Omega-3 beskytter måske mod nærsynethed hos børn

En stor undersøgelse af over 1.000 skolebørn har vist, at børn med det højeste indtag af omega-3-fedtsyrer har den laveste risiko for at udvikle nærsynethed. Omvendt ser det ud til, at et højt indtag af mættet fedt har den modsatte effekt.

Af Bjørn Falck Madsen

Nærsynethed er et voksende problem. Eksperter vurderer, at rundt regnet halvdelen af verdensbefolkningen vil være berørt af denne synsforvrængning i år 2050. Myopi, som nærsynethed kaldes i fagsprog, skyldes hovedsageligt, at øjets samlede optiske system (hornhinde og linse) bryder lyset for kraftigt i forhold til øjets længde. Det indebærer, at lysstrålerne samles foran nethinden i stedet for præcis på nethinden. Dette gør billedet på nethinden uskarpt, når man ser langt væk.

Omega-3 mindsker risikoen

Ud over at et barns risiko for at blive nærsynet er større, hvis én eller begge forældre er nærsynede, kan faktorer som overdreven skærmtid og for lidt udendørsaktivitet skubbe til processen. Til gengæld er der ting, som ser ud til at mindske risikoen. Det gælder blandt andet de livsvigtige omega-3-fedtsyrer, som især findes i fede fisk. Det viser sig, at der er en omvendt sammenhæng imellem omega-3-indtag og nærsynethed, som gør, at børn med højest indtag af de sunde fedtsyrer har den laveste risiko for at udvikle netop denne synsforvrængning.

Stor undersøgelse af skolebørn

Det er en gruppe forskere fra The Chinese University of Hong Kong, som har undersøgt flere end 1.000 børn i alderen seks til otte år. Børnene blev tilfældigt rekrutteret fra en befolkningsundersøgelse, der hedder Hong Kong Children Eye Study og følger udviklingen af synsproblemer blandt deltagerne og samtidig ser på potentielle risikofaktorer. Deltagernes syn blev vurderet, og deres kostvaner blev ligeledes bedømt ved hjælp af et spørgeskema, som inddelte i alt 280 forskellige fødevarer i ti forskellige kategorier.

Mere blod og ilt til øjet

Lidt over 25 procent af børnene var nærsynede. Ved at sammenligne deltagernes indtag af forskellige slags fedtsyrer kunne forskerne regne sig frem til, at børn med højest indtag af omega-3 havde den laveste forekomst af nærsynethed. Omvendt var risikoen øget hos dem med højest indtag af mættet fedt.

Der kan være forskellige forklaringer på, hvorfor omega-3-fedtsyrer beskytter mod nærsynethed. Det kan skyldes forbedret blodgennemstrømning igennem det fine netværk af blodkar i øjet, hvilket samtidig øger forsyningen af såvel ilt og næringsstoffer.

Fiskeolie er godt for gravide

I det hele taget anbefaler man, at børn får nok omega-3 allerede tidligt i livet. Allerede fra fosterstadiet har omega-3-fedtsyrer en række vigtige funktioner såsom at sikre normal udvikling af hjerne og syn. Der er også lavet forskning, som viser, at hvis gravide tager tilskud af omega-3-fedtsyrer, har de markant lavere risiko for at føde børn med allergier. Det så man blandt andet i en svensk undersøgelse af 145 gravide kvinder, som enten fik fiskeoliepræparatet Bio-Marin Plus eller placebokapsler.

Undersøgelsen, som er udført under ledelse af Catrin Furuhjelm fra Universitetshospitalet i Linköping, afslørede en markant reduceret risiko for både fødevareallergi og eksem hos børn født af mødre, der tog fiskeoliepræparatet.

Kilde:

Dietary omega-3 polyunsaturated fatty acids as a protective factor of myopia: the Hong Kong Children Eye Study.

British Journal of Ophthalmology, 2025; bjo-2024-326872 DOI: 10.1136/bjo-2024-326872