Naturligt ekstrakt kan måske lindre symptomer efter flåtbid

Der findes ingen behandling mod kronisk borreliose, men et spændende forsøg med barkekstrakten pycnogenol giver håb.

Af Bjørn Falck Madsen

For mennesker, der har været ramt af borreliose efter flåtbid, kan sygdommen trække lange spor efter sig. Selv efter at borreliabakterien er væk, oplever mange fortsat gener som ledsmerter, træthed og nedsat livskvalitet.

Tilstanden kaldes ofte kronisk borreliose eller “post-Lyme-syndrom”, og udover antibiotikakur samt antiinflammatoriske og smertestillende behandlinger findes der ingen specifik terapi, der kan fjerne symptomerne.

En ny pilotundersøgelse giver dog håb til denne relativt lille patientgruppe. Forskere har nemlig undersøgt effekten af pycnogenol, som er et naturligt ekstrakt fremstillet af barken fra fransk maritim fyr (Pinus pinaster), der er kendt for sine antiinflammatoriske og antioxidative egenskaber.

Formålet var at se, om tilskuddet kunne dæmpe inflammation og lindre symptomer hos personer med kronisk borreliose.

Målte inflammation og oxidativ stress

I alt 40 personer med tidligere borreliose og vedvarende symptomer deltog i forsøget. Halvdelen fik 150 mg pycnogenol dagligt sammen med deres sædvanlige behandling, mens den anden halvdel kun fortsatte med standardbehandling. Forsøget strakte sig over seks måneder.

De to grupper var sammenlignelige med hensyn til alder, køn og symptomprofil ved forsøgets start. Undervejs blev deltagernes symptomer vurderet, og forskerne målte forskellige biologiske markører for inflammation og oxidativ stress.

Markant forbedring i pycnogenolgruppen

Resultaterne viste tydelige forskelle mellem grupperne. Kun ti procent i pycnogenolgruppen havde brug for lave doser af binyrebarkhormon under forløbet sammenlignet med hele 45 procent i kontrolgruppen.

Efter seks måneder rapporterede pycnogenolgruppens deltagere om markant færre symptomer, og de symptomer, der var tilbage, var mindre intense.

Målinger viste en signifikant reduktion i oxidativ stress hos alle, der fik pycnogenol.

For eksempel faldt ESR-tallet signifikant mere i pycnogenol-gruppen. ESR står for erythrocyt sedimentations rate (på dansk: sænkningsreaktion) og måler, hvor hurtigt de røde blodlegemer (erythrocytter) bundfælder sig i et reagensglas over en given tidsperiode. ESR er en uspecifik inflammationsmarkør.

Ved ultralydsscanning af knæet var væskeansamlinger ligeledes reduceret hos langt flere i tilskudsgruppen end i kontrolgruppen.

Ingen bivirkninger

Som noget meget vigtigt oplevede ingen af deltagerne bivirkninger af pycnogenolbehandlingen, og hele 97 procent af deltagerne tog tabletterne som foreskrevet. Forskerne fremhæver den gode tolerance som en vigtig faktor, hvis tilskuddet skal anvendes bredere.

Selvom der er tale om en pilotundersøgelse, som er for lille til at kunne konkludere noget endegyldigt, peger resultaterne på, at pycnogenol kan være et sikkert og effektivt tilskud til håndtering af kronisk borreliose. Ifølge forskerne skyldes effekten sandsynligvis en kombination af antiinflammatoriske og antioxidative effekter.

Kilde:

Supplementary management of chronic Lyme disease with Pycnogenol

Minerva Medica, 2025 juni;116(3):188-194