Træt af at kigge på vinduer?

 

Hvis pulsårerne i benene kalker til, kan der opstå smerter, når man bruger musklerne. Sygdommen hedder claudicatio intermittens, men kaldes også for vindueskiggersyge, fordi mennesker med denne lidelse ofte må holde små pauser, mens de går tur, for at lindre symptomerne og derfor ofte ses kigge på vinduer for at fordrive tiden imens. En gammel tibetansk urteopskrift med mange års forskning og konkrete erfaringer kan lindre sygdommen.

 

Af Rikke Agersted

 

Synergi frem for koncentration

Tibet har en lang historie bag sig med naturmedicin. Kendetegnende for de tibetanske naturmidler er, at de er komplekse, sammensatte remedier, som næsten alle består af ingredienser fra planteriget. Sommetider tilføjet en lille smule fra mineralriget.

Filosofien bag disse kombinationer er, at ingredienserne arbejder sammen og understøtter hinanden. Alle planter har et væld at virksomme stoffer og hjælpestoffer, og i Tibet anser man alle disse for at være vigtige for, hvordan man optager og udnytter de aktive ingredienser, så man undgår unødvendige bivirkninger, som ofte forekommer, når et virksomt stof koncentreres, og hjælpestofferne fjernes.

Der er lavet mange studier på de tibetanske produkter, som understreger deres virkning og effektivitet i forebyggelse eller lindring af forskellige sygdomme, hvoraf flere er kroniske (kilde: Tibetan remedies in chronic diseases 2006;1 3(S1)V: lll + 32). Mest veldokumenteret er Padma Plus, der har været godkendt som lægemiddel i Schweitz siden 1977. Dengang hed det Padma 28, men skiftede navn, efter nogle få af urterne blev udskiftet med andre tilsvarende. Den unikke urtekombination er kendt for at være antiinflammatorisk, karbeskyttende, sårhelende, antimikrobiel og en antioxidant. Med andre ord en god sammensætning til en sygdom som åreforkalkning.

 

Sygdommen kan forebygges

Vindueskiggersyge kan være smertefuld og i de værste tilfælde også dødelig, idet der kan opstå blodpropper i benene samt koldbrand. Årsagerne er manglende ilt- og næringstilførsel til benene på grund af forkalkningen.

I en metaanalyse fra 2007 gav man 371 personer Padma 28, og 184 personer fik placebo. (” Meta-analysis confirms the efficacy and safety of PADMA 28 in patients with PAOD” fra 2007).

Man undersøgte remediets effekt på perifer arteriel okklusiv sygdom (PAOD), som er et andet navn for sygdommen, der opstår, når en eller flere arterier, som forsyner benene, forsnævres eller aflukkes helt. Konklusionen på metaanalysen var, at Padma 28 er en effektiv og brugbar behandling af PAOD og let tolereres af patienterne. Der var en tydelig forbedring af symptomerne i forbindelse med både sygdommen og den maksimale gangdistance, patienterne kunne klare. En sideeffekt under analysen var forbedringen af patienternes blodsukker, blodtryk samt triglyceridniveau i blodet. Behandlingen kan bruges i alle stadier af sygdommen og vil også have en effekt på andre relaterede sygdomme forårsaget af åreforkalkning og åreforsnævring, konkluderede forskerne.

Nogle af de værste faktorer i forbindelse med udviklingen af vindueskiggersyge er tobaksrygning (herunder også passiv rygning), fed og usund kost, manglende motion, forhøjet blodtryk og inflammation i kroppen. Nogle af de nævnte årsager kan være genetisk disponeret, men det betyder egentlig blot, at man bør have en større opmærksomhed på at forebygge sygdom gennem kost og levevis, end andre nødvendigvis behøver at have.

 

Blodkarrene bliver stive og fulde af plak

Åreforkalkning er et andet ord for vindueskiggersyge og handler helt enkelt om, at blodårerne eller venerne i benene bliver fyldt af plak, som snævrer blodkarrene ind og dermed mindsker den indre diameter på blodkarrene, så blodet har sværere ved at løbe igennem. Små kar kan blive fuldstændig forstoppede. Det kan være svært at få nok ilt og næringsstoffer ud i alle afkroge af benene, og derfor opstår smerterne i musklerne. De mangler simpelthen ilt.

Ved pauser under gåturene kan musklen nå at komme sig lidt og få mere ilt pumpet til, hvilket er årsagen til, at man hurtigt kan fortsætte igen. En gåtur vil dog altid være kendetegnet ved mange korte stop for at afhjælpe symptomerne på iltmangel i benene.

Plak i blodkarrene øger risikoen for blodpropper, og på benene risikerer man at få sår, der ikke vil hele, fordi nogle af de mindste blodkar dør af åreforkalkningen, så der ikke kommer nok ilt, immunstoffer og næringsstoffer til såret i helingsprocessen. I slemme tilfælde kan sårene udvikle sig til koldbrand, og eventuel amputering af tæer eller en del af benet kan være den eneste mulige behandling.

Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at hvis der er åreforkalkning ét sted i kroppen, så vil der højst sandsynligt også være det andre steder. Det vil altid være relevant at kigge på sine kost- og motionsvaner, når de første spæde symptomer opstår. Dertil kan suppleres med relevante kosttilskud, fedtsyrer af den rigtige slags samt andre ting, der kan have en gavnlig effekt. Symptomer på åreforkalkning opstår først, når problemet er blevet relativt alvorligt. Det skyldes, at symptomerne først mærkes, når blodforsyningen hæmmes, og på det tidspunkt er der allerede plakaflejringer i blodkarrene.

 

Inflammation kan være udløsende årsag

Mange lider af inflammation i kroppen som en bagvedliggende og medudløsende faktor ved vindueskiggersyge. Inflammation er kroppens måde at reagere på fremmede stoffer som vira, bakterier m.v., der skal bekæmpes. Immunforsvaret sender hvide blodlegemer og forskellige kemiske stoffer til området, der skal have hjælp, og det resulterer i en reaktion med varme, hævelse og eventuelt smerter. Inflammation i kroppen kan skyldes forkert kost. I den vestlige verden spiser vi alt for meget omega-6 i forhold til omega-3. Det betyder, at kroppen kommer til at lave nogle inflammatoriske stoffer fra de “overskydende” omega-6 fedtsyrer, som i sidste ende kan lave ravage i kroppen og er medvirkende til en lang række inflammatoriske sygdomme, hvoraf åreforkalkning blot er en af dem.

Når fedtsyrerne indtages i et balanceret forhold, skabes der proinflammatoriske stoffer, som har den modsatte effekt af de inflammatoriske. Det ideelle forhold mellem omega-3 og omega-6 er 1: 2 – 4. Lider man af hjertesygdom er forholdet kun 1: 2. I forhold til vindueskiggersyge skal man være opmærksom på, at åreforkalkningen også kan sidde i hjerteblodkarrene, så en kraftig reduktion af omega-6fedtsyrerne er vigtigt.

 

Inflammationshæmmende urter

En af de gode virkninger ved den tibetanske urteblanding Padma Plus er den inflammationshæmmende virkning. D. 13. juni 2013 offentliggjorde en flok forskere en undersøgelse på Padma 28 (nu Padma Plus) og effekten på mus. De omregnede den anbefalede menneskelige dosis til musene og den svarede til 5,8 mg. Man gav den ene gruppe mus denne “normale” dosis og en anden gruppe en dosering på kun 0,058 mg.

Konklusionen på undersøgelsen var, at den tibetanske recept er god til fysiologisk angiogenese, hvilket betyder, at den stimulerer nye blodkar til at vokse ud fra de eksisterende. Undersøgelsen viste dog, at det faktisk var den lave dosis af midlet, som havde den bedste effekt, hvis man vil undgå en forringelse af granulocytternes funktion i forhold til sygdommen, hvilket altså er en langt lavere dosis end den, man normalt anbefaler for produktet.

(Dorota M. Radomska-Leśniewska, Piotr Skopiński, Marcin Niemcewicz, Robert Zdanowski, Sławomir Lewicki, Janusz Kocik, Ewa Skopińska-Różewska og Wanda Stankiewicz rapporten “The Effect of Anti-Inflammatory and Antimicrobial Herbal Remedy PADMA 28 on Immunological Angiogenesis and Granulocytes Activity in Mice”)

 

Mange studier på den tibetanske blanding

Tre forskere sammenholdt og udgav d. 13. juni 2013 en sammenfatning af 29 forsøg med Padma Plus. Sammenfatningen indeholdt en metaanalyse, 21 kontrollerede forsøg og syv åbne forsøg. Resultatet var, at i 11 af forsøgene var åreforkalkning i benene den sygdom, hvor der var størst fremgang med urtesammensætningen. Produktets effektivitet blev også påvist i andre vaskulære (karrelaterede) sygdomme i seks af forsøgene samt i forskellige inflammatoriske sygdomme (i 12 af forsøgene).

(Clinical studies on the efficacy and safety of Padma 28, a complex herbal formulation from Tibetan medicine: an overview Cecile Vennos 1Jörg MelzerReinhard Saller).

 

De aktive stoffer i Padma Plus er tanniner, bioflavonoider, fenoliske syrer, fenoliske alkoholer samt terpener.

 

Padma Plus indeholder 22 forskellige ingredienser. Der er 20 forskellige plantedroger samt kamfer og kalciumsulfat. Man tager to kapsler to gange dagligt.

 

Omkring 250.000 danskere menes at lide af åreforkalkning. Omkring 50.000 af disse har problemer med benene.

 

Gode råd ved åreforkalkning – og særligt i benene

  • Kvit smøgerne, hvis du er ryger. Undgå ligeledes passiv rygning.
  • Motionér mindst 30 minutter dagligt. Gang er godt og styrker benene. Man må gerne gå, selvom det begynder at gøre ondt, og indtil man ikke kan mere.
  • Er du overvægtig, er det en god idé at tabe nogle kilo.
  • Skær kraftigt ned på sukker og salt i maden.
  • Balancér dine fedtsyrer i kosten. Undgå friture, hård stegning og fedtkanter på kødet samt meget fedt kød. Mange tror, man helt skal undgå det mættede fedt. Det skal man ikke, da kroppen også har brug for disse fedtstoffer, men kvaliteten af det mættede fedt er afgørende. Økologisk smør og kød fra græssende dyr samt uraffineret kokosolie er fine mættede fedtstoffer.
    Brug smør og kokosolie i begrænset mængde. Spis gode omega-3-fedtsyrer fra fisk og skaldyr. Rejer er særligt gode, da de også indeholder astaxantin, som er en vigtig antioxidant. Skær ned på de mange planteolier, og spis i stedet nødder, mandler, frø, kerner, avokado, havtorn osv. for at få de forskellige sunde fedtstoffer derfra.
  • Spis masser af fuldkorn, grønt, frugt, herunder især dadler, granatæbler, æbler og blåbær. Ingefær og peanuts er også gode i kosten, når åreforkalkningen skal tæmmes.
  • Mellem en til fem kopper kaffe dagligt skulle også have en reducerende virkning på risikoen for at få åreforkalkning.
  • Lider du af inflammation i kroppen, bør du spise en inflammationsreducerende kost kombineret med ovenstående råd. Det betyder blandt andet en kraftig reduktion af omega-6-planteolier og et balanceret forhold mellem omega-3 og omega-6 i kosten. Du kan læse meget mere på www.sund-forskning.dk

 

0 0 vote
Article Rating
Subscribe
Giv mig besked om:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x