Shilajit er et naturligt organisk-mineralsk materiale, som findes i bjergområder, særligt i Himalaya. Det dannes over meget lange tidsperioder ved nedbrydning og omdannelse af organisk materiale bl.a. fra geder i samspil med bjergarter og mikroorganismer. Resultatet er en mørk, kompleks substans, som indeholder mineraler, sporstoffer og en lang række organiske forbindelser, herunder humusstoffer som fulvinsyrer.
Af Marianne Palm
Shilajit har gennem århundreder haft en fremtrædende plads i ayurvedisk medicin, hvor det traditionelt har været betragtet som et såkaldt rasayana – et middel, der anvendes med henblik på vitalitet, modstandskraft og restitution.
Den moderne forskning er langt mindre omfattende, end den traditionelle anvendelse kunne give indtryk af. Men der findes efterhånden nogle interessante humanstudier, især inden for områder som knogler, kollagen, muskelfunktion, mandlige kønshormoner og fertilitet. (PubMed)
Hvorfor er shilajit biologisk interessant?
Shilajit er ikke ét enkelt aktivt stof. Det består af en kompleks matrix af organiske og uorganiske forbindelser. Blandt de mest undersøgte er fulvinsyrer og forskellige dibenzo-α-pyron-forbindelser.
Det betyder samtidig, at man ikke uden videre kan sidestille alle produkter, der sælges som shilajit. Både geografisk oprindelse, rensning, ekstraktionsmetode og standardisering kan påvirke sammensætningen.
Forskningen peger især på nogle områder, der kan være relevante, når man forsøger at forstå de observerede effekter: oxidativt stress, inflammation, energiomsætning, bindevæv, muskeltilpasning og hormonelle processer.
Netop kombinationen gør shilajit interessant som et muligt støttende middel snarere end som et stof med én enkelt målrettet funktion.
Kvinder — særligt interessant efter overgangsalderen
Et af de hidtil mest interessante kliniske studier med shilajit handler faktisk om kvinder.
I et randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrolleret studie deltog 60 postmenopausale kvinder mellem 45 og 65 år, som havde osteopeni – altså nedsat knoglemineraltæthed uden nødvendigvis at have udviklet egentlig osteoporose.
Kvinderne fik placebo, 250 mg shilajit-ekstrakt dagligt eller 500 mg dagligt gennem 48 uger. (PubMed)
Forskerne målte bl.a. knoglemineraltætheden i lænderyggen og lårbenshalsen. I placebogruppen fortsatte knoglemineraltætheden med at falde. Hos kvinderne, der fik shilajit, blev dette fald dæmpet, og virkningen var dosisafhængig. (PubMed)
Det interessante var, at forskerne samtidig så ændringer i en række biologiske markører for knogleomsætning.
Bl.a. faldt CTX-1 og RANKL, mens OPG steg. Disse signalstoffer indgår i reguleringen af balancen mellem nedbrydning og opbygning af knoglevæv.
Der blev også registreret et fald i markører for oxidativt stress og inflammation. MDA faldt, glutathion steg, og hsCRP blev reduceret i shilajit-grupperne sammenlignet med placebo. (PubMed)
Hvorfor er dette interessant i overgangsalderen?
Når østrogenniveauet falder efter menopausen, ændres knoglernes stofskifte. Knoglenedbrydningen kan accelerere, samtidig med at både inflammatoriske processer og oxidativt stress kan bidrage til ubalancen.
Shilajit kan derfor være interessant, ikke fordi det skal opfattes som en erstatning for østrogen, calcium, D-vitamin, protein eller fysisk aktivitet, men fordi studiet antyder, at det kan påvirke nogle af de miljøer og signalveje, som knoglevævet befinder sig i efter menopausen. (PubMed)
Det giver et interessant perspektiv i forhold til kvinder, der ønsker at bevare knoglernes styrke med alderen.
Kollagen — et andet interessant spor
Shilajit er også blevet undersøgt i relation til dannelsen af kollagen.
Kollagen er ikke kun relevant for huden. Type I-kollagen er en central strukturel bestanddel i bl.a. knogler, sener, ledbånd og andet bindevæv.
I et randomiseret studie fik fysisk aktive unge mænd enten placebo, 500 mg eller 1.000 mg shilajit dagligt i otte uger.
Forskerne målte serum Pro-C1α1, som anvendes som biomarkør for syntese af type I-kollagen.
Efter otte uger var Pro-C1α1 steget signifikant i begge shilajit-grupper, mens der ikke blev set en tilsvarende ændring i placebogruppen. Ved den højeste dosis havde 75 pct. af deltagerne en stigning, der oversteg studiets definerede grænse for en klinisk relevant ændring. (PubMed)
Det betyder ikke, at man derfra kan konkludere, at shilajit behandler skadede sener eller giver yngre hud. Men det understøtter hypotesen om, at shilajit kan påvirke kroppens bindevævsomsætning.
Det kan være interessant både hos kvinder og mænd – ikke mindst med alderen, ved fysisk træning og i situationer, hvor kroppen har et stort behov for vedligeholdelse af bevægeapparatets strukturer.
Muskler, styrke og restitution
Et andet klinisk studie undersøgte 63 fysisk aktive mænd. Deltagerne fik enten placebo, 250 mg shilajit dagligt eller 500 mg dagligt gennem otte uger.
Forskerne udsatte herefter musklerne for kraftig belastning og undersøgte bl.a. faldet i muskelstyrke efter udtrætning.
Hos deltagerne, der fik 500 mg shilajit, så man en mindre reduktion i maksimal isometrisk muskelkraft efter udtrætning sammenlignet med placebo. Den lavere dosis viste ikke samme tydelige effekt. (PubMed)
Det kan pege på en mulig betydning for musklens evne til at bevare funktion under eller efter hård belastning.
Der findes desuden et mindre humanstudie, hvor deltagere fik 250 mg renset shilajit to gange dagligt. Muskelbiopsier viste efter otte uger øget aktivitet af en gruppe gener, der er involveret i den ekstracellulære matrix.
Blandt de påvirkede gener fandtes gener relateret til kollagen, elastin, fibrillin, decorin, fibronectin og myoferlin. Disse proteiner spiller forskellige roller i muskelvævets struktur, elasticitet, signaloverførsel og tilpasning til belastning. (PubMed)
Det er et fascinerende fund, fordi en muskel ikke kun består af selve muskelfibrene. Det omgivende bindevæv og den ekstracellulære matrix er afgørende for, hvordan muskelkraft overføres, og hvordan vævet tilpasser sig belastning.
Det gør shilajit interessant i relation til muskelvedligeholdelse, træning og restitution, selv om man endnu ikke kan betragte det som dokumenteret behandling af muskelsvaghed.
Mænd — testoteron og aldring
Et af de mest citerede humanstudier med shilajit undersøgte mænd mellem 45 og 55 år.
Forsøget var randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrolleret. Deltagerne fik 250 mg renset shilajit to gange dagligt i 90 dage.
Efter behandlingsperioden havde mændene, der fik shilajit, signifikant højere niveauer af både totalt testosteron, frit testosteron og DHEAS end placebogruppen. LH og FSH forblev samtidigt inden for de undersøgte niveauer. (PubMed)
Det er et interessant resultat, fordi testosteronniveauet hos mænd ofte ændrer sig med alderen.
Testosteron har betydning langt ud over seksualfunktionen. Hormonet indgår bl.a. i reguleringen af muskelmasse, knoglevæv, dannelsen af røde blodlegemer og reproduktionsfunktionen.
Studiet gør derfor shilajit interessant i forbindelse med den aldrende mand, især når man ser det sammen med forskningen i muskelvæv og fysisk funktion.
Det er dog vigtigt at holde fast i, at forsøget blev udført på raske mænd mellem 45 og 55 år. Det er ikke det samme som at dokumentere behandling af klinisk testosteronmangel. (PubMed)
Mandlig fertilitet
Et tidligere klinisk studie undersøgte shilajit hos mænd med lav sædkoncentration.
35 mænd med oligospermi blev inkluderet, og 28 gennemførte behandlingen. De fik 100 mg behandlet shilajit to gange dagligt gennem 90 dage.
Efter behandlingen blev der bl.a. observeret:
• ca. 38 pct. forbedring i spermiekoncentrationen
• ca. 61 pct. stigning i det totale antal sædceller
• forbedret sædmotilitet
• flere sædceller med normal morfologi
• lavere niveau af malondialdehyd i sædvæsken
Samtidig steg serum-testosteron med omkring 23 pct., og FSH steg moderat. (PubMed)
Malondialdehyd er en markør for lipidoxidation og oxidativ belastning. Det er interessant i fertilitetssammenhæng, fordi sædceller er særligt følsomme over for oxidativ skade.
Studiet peger derfor på to mulige områder, hvor shilajit kan have haft betydning: påvirkning af hormonmiljøet og påvirkning af oxidativt stress i sædvæsken.
Doserne i studierne
Det er værd at bemærke, at mange af humanstudierne ligger inden for et forholdsvis snævert dosisområde.
Der er bl.a. anvendt:
200 mg dagligt
i det mindre fertilitetsstudie, fordelt på to doser. (PubMed)
250-500 mg dagligt
i studiet af postmenopausale kvinder med osteopeni. (PubMed)
500 mg dagligt
i testosteronstudiet, fordelt på 250 mg to gange dagligt. (PubMed)
250 eller 500 mg dagligt
i studiet af muskeltræthed og styrke. Her var det især 500 mg, der gav de interessante resultater. (PubMed)
500 og 1.000 mg dagligt
i studiet af markøren for type I-kollagensyntese. (PubMed)
Man bør dog ikke betragte disse tal som generelle behandlingsdoser. Studierne er gennemført med bestemte rensede eller standardiserede ekstrakter, og forskellige shilajit-produkter kan ikke nødvendigvis sammenlignes milligram for milligram.
Kvaliteten er afgørende
Det sidste punkt er særligt vigtigt med shilajit.
Fordi råvaren kommer direkte fra et geologisk miljø, kan den naturligt indeholde et meget stort antal grundstoffer – også metaller, som ikke ønskes i større mængder.
Det betyder ikke, at shilajit generelt indeholder farlige mængder tungmetaller. Det betyder, at rensning, standardisering og analyse af råvaren er en central del af produktets kvalitet.
Et seriøst shilajit-produkt bør derfor være analyseret for relevante tungmetaller og andre forureninger, og den anvendte råvare bør kunne spores og kvalitetskontrolleres.
Et rent produkt finder du bl.a. hos New Nordic, Shilajit Gold, hvor du med én tablet får 800 mg shilajit.
