Tema om Q10: Hård træning slider på musklerne, men måske kan Q10 gøre en forskel

Fitness, black man and running in forest with motion blur, body health and cardio endurance workout. Person, back and fast runner in woods for exercise, speed or high intensity interval training.

Mange motionister og eliteatleter tager det vitaminbeslægtede stof coenzym Q10 i håb om at forbedre deres præstationer. En ny analyse tyder imidlertid på, at stoffet måske hjælper på en helt anden måde end hidtil antaget.

Af Bjørn Falck Madsen

Muskler hører til kroppens mest energikrævende væv. Derfor er de særligt afhængige af coenzym Q10, som findes i alle kroppens celler og er nødvendigt for dannelsen af energi. Muskelvæv er særligt afhængigt af stoffet, og det gælder både skeletmuskulaturen og hjertemusklen.

Igennem mange år har sportsudøvere taget tilskud af Q10 for at styrke den cellulære energiomsætning, især fordi kroppens naturlige Q10-indhold falder med alderen. Nu peger en ny kinesisk metaanalyse på, at Q10 måske kan gøre musklerne mere modstandsdygtige over for den belastning, som hård træning medfører.

Mindre oxidativ stress, test på 433 deltagere

Analysen omfatter 14 randomiserede, kontrollerede undersøgelser med i alt 433 deltagere. Resultaterne viser, at Q10 ikke gør dig hurtigere eller forbedrer din kondition. Til gengæld tyder de på, at stoffet kan beskytte musklerne mod nogle af de skader og den oxidative belastning, som opstår under intensiv fysisk aktivitet.

Forskerne gennemgik samtlige tilgængelige lodtrækningsforsøg, hvor deltagerne havde fået Q10 som kosttilskud i forbindelse med træning. Analysen viste, at Q10-tilskud øgede koncentrationen af Q10 i blodet markant. Samtidig observerede forskerne et fald i niveauet af malondialdehyd (MDA), som er en markør for oxidativ stress.

Blodets indhold af enzymet kreatinkinase (CK) faldt ligeledes. Når muskelfibre belastes hårdt under træning, slipper en del af dette enzym ud i blodbanen. Lavere CK-værdier kan derfor være et tegn på, at musklerne udsættes for mindre belastning eller restituerer hurtigere efter fysisk aktivitet.

Hjalp finske eliteskiløbere

Det interessante er, at noget lignende faktisk blev observeret allerede i 1997 i en finsk dobbeltblind, placebo-kontrolleret undersøgelse af 25 elitelangrendsløbere, som blev offentliggjort i Molecular Aspects of Medicine.

Skiløberne fik enten Q10 (Bio-Quinone Q10 fra Pharma Nord) eller placebo i seks uger, hvorefter grupperne byttede behandling og fortsatte i yderligere seks uger.

Undersøgelsen viste en tendens til forbedret fysisk præstation hos flere af skiløberne, især hos dem, der havde de laveste Q10-niveauer ved forsøgets start. Forskerne observerede desuden tegn på hurtigere restitution efter konkurrence og hård træning. Resultaterne harmonerer derfor godt med konklusionerne i den nye metaanalyse.

Muskler tåler belastningen bedre

Til gengæld fandt forskerne ingen målbar effekt af Q10 på hverken maksimal iltoptagelse (VOmax) eller blodets indhold af laktat, der begge anvendes som mål for kroppens aerobe og anaerobe arbejdskapacitet.

Q10 ser altså ikke ud til at gøre raske mennesker hurtigere eller forbedre deres kondition. Til gengæld peger den samlede forskning på, at stoffet kan hjælpe musklerne til bedre at kunne modstå den belastning, som hård træning uundgåeligt medfører. Forskerne understreger, at der fortsat er behov for større undersøgelser, før man kan drage endelige konklusioner.

Kilde:

Effects of coenzyme Q10 analogs on oxidative stress, muscle, and metabolism after exercise: A meta-analysis and systematic review

Journal of International Medical Research, 9. februar, 2026

Nøglen til at bevare muskelfunktionen i alderdommen

Efterhånden som vi bliver ældre, mister mitokondrierne gradvist deres evne til at danne energi. Det betyder, at musklerne bliver mindre effektive, restitutionen tager længere tid, og kroppens stofskifte bliver mindre fleksibelt.

Steen Larsen, som er lektor tilknyttet Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og forsker i blandt andet mitokondrier, stofskifte, fysisk aktivitet og aldring, har med en gruppe kolleger beskrevet i en ny oversigtsartikel, hvordan regelmæssig motion kan være med til at bevare mitokondriernes funktion og dermed understøtte kroppens energiomsætning gennem livet.

Men da motion er energikrævende, er det samtidig vigtigt at vedligeholde mitokondriernes Q10-niveau og energiproduktion, og her kan et tilskud af stoffet ifølge Steen Larsen og hans kolleger spille en nøglerolle.

Kilde:

Geroscience, 28. januar, 2026