Når du spiser fisk, får du en vis mængde kviksølv ind i kroppen. Du behøver dog ikke at frygte skadevirkninger – og det kan du takke en bestemt kemisk reaktion for.
Af Bjørn Falck Madsen
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – oktober 2017
Står du og tvivler, når du har lyst til at købe laks eller tun med hjem fra supermarkedet? Det skal du ikke gøre. Det er korrekt, at disse to og mange andre fiskearter indeholder en vis mængde kviksølv, som er et yderst farligt tungmetal, der kan skade hjerne og nervesystem. Men der er en lille detalje, som man ikke gør særligt meget ud af at fortælle os, nemlig at fisk også indeholder store mængder selen, som uskadeliggør kviksølvet.
Selen binder kviksølv
Det er sådan, at kviksølv og selen går kemisk hånd i hånd forstået på den måde, at de hæfter sig til hinanden og danner en harmløs forbindelse kaldet kviksølvselenid. Så længe indholdet af selen i fisken er højere end indholdet af kviksølv, er der ingen fare på færde, da stofferne kobles sammen i et 1:1-forhold. Ifølge Dr. Nicholas Ralston, en biokemiker og biolog tilknyttet University of North Dakota i USA, går kviksølv målrettet efter de selenholdige enzymer (selenoproteiner) i kroppen og hæfter sig på dem.
Reducerer mængden af frit selen
Dog skal man være opmærksom på, at det selen, som bliver bundet til kviksølv, ikke længere er frit tilgængeligt til vigtige biologiske funktioner i kroppen. Derfor er det nødvendigt, at der til enhver tid er overskud af selen i forhold til kviksølv, så der er nok frit (ukoblet) selen til at mætte de cirka 25-30 selenafhængige proteiner i kroppen. Disse såkaldte selenoproteiner er blandt andet ansvarlige for immunforsvar, stofskifte (skjoldbruskkirtelfunktion), forplantning, celleforsvar og mange andre ting.
