Kan D-vitamin bremse vores biologiske aldring?

En amerikansk undersøgelse viser, at et dagligt tilskud af D-vitamin ser ud til at bremse aldringen af kroppens celler.

Af Bjørn Falck Madsen

Hver gang en celle deler sig, sker der en afkortning af dens telomerer. Det er nogle beskyttende kapper, der sidder for enden af DNA-strengene for at holde dem intakte. Akkurat ligesom plasticsnipperne, der beskytter snørebånd i sko, forhindrer telomerer DNA-strengene i at trevle. Når telomererne efterhånden er slidt bort, går cellen til grunde. Derfor gælder det om at beskytte disse kapper mod for hurtig afkortning, så cellen kan holde sig i live så længe som muligt.

Bremser afkortningen af telomerer

Her ser D-vitamin ud til at have en målbar effekt. Det påviste et hold forskere fra Augusta University i USA i et nyt forsøg, hvor de inddelte 1.031 ældre mænd og kvinder tilfældigt i to grupper. Den ene gruppe fik et dagligt tilskud D-vitamin på 50 mikrogram, og den anden gruppe fik placebo.

Alle forsøgspersoner fik målt deres telomerer ved undersøgelsens begyndelse, efter to år og igen efter fire år. Da forskerne sammenlignede de to grupper, kunne de se, at telomer-afkortningen i D-vitamingruppen var markant mindre end i den anden gruppe. Dette er umiddelbart tegn på langsommere biologisk ældning af cellerne, men sagen er måske ikke helt så enkel.

Samme effekt set med selen og Q10

Dels kan forskerne ikke sige, om de 50 mikrogram er en optimal dosis for at opnå den største effekt. Dels har anden forskning vist, at såvel ekstremt korte som ekstremt lange telomerer kan være forbundet med øget risiko for blandt andet sygdom. Der er med andre ord en slags ”sweet spot” et sted midt imellem, der er optimal for sundhed og celleældning.

Det er ikke første gang, telomerlængde bringes i fokus. I 2022 offentliggjorde forskere en undersøgelse, hvor de sammenlignede to hold ældre forsøgspersoner, som fik enten 200 mg coenzym Q10 (Bio-Quinone Q10) og 200 mikrogram selengær (SelenoPrecise) eller placebo. Da forskerne efter fire år sammenlignede grupperne, kunne de se, at de ældre, som fik de aktive præparater, havde markant mindre telomer-afkortning sammenlignet med kontrolgruppen. Det viste sig samtidigt, at de havde en signifikant lavere risiko for at dø af en hjerte-kar-sygdom.

Man ved, at kortere telomerer er relateret til øget inflammation og en øget forekomst af blandt andet kræft, hjerte-kar-sygdom og slidgigt. Faktorer som rygning, kronisk stress og depression kan fremme inflammation, hvorimod D-vitamin og selen har antiinflammatoriske egenskaber – og det kan netop være de antiinflammatoriske egenskaber, som har den gunstige indvirkning på telomer-afkortningen.

Derfor skal det være D3-vitamin

 D-vitamin findes i forskellige former. Der er D2-vitamin (ergocalciferol), som blandt andet dannes i svampe og i planter, når disse udsættes for uv-lys. D2-vitamin findes også i visse fødevarer og kosttilskud. Den anden form, som er den absolut vigtigste, er D3-vitamin (cholecalciferol). Denne form dannes i huden, når vi udsættes for uvb-stråler fra solen, og den findes også naturligt i flere fødevarer samt i kosttilskud som for eksempel D-Pearls. D3-vitamin er den form af D-vitamin, som har absolut højest biologisk aktivitet. Forskning fra University of Surrey viser, at tilskud af D2-vitamin ligefrem kan mindske niveauet af D3-vitamin i kroppen. Dette er på ingen måde ønskeligt, eftersom det netop er D3-vitamin, som blandt andet er så vigtigt for et velfungerende immunsystem.

Derfor er det vigtigt, at du vælger D3-vitamin, når du køber D-vitaminpræparat. Et præparat med D2-vitamin kan have det modsatte af den ønskede effekt.

Kilde:

Vitamin D3 and marine ω-3 fatty acids supplementation and leukocyte telomere length: 4-year findings from the VITamin D and OmegA-3 TriaL (VITAL) randomized controlled trial

The American Journal of Clinical Nutrition, 21 maj. 2025