrke motion og være nærværende med dem, man holder af. Smerteproblematikker er ofte komplekse, og derfor er den bedste tilgang ofte bred: udredning, bevægelse, søvn, stressregulering, ernæring, manuel behandling, medicin – og for nogle også komplementære metoder som øreakupunktur.

Battlefield Acupuncture

Battlefield Acupuncture (BFA) er en standardiseret øreakupunkturprotokol udviklet af læge og akupunktør Dr. Richard C. Niemtzow for det amerikanske luftvåben i starten af 00’erne. Protokollen blev oprindeligt udviklet med tanke på enkel og hurtig smertelindring, bl.a. til veteraner, og den bruges i dag som en mulig støtte ved både akutte og længerevarende smerter. Ved en behandling med BFA sættes fem små semipermanente nåle i bestemte punkter i hvert øre. Nålene sidder i op til 10-14 dage, hvorefter de typisk falder ud af sig selv.

BFA-protokollen dæmper det samlede smertebillede ad to veje: Flere af punkterne lindrer den direkte smerte ved at regulere nervesystemet og virke antiinflammatoriske. Samtidig påvirker andre af punkterne den følelsesmæssige respons på smerten, så man bedre kan være i den. Netop psyken har stor betydning for, hvor meget smerterne kommer til at fylde, og om man har overskuddet til fx manuel terapi eller træning. For de veteraner, som protokollen blev udviklet til, kan det måske være et skridt på vejen til et liv med fast arbejde og uden medicinafhængighed.

Hvorfor øreakupunktur?

I øreakupunktur arbejder man med tanken om, at øret kan bruges som et slags kort over kroppen. På samme måde som i zoneterapi er forskellige dele af kroppen repræsenteret i forskellige punkter eller zoner. Når et punkt eller en zone stimuleres, påvirkes den del af kroppen, som punktet repræsenterer. Øreakupunktur i sin nuværende form blev også udviklet af en læge, Dr. Paul Nogier, i slutningen af 50’erne. Nogiers øreakupunktur er siden blevet videreudviklet og anvendes i dag til at behandle en række forskellige sundhedsproblematikker. Øret er tætpakket med nerveender, der har forbindelse til de store nerver i kroppen – bl.a. vagusnerven – og øreakupunktur er derfor særligt velegnet til alle problematikker, der har med nervesystemet at gøre.

En fordel ved øreakupunktur er også, at den er nem at have med at gøre for både klient og behandler. Klienten kan beholde alt sit tøj på, behandlingen kan foretages siddende eller liggende, og en erfaren behandler kan sætte nålene hurtigt og sikkert.

Læs mere om øreakupunktur i Rikke Godthjælps artikel hér: https://sund-forskning.dk/artikler/oereakupunktur-den-franske-metode/

Et nervesystem på overarbejde

BFA kan være relevant at kende til, hvis man lever med kroniske smerter, allerede er udredt og gerne vil undersøge flere muligheder. Det kan være smerter i ryg, nakke, skuldre, led eller muskler, hvor man samtidig arbejder med bevægelse, søvn, stress og andre dele af smertebilledet. Det kan også være efter ulykker, hvor skaden er helet op, men nervesystemet stadig er i alarmberedskab.

Et af kendetegnene ved kroniske smerter er, at nervesystemet har været på overarbejde i så lang tid, at kroppens alarmsignaler så at sige er gået i hak. Her kan øreakupunkturen være et ikke-invasivt og ikke-vanedannende supplement til anden behandling, der stille og roligt puffer nervesystemet ud af alarmtilstanden.

For nogle er det en fordel, at metoden er konkret. Man behøver ikke begynde med lange forklaringer. Man kan begynde med kroppen. Det kan være en hjælp for mennesker, der er trætte af at tale om deres smerter, men stadig har brug for støtte. Man skal nok ikke forvente, at fem små nåle alene løser et problem, som har bygget sig op gennem mange måneder eller år. Kroniske smerter kræver ofte tålmodighed og flere greb på samme tid. Derimod kan BFA være et skridt på vejen for mennesker med smerter i retning af et nervesystem, der ikke længere er på konstant overarbejde.

Hvad gør punkterne?

Cingulate gyrus: Regulerer den emotionelle respons på smerte.

Thalamus: Smertestillende og stressreducerende.

Omega 2: Afhjælper akutte og kroniske smerter, især i lemmerne.

Point zero: Øger aktiviteten i det parasympatiske (afdæmpende) nervesystem.

Shen Men: Reducerer inflammation og kroppens flygt-eller-kæmp-respons.

 

Kilder

Dai, N., Liu, X., & Wan, H. (2025). Practical Applications and Safety of Battlefield Acupuncture for Pain Management: A Systematic Literature Review. Journal of Multidisciplinary Healthcare, Volume 18, 2749–2769.

Guo, K., Lu, Y., Wang, X., Duan, Y., Li, H., Gao, F., & Wang, J. (2024). Multi-level exploration of auricular acupuncture: from traditional Chinese medicine theory to modern medical application. Frontiers in Neuroscience, 18.