Du er, hvad du spiser – og det gælder naturligvis også din bedste ven. Vi, der har kæledyr, ved, hvor dejligt det er at forkæle dem med lidt ekstra lækkert ud over foder. Hvis du er ved at gøre din hund eller killing renlig, lære dem nye tricks eller er i gang med at opdrage, så er godbidder en oplagt del af hverdagen til at lette opgaven. Du kan finde rigtigt mange forskellige godbidder og tyggesnacks hos dyrehandleren, dyrlægen og i supermarkedet. Udvalget er stort, men hvilke skal man vælge?
I den Grønne Pote kigger vi allerførst på ingredienslisten. Det kan være ret svært at gennemskue, hvilke ingredienser der er de gode eller mindre gode for vores kæledyr – medmindre der kun står “tørret kød”.
Af Charlotte Dinesen & Team
Hvad gemmer der sig bag ingredienslisten?
Animalske biprodukter
Kød som biprodukt har lav ernæringsværdi og er de produkter, som vi mennesker ikke spiser … næb, klør, fjer, hår, fedtvæv, hud, tarme m.m.
Dette er ikke reelle kødstykker, men en blanding af forskellige affaldsprodukter fra slagterier, der laves til kødmel.
Vegetabilske biprodukter
Undgå unødvendige stivelsesholdige produkter som hvede, soja, rapskage/skrå, solsikkeskrå, hvedeklid, majsgluten.
“Fibre”, som er melasse (sukkerroe, roepulp, roetrævl) og cellulose (træstof).
Unødig kemi
Desværre er mange godbidder og tyggesnacks fyldt med salt, smagsforstærkere, farvestoffer, tilsætningsstoffer og sorbitol – men har kæledyrene virkelig brug for det? Og konserveringsmidler som BHA og BHT, som er med til at forlænge holdbarheden i årevis. Disse må ikke anvendes i menneskemad.
Spot de naturlige produkter
Vi plejer at sige til kunden, at en godbid helst skal lugte. Lugter den ikke af kød, kunne man mistænke, at det er alt andet end kød. Ud over kødets kvalitet er det også vigtigt at tænke på det dyr, der har givet sit liv til godbidden. Alle dyr har ret til et ordentligt liv. Her tænker vi på opvækst under ordentlige forhold, transporttid til slagteri og CO2-udslip ved fremstilling af produkterne.
Se på kødets oprindelse. Er varen fra EU eller Østen? Har kødet den farve, det skal have i henhold til hvordan det oprindeligt så ud. Fravælg helt hvide produkter. Kød er ikke hvidt eller farvet fra naturens side.
Naturlige tyggeben
Igen – det skal se naturligt ud, og sorry, men ja, det skal lugte. Er det snoet, flettet eller har en anden unaturlig form, er det menneskeskabt. Fordelene ved et menneskeskabt gnaveben er, at hunden selvfølgelig får brugt sine tænder og bliver beskæftiget, så det mindsker risikoen for tandsten, og at dine sokker bliver spist.
Grøntsager & frugt
Hvad der er sundt og sikkert for os at spise, er ikke altid godt for dyrene. Katte er ikke så begejstrede for grønt, men mange hunde kan godt lide grøntsager enten rå, kogt eller tørret. Nogle er direkte farlige, så her er en liste med godkendt frugt og grønt til hunde.
Frugt, som hunde kan tåle
- Æbler (fibre, vitamin A, C)
- Bananer (kalium, vitaminer, biotin, fibre, kobber)
- Blåbær (antioxidanter)
- Tranebær
- Agurker (vitamin K, C og B1, kalium, kobber, magnesium og biotin – ingen kulhydrater, fedt)
- Ferskner (fibre og A-vitamin)
- Pærer (kobber, vitamin C og K og fibre – fjern frø)
- Ananas (vitaminer, mineraler, fibre og bromelain, et enzym, der gør det lettere for hunde at optage proteiner) Hindbær (antioxidanter, fibre, mangan, vitamin C)
- Jordbær (fibre og vitamin C)
- Cantaloupe- og vandmelon (vitamin A, B6, vitamin C, kalium – fjern frø)
Grøntsager, som hunde kan tåle
- Sød kartoffel er meget populær og har mindre stivelse og sukker end almindelige kartofter
- Græskar er supersunde, og i USA bruger man græskarmos til dårlige maver
- Broccoli (fibre og C-vitamin, lavt fedt – små mængder)
- Kål (næringsstoffer, antioxidanter – små mængder)
- Gulerødder (fibre, beta-caroten, vitamin A
- Selleri (vitamin A, B og C – fremmer et sundt hjerte)
- Grønne bønner (fibre og kaloriefattige)
- Spinat (små mængder)
- Rødbede
- Zucchini
- Pastinak
- Brændenælde
- Mælkebøtte
- Endivie
- Lucerne m.m.
Lad godbidderne være helt naturlige godbidder – bare tørret kød eller grønt og intet tilsat!
Kom gerne ind i butikken, og få gode tips og tricks til et sundere liv som kæledyr.