Lækre, luftige glutenfri boller

Af Karina Willumsen

Der findes et hav af opskrifter på glutenfri boller. Nogle bliver bastante og andre porøse. Det kan være svært at finde en opskrift, hvor bollerne virker lækre, luftige og som glutenholdige boller. Her er en opskrift på grove glutenfri boller, som jeg altid vender tilbage til, når jeg har prøvet andre opskrifter.

Grove glutenfri boller

Otte boller

100 g fuldkornsrismel

100 g majsmel

60 g solsikkekerner eller sesamfrø

1/2 tsk. salt

1 tsk. tørgær eller 1 tsk. bagepulver

2 spsk. fintmalede loppefrøskaller (20 gram)

4 ½ dl lunkent vand

Bland de tørre ingredienser i en skål. Rør vandet i, og bland dejen godt sammen. Lad den stå i fem minutter, og vend den rundt i skålen. Nu burde dejen være samlet på grund af loppefrøskallerne.

Form otte boller med en ske på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve i 15 minutter (de skal ikke hæve med bagepulver).

Sæt ovnen på 200 grader. Bag bollerne i ca. 40 minutter.

Lad bollerne afkøle helt, inden de spises.

Brug også opskriften til et brød: Fyld den færdige dej i en brødform, hæv i 30 minutter, og sæt det i ovnen ved 210 grader. Bag brødet i 1 time og 15 minutter. Afkøl brødet på en bagerist.

Velbekomme!

TIPS: Fintmalede loppefrøskaller kaldes også FiberHUSK – eller den gule HUSK. 1 spsk. svarer til 2 spsk. grove loppefrøskaller – fx den grønne/brune HUSK. Rismel og majsmel kan udskiftes med hirsemel, boghvedemel, glutenfrit2 havremel eller lignende.

Find flere glutenfri opskrifter i bogen ”Det Glutenfri Køkken” af Karina Villumsen