Mangel på mineral kan måske forklare problemer med fedme

Forskere har observeret, at folk med lavt indtag af selen har en tendens til mere fedtvæv og mindre muskelvæv.

Af Bjørn Falck Madsen

 En undersøgelse viser, at et højt indtag af selen er forbundet med lavere fedtprocent og en sundere balance imellem fedt- og muskelvæv hos voksne. Selen er et livsvigtigt sporstof, der spiller en rolle i fedtcelleudvikling og -vækst, og tidligere undersøgelser har antydet, at selenstatus kan påvirke risikoen for overvægt. Dokumentationen har dog indtil videre været sparsom og uensartet.

Lavest selenindtag hos overvægtige

I undersøgelsen deltog flere end 3.200 personer. Forskerne målte både kostens indhold af selen og deltagernes fedt- og muskelsammensætning ved hjælp af præcise DXA-scanninger. Resultaterne viste, at overvægtige mænd og kvinder havde det laveste indtag af selen, hvilket var mellem 24 og 31 procent lavere end hos normalvægtige.

Tydelig og dosisafhængig effekt

Omvendt havde de deltagere med det højeste selenindtag den laveste kropsvægt, taljemål og fedtprocent i både krop, maveområde, hofter og lår.

Sammenhængen var tydelig og dosisafhængig, og resultaterne holdt, selv når forskerne tog højde for alder, kalorieindtag, fysisk aktivitet, rygning, alkoholforbrug, medicin og overgangsalder.

Bedre kropssammensætning

På baggrund af disse observationer estimerer forskerne, at selen alene kan forklare mellem ni og 27 procent af variationen i fedtprocenten blandt deltagerne.

Undersøgelsens fund peger på, at et tilstrækkeligt indtag af selen ikke blot er vigtigt for kroppens biokemi, men også kan bidrage til en gunstig kropssammensætning og muligvis forebygge fedmerelaterede problemer.

At det virker, blev blandt andet påvist i en undersøgelse af 37 overvægtige/svært overvægtige 18-65-årige, som indtog en ekstra kalorieholdig kost i tre måneder. Halvdelen fik et selentilskud hver dag i forsøgsperioden, og den anden halvdel fik placebo. Sammenligninger efter tre måneder viste, at den selenbehandlede gruppe havde signifikant mere såkaldt fedtfri kropsmasse end kontrolgruppen.

Kilde:
Selenium Supplementation, Body Mass Composition, and Leptin Levels in Patients with Obesity on a Balanced Mildly Hypocaloric Diet: A Pilot Study

International Journal of Endocrinology, maj 2020:4802739