Naturens helbredende veje

 

 

Omgivet af naturens ro og healende energi findes en helt særlig lille perle på danmarkskortet. Enkeltmandsfirmaet Den Shamanistiske Vej er forankret i gammel visdom fra Nord- og Sydamerika og drives af Rikke Agersted, som i 19 år har arbejdet med healing og naturens helbredende kræfter. Både i form af naturmedicin og urtekundskaber, men også på traditionel shamanistisk vis, hvor åndemaneri, healing, sjælehentninger, trommerejser og livstransformerende ceremonier udgør en del af virket.

 

Af Rikke Agersted, shamanistisk healer, biopat og phytoterapeut
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – februar 2020

 

At leve i pagt med naturen

Indsamling af brændenælder til tørring og blanchering til fryseren. Bær og frugt, som plukkes til henkogning og vinterlager. Skældud af egernet, der vil have hasselnødderne for sig selv og blåmejsens banken på ruden dagen lang i parringstiden som for også at hive mig ud af vinterhiet er blot nogle af hverdagens oplevelser, når man bor i skoven. Her er også tæt kontakt til naturånderne og en velsignet ro og fred, som nærer de mennesker, der kommer på besøg. Energien er med i det shamanistiske arbejde. Klienterne tager ofte en dyb indånding, når de kommer og udbryder som det første: ”Hvor er her skønt!”. Når sjælen og kroppen på den måde slapper af, er første skridt i en healingproces allerede taget.

At leve i og med naturen er helt grundlæggende for mig, og det er den perfekte ramme for mit shamanistiske arbejde.

 

Den helbredende kraft er allerede i og omkring os

Vi er alle formet af det liv, vi har levet. Opdragelse, kost, uddannelse, religiøse overbevisninger og de knubs på vejen, den enkelte er stødt på. Alt er med til at forme det filter, vi ser verden igennem. Er verden åben, lys og imødekommende, eller er den et uvenligt sted, hvor frygt og modvilje bor?

De shamanistiske redskaber hjælper den enkelte med at fjerne filtrene af frygt og smerte. Én ting er at heale den fysiske krop, som er hylsteret, sjælen bor i. En sund kost, motion, meditation og generel pleje af kroppen giver sjælen et stærkt fundament at udtrykke sig igennem. En anden ting er at heale selve sjælen. Hvis den såres, eller man gennemlever noget traumatisk, efterlader det energetiske prægninger eller ”software” i sjælen. Derved kan der opstå fysisk sygdom men også mental og spirituel. Kunsten er at finde og afinstallere softwaret. Når det sker, kan sjælen igen frit udtrykke sine drømme og visioner for livet, og personen oplever en fornyet livskraft og energi til at skabe et liv i skønhed og mening.

 

Kroppens kloge vejledning

Som sjælens bolig i den fysiske verden er kroppen det redskab, sjælen kan bruge til at udtrykke sig med . Her i den vestlige verden har vi dog glemt at lytte til den. Til tegnene og den sagte hvisken fra de første små tegn, når ubalancer opstår. Vi overhører dem eller prøver at fikse dem med en pille, mad eller alkohol. Stress og depression er blevet helt naturlige elementer af vores liv, men er ikke normalt og er nærmest helt ukendt i andre dele af verden. Sygdommene er kraftige vink med en vognstang om, at sjælen ikke trives. At vi har puttet den ned i en kasse, den ikke passer ind i.

Når man går ind og arbejder på sjæleplan med disse sygdomme gennem den shamanistiske healing, kan vejen tilbage til balance og kraft være utrolig kort. Det vigtige er at få fat i læringen – hvad sygdommen kom for at fortælle. På den måde bliver den en ven, som viser vejen tilbage til lyset. Hvis man vel at mærke er klar til at tage de konsekvenser, som mistrivsel i livet har skabt. Det er ikke altid nemt, hvis det betyder store skift eller opbrud fra de ting, som ikke længere tjener én. Til gengæld kommer belønningen hurtigt i form af færre symptomer.

 

Når intentionen mangler

Sommetider kommer vi uforvarende til at skabe en uhensigtsmæssig situation for os selv eller de mennesker, der er tæt på os. Vores tanker og følelser er kraftfulde, og da alt, set med de shamanistiske øjne, er energi, kan vi med eller uden intentioner målrette energien til at skabe eller destruere. Når jeg har klienter, bruger jeg selvfølgelig alle mine kompetencer, selvom de bestiller tid til en bestemt behandling.

For en del år siden blev jeg kontaktet af en mor, hvis treårige søn havde haft fem lungebetændelser i sit korte liv. Den sidste gang var den ene lunge kollapset. Drengen var altid lidt småforkølet, og han havde ingen energi, men var træt og inaktiv. Moren var meget bekymret og opsøgte mig for at få naturmedicinsk behandling til sønnen.

 

Frygt er lige så stærk som kærlighed

Under konsultationen spurgte jeg om alt muligt. Som healer ved jeg, at lunger og hjertechakra hører sammen. Der var tydeligvis en ubalance, som vi skulle finde frem til. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg sad overfor en sød og kærlig mor, som ville sit barn det bedste. Umiddelbart var der ingen grund til barnets fysiske problemer. Jeg stillede mange spørgsmål for at finde årsagen og bad moren tænke lidt over det, mens jeg testede sønnen. Uanset hvor ubetydeligt det kunne synes, skulle hun fortælle mig det. Der gik lidt tid, og så sagde hun pludselig: ” Jeg ved ikke, om det er vigtigt, men da han var nyfødt, var jeg så bange for vuggedød, at jeg ofte gik hen til hans vugge og lagde hånden på hans brystkasse for at mærke, om han trak vejret. Det er blevet en vane, så jeg gør det faktisk stadig i dag.” Bingo! Her var årsagen til sygdommen.

 

En mors kærlighed

Helt uforvarende overførte moren sin frygt til barnet hver eneste gang, hun lagde hånden på hans lille brystkasse. Jeg forklarede hende det nænsomt, og behandlingen hjemme blev – ud over tilskud, som kunne styrke drengens immunforsvar – at moren fortsat skulle lægge sin hånd på hans brystkasse dagligt. Når hun gjorde det, skulle hun visualisere, at han havde sunde, stærke lunger, og hun skulle overføre al sin kærlighed til ham.

En uge inden næste konsultation ringede kvinden for at aflyse tiden. For første gang i sin søns treårige liv havde han fået energi til at spille fodbold med sine brødre og rende rundt og lege udenfor. Der var ingen spor af irritation i luftvejene længere, og hun følte, hun havde fået et helt nyt barn. Hun mente derfor ikke, det var nødvendigt med en konsultation til, og det var jeg helt enig i.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis drengen udelukkende havde fået naturmedicin, ville symptomerne komme tilbage efter endt behandling, idet moren stadig overførte sin frygt til ham. Det var kombinationen af hendes kærlighed og behandlingen, som bragte healing på et dybt plan.

 

En smuk vej med visdom og lys

Energiarbejde er uhyre kraftfuldt og kan finde vej gennem de lag af følelser, symptomer, barrierer og frygt, som vi alle kan opleve. Derfor elsker jeg mit arbejde og har hjulpet mange mennesker med at finde viljen og redskaberne i sig selv til at heale sygdom, fastlåste følelser, traumer og sjælelige kontrakter. Shamanisme kan synes mystisk med al snakken omkring ånder, sjælerejser og kommunikation med træer og andre levende væsener, men i bund og grund handler det shamanistiske arbejde udelukkende om energi og at lære at mestre arbejdet og kommunikationen med den. Shamanen er en mester i at bevæge energi, og det er derigennem, at han forbinder sig med naturen og åndeverdenen. Alt er energi, og derfor kan de shamanistiske redskaber blandt andet hjælpe i healingen af sygdom og andre svære tilstande.

 

Healing af Jorden

Som kvinde optager healing af det feminine mig meget. Både det feminine aspekt i os selv, men også healingen af Moder Jord. Alting er forbundet, og når vi healer os selv, er vi samtidig med til at heale jorden. Derfor er det så vigtigt at dele de kraftfulde shamanistiske ceremonier, der rummer så stor kraft.

Mange skønne kvinder fandt sidste sommer vej til mit hus i skoven for at modtage ceremonien Livmoderens Rite, der er en enkel, men uhyre kraftfuld ceremoni, som healer livmoderen, der rent symbolsk står for vores skaberkraft og personlige, kvindelige kraft. Jeg har oplevet mange spontane helbredelser under ceremonien. Den ene hos en kvinde, som led af voldsomme menstruationssmerter hver eneste måned. Hun var lige ved at aflyse dagen grundet smerter. Heldigvis kom hun, og i dét øjeblik hun modtog riten, forsvandt smerterne, og de er aldrig kommet igen. Historier som hendes er grunden til, at jeg dannede mit firma, så jeg i højere grad kan dele de shamananistiske redskaber og den ældgamle visdom.

 

Hvad er shamanisme?

Shamanisme er en spirituel vej, hvor visdommen og de spirituelle redskaber kommer til én gennem praktiske erfaringer og arbejdet med sin personlige læremester. Shamanen kommunikerer med naturen, åndeverdenen og på sjæleplan med klienten. Der skelnes derfor mellem shamanisme som en personlig vej til fordybelse og indsigt i livet og på healerens vej, hvor det bliver et livslangt kald at stå til rådighed for Moder Jord og alle hendes levende væsener. Herunder klienter.

Der er mange shamanistiske retninger, og grundlæggende for dem alle er arbejdet med Moder Jord, elementerne, Universet (Fader Sol, Bedstemor Måne og Stjernefolket) samt den guddommelige kraft.

Ceremonier og ritualer er helt basale redskaber i den shamanistiske praksis, ligesom arbejdet med åndeverdenen og verden af levende energi, som er i og omkring os.

Mange mennesker kender i dag til svedehytter, plantemedicin som ayahuascar og peyote samt offerpakker og shamanistiske indvielser, fordi de bliver mere og mere udbredte på vores breddegrader. Shamanisme er dog meget, meget mere end det og fuld af vidunderlig visdom og viden om helbredelse, planter, og hvordan man lever i pagt med sig selv og sine omgivelser.

 

Om Rikke Agersted

I år 2000 blev Rikke uddannet biopat og urteterapeut. Året efter fandt hun ind på den shamanistiske vej og har siden da haft kyndige lærermestre fra både Syd- og Nordamerika. I alle årene har Rikke haft klienter ved siden af andet arbejde, men blev i 2019 selvstændig med firmaet Den Shamanistiske Vej. Rikke tager 1:1-klienter, laver workshops, holder foredrag, ceremonier og har tillige en 1-årig shamanistisk uddannelse for dem, der gerne vil gå den shamanistiske vej.

Vil du vide mere om shamanisme og shamanistisk healing kan du læse her: www.denshamanistiskevej.dk eller kontakte Rikke på telefon 28 18 70 44.

 

One thought on “Naturens helbredende veje

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *