100.000 svampe

 

 

Det homøopatiske hjørne

Så kom det livsbekræftende forår endelig med fornyet håb om, at tiderne normaliseres snart … og så ikke et ord mere om corona …

 

Af Thomas Kjærsgaard
Lægemiddelkonsulent og heilpraktikker

 

Det homøopatiske hjørne vil denne gang handle om en af de mest voldsomme belastninger, vi kan få, men samtidig også en af de mest ubehandlede tilstande. Nemlig overvækst af svamp i kroppen.

En vigtig del af kroppens samlede mikroorganismer, også kaldet mikrobiota, er svampe. De udgør en vigtig og naturlig del af vores tarmsystem, men kan ved overvækst forbindes til forskellige sygdomme. Der er ca. 100.000 forskellige svampetyper i kroppen. Heraf er ca. 300 kendte for at kunne skabe problemer. Det er vigtigt at påpege, at svampe slet ikke er ensbetydende med sygdom eller negativ påvirkning af kroppen. Hos raske er der kun ca. en candida-svamp pr. en million tarmbakterier. De rejser bare igennem fordøjelsessystemet uden at gøre skade. Problemerne opstår først ved overvækst af svamp, så forholdet mellem svampe og gode bakterier bliver ændret.

Den svamp, man oftest taler om, er gærsvampen candida. Den omfatter ca. 154 arter. Blandt disse ses ofte seks til 10 forskellige ved humane infektioner. Faktisk æder nogle candida-typer andre i samme familie. Candida albicans er den mest udbredte og mest kendte type. Den forårsager ofte trøske i munden og udflåd og kløe i underlivet. Tit ses også candida tropis, candida glabrata, candida parapsilosis, candida krusei og candida lusitaniae som årsag til forskellige candida-infektioner.

Nogle svampe er mest i huden. De kaldes dermafytter. De kan give fod- og neglesvamp, ringorm og infektioner i hårbunden. Candida-svampen kan også være i huden, specielt i lune og fugtige miljøer som i hudfolder, under arme og bryster, i lysken og på kønsdelene. Der kan de give kløe, udslæt og svien.

Andre candida-typer ses mere i kroppens slimhinder. Når de er i overvækst i tarmsystemet, kan de skabe store problemer. Ikke bare for fordøjelsen, men for hele vores organisme. Det skyldes ikke mindst, at svampe jvf. den seneste forskning er med til at danne såkaldt biofilm, der er klumper af slim og bakterier, som er mere resistente over for vores immunforsvar og antibiotika end løse bakterier, der flyder rundt.

Overvækst af candida kan være en alvorlig tilstand, der kan føre til sundhedsmæssige udfordringer, hvis de ikke behandles. Når candida skifter fra ikke-patogen til patogen form, producerer den et rodlignende net, der fæstner sig til slimhinden. Herfra kan sporer, kaldet rhizoider, trænge igennem tarmvæggene og skabe huller i tarmvæggen. Dette kaldes utæt tarmsyndrom. Svampene producerer et giftstof – mykotoksin – der træder ud i kroppen og skaber problemer. Vores immunforsvar vil forsøge at undertrykke denne påvirkning og lave antistoffer. Det kan blive problematisk i det lange løb og starte både allergier og fødevareintolerance.

En utæt tarm gør det muligt for giftigt affald, bakterier og ufordøjet mad at komme ind i blodbanerne, hvilket kan forårsage en lang række tilstande som hudsygdomme, kløe, forskellige autoimmune sygdomme, fordøjelsesproblemer, vaginale infektioner, irritabilitet, koncentrationsbesvær, refluks, hukommelsestab, ledsmerter og infektion, specielt i bihuler og lunger. Det kan få en negativ effekt på vores hjerne og kan forstyrre vigtige biokemiske processer.

Når affaldsstofferne træder ud igennem tarmvæggen, snakker man om et re-toksisk system. Nemlig at affaldsstofferne, som fx leveren en gang har nedbrudt og sendt videre ud af systemet, så kommer tilbage til leveren og belaster den yderligere. Så ser man bl.a. træthed, oppustethed, hovedpine og hudreaktioner, da leveren jo som bekendt ofte bruger huden som losseplads.

Når vi så er trætte, opstår den søde tand, for hjernen mangler energi, så cravings er et kendt symptom på overvækst af svamp.

 

Årsager til en overvækst af svampe

For det første er svamp afhængig af, at der er sukker til at nære den. Så jo mere sukker, især raffineret sukker og andre kulhydrater, vi spiser, jo bedre vil svampen trives. For lidt kostfibre i vores næring vil også give svampen bedre vilkår.

Når vi drikker alkohol, vil både vores leverfunktion og immunforsvar være under angreb. Når leveren skal nedbryde alkohol, lader den mindre toksiske fødevare flyde igennem, bl.a. fedt og sukker, hvilket så nærer svampen. Mykotoksiner producerer også alkoholforbindelsen acetaldehyd, der bliver til ethanol og hæmmer leverfunktionen yderligere.

Har vi fået for mange antibiotikakure uden at genoprette tarmfloraen med probiotika, vil tarmmiljøet blive mere surt og skabe bedre betingelser for svamp.

Et generelt svækket immunforsvar vil give svampen bedre betingelser, da vi danner færre antistoffer, som så ikke kan nedbryde svampen.

Hvis man anvender p-piller, forstyrres kroppens naturlige balance mellem østrogen og progesteron. Dette kan føre til candida-vækst. Overvækst opstår, når svampen binder sig til østrogenet. Det hæmmer over tid østrogenniveauet og gør, at progesteronniveauet stiger. Dette skaber et positivt miljø for at candida, og bakterier kan vokse, da de binder sig bedre til slimhinden i fx mund og underliv.

Mennesker med diabetes har et højt blodsukkerniveau og får oftere problemer med svampeinfektioner i bl.a. munden. Svampen formerer sig hurtigt, hvis der er meget sukker i spyttet. Når sukkerniveauet også er for højt i urinen, kan det skabe overvækst i urinveje og huden omkring kønsdelene.

Når vi er stressede, er der en tilbøjelighed til at spise flere dårlige kulhydrater. Det fremmer igen vækst af svampe. Langtidsstresshormonet kortisol hæmmer desuden bugspytkirtlens produktion af enzymer, så vi fordøjer maden dårligere og påvirkes af ikke-nedbrudt sukker.

Får vi generelt marginalt for lidt ud af den gode mad, vi spiser, medfører det igen et dårligere immunforsvar, der så ikke kan hæmme svampevæksten.

 

Tungmetalbelastning og svamp

Overbelastning af tungmetaller fra amalgamplomber i tænderne kan øge tendens til candida-svamp.

Sammenhængen mellem tungmetalbelastning og svampetilstande er de senere år blevet en anerkendt reaktion. Da Tjernobyl atomkraftværket i 1986 udledte radioaktive tungmetaller, der regnede ned over det sydlige Tyskland, skete der en kraftig vækst af svampe lokalt i naturen. Disse svampe havde et unaturligt højt indhold af tungmetal, der udelukkende kunne tilskrives Tjernobyl-værket. Forskere har de senere år fundet klare paralleller til dette fænomen i den menneskelige organisme.

Ved en tungmetalbelastning vil kroppen forsvare sig mod dette fænomen ved at ”pakke” belastningen ind i svamp. Man bør derfor være opmærksom på denne sammenhæng ved afgiftnings- og antimykoseterapier. Fjernes svampen før metallet, vil der teoretisk set være fare for, at tungmetallet vil gå i frit flow. Metallet binder sig gerne med fedtvæv, og den største koncentration af fedt vi har, er som bekendt hjernen. Tungmetalbelastninger af hjernen viser sig typisk som hovedpiner, hukommelsessvigt og koncentrations- samt indlæringsbesvær.

Ved tungmetalbelastninger bruger jeg oftest kosttilskuddet Chlorella – Den grønne perle og Derivatio H-tabletter. Det sidste er et afprøvet og dokumenteret homøopatisk præparat, der befordrer udledningen af oplagrede tungmetaller, som fx amalgam. Det virker ved at aktivere de vigtigste udskillelses- og lagringsorganer og aktivere fedtstofskiftet, hvor tungmetallerne ofte er lagrede. En kur er en sugetablet en gang dagligt i 50 dage.

Når tungmetallerne så er væk, kan man gå i gang med selve overvæksten af svamp i tarmen. Ikke før, for så risikerer man at frigøre den mængde tungmetaller, svampevæksten tilbageholder. Når vi snakker overvækst af svamp i tarmen, er et af de bedste produkter at anvende grapefrugtkerneekstrakt. Den eneste økologiske og tilladte at tage indvortes hedder CitroPlus.

Historien bag grapefrugtkerneekstrakt stammer bl.a. fra en juicefremstiller i Texas, der undrede sig over, at når det pressede frugtkød blev smidt om bag fabrikken i solen, ja, så kom der aldrig mug på bunken med grapefrugt. Derimod var der altid mug på resterne fra de andre frugter. En kemiker undersøgte skræl, hinder, frugtkød, kerneskal og kernemarv og fandt, at inden i kernerne var helt naturlige og unikke bakterie- og svampedræbende stoffer. Fabrikken solgte ideen til et andet firma, der producerede maling og fugemateriale til vådrum, hvor skimmel og svamp er kendte fænomener. Senere blev biologer interesseret i, om det også virkede på levende organismer og fandt, at denne antimikrobielle virkning også var effektiv på mennesker og dyr.

En kur med CitroPlus på to til tre måneder er en rigtig god investering i en sund tarmflora. Hertil kan man også give probiotika som SymbioLact i en til to måneder, eller hvis der også er træg mave/forstoppelse det præbiotiske produkt SymbioIntest i lige så lang tid.

Med disse ord vil jeg ønske alle en god og svampefri sommer.

 

0 0 vote
Article Rating
Subscribe
Giv mig besked om:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x