Når luften gør os syge

Ventilationsanlæg og aircondition kan forbedre indeklimaet – men de kan også sprede skimmel og kemikalier. Her får du den viden, du skal bruge for at vælge de sundeste løsninger til dit hjem og din bil.

Skimmel eller kemi?
Et godt indeklima er afgørende for både trivsel og helbred. Derfor har mange moderne hjem ventilationsanlæg eller aircondition – ofte for at spare energi og sikre frisk luft året rundt. Men bagsiden er, at anlæggene kan blive grobund for skimmel og bakterier, og at de ofte renses med sundhedsproblematiske pesticider.

For at undgå skimmel og bakterievækst skal airconditionanlæg og store ventilationssystemer serviceres regelmæssigt. Skimmelsporer skal man bestemt ikke have blæst rundt i hele boligen, da de bl.a. kan give hovedpine, træthed, irritation i luftvejene og langvarige helbredsproblemer.

Til rensningen anvendes i nogle tilfælde fungicider, som er pesticider beregnet til at dræbe svampe. Det kan være nødvendigt for at holde anlægget sikkert, men det indebærer også en risiko for, at rester af pesticiderne kan afgasse og spredes i hjemmet, hvor de kan indåndes. Mange mennesker gør meget for at undgå pesticidrester i maden – men er ikke klar over, at indånding kan være en stor, direkte vej for pesticider ind i kroppen. Eksponeringsvejen har nemlig stor betydning.

Vidste du …
at selv korrekt servicerede anlæg kan udvikle skimmel, hvis der er fejl i konstruktionen?

Når et åbent vindue er det sundeste valg
Den mest enkle og sikre måde at sikre luftudskiftning på er stadig almindelig udluftning.
Luft igennem hele huset mindst to gange dagligt i fem til ti minutter med gennemtræk. Det fjerner fugt, partikler og skadelige stoffer og mindsker risikoen for skimmel.
Et vindue på klem gør ingen forskel – luften skal skiftes helt ud.


Sådan får du godt indeklima

  • Luft ud to til tre gange dagligt i fem til ti minutter.

  • Sørg for gennemtræk, især i børne- og soveværelser.

  • Luft ekstra ud efter bad og madlavning.

  • Undgå at tørre tøj indendørs.


Hvis du vælger ventilationsanlæg
Nogle boliger er opført med mekanisk ventilation med varmegenvinding. I så fald kan du mindske risikoen for skimmel og kemisk rens med få tiltag. Sørg for, at anlægget har både HEPA-filter og kulfilter, og at de skiftes mindst hvert halve år. Det kan være dyrt, men er nødvendigt for at fjerne både partikler, pollen, VOC’er (flygtige organiske forbindelser) og lugtstoffer. Er det ikke muligt, kan du i stedet anvende en effektiv luftrenser. Vælg en type, som ikke danner ozon. Den placeres i det rum, hvor familien opholder sig mest.

Aircondition og varmepumper
Bruger du airconditionfunktionen ofte, opstår der fugt i anlægget og dermed bedre betingelser for skimmel. Derfor skal anlæg med luftindtag udefra – også store varmepumper – renses jævnligt, og her er der risiko for, at der kan blive anvendt fungicider.
Små luft-til-luft-varmepumper, der ikke tager luft udefra, behøver ikke denne type behandling og kan normalt rengøres med rengøringsmidler uden pesticider.
Hvis en lille varmepumpe bruges som aircondition hele sommeren, kræver det dog ofte også desinfektion for at fjerne skimmelsporer.


Sådan gør du brug af ventilationsanlæg mere sikkert:

  • Skift filtre regelmæssigt.

  • Få anlægget serviceret hvert år.

  • Brug kun autoriserede teknikere.

  • Luft ekstra meget ud i ugen efter rensning.

  • Overvej en supplerende luftrenser.

  • Undgå at bruge airconditionfunktionen på dit anlæg.

Og så er der lige bilen …
Bilens airconditionanlæg er mørkt og fugtigt og fyldt med støv og organiske partikler – et ideelt miljø for skimmel og bakterier. Derfor bruger værksteder typisk pesticidholdige rensemidler, som efterfølgende kan cirkulere i kabinen. Et bedre valg er damprens, men det er svært at finde i Danmark. Du kan spørge dit værksted, om de kan rense anlægget mekanisk eller med damp, og understrege, at du ikke ønsker brug af biocider. Husk også at skifte pollenfilteret regelmæssigt – helst til et med aktivt kul, men uden antimikrobiel behandling.


Kilder

Styrelsen for Patientsikkerhed: Sundhedsfaglige anbefalinger til håndtering af fugt og skimmelsvamp indendørs. Marts 2025

https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Forurening-og-milj%C3%B8/Indeklima

https://www.bygningsreglementet.dk/Tekniske-bestemmelser/22/Krav

https://www.gastech.dk/regler-for-eftersyn-af-varmepumper/

Rose Maimonide er ekspert i at hjælpe børnefamilier og gravide med at vælge sunde og kemifrie løsninger i en travl hverdag. Gennem sit populære onlineunivers Grøn Stue tilbyder Rose personlig rådgivning og enkle veje til en dagligdag med ro og tryghed. Besøg rosemaimonide.com for mere inspiration til et sundt og bæredygtigt liv.