Naturligvis om børn og unge

Naturligvis om børn og unge

Nb.! Eye-Q hedder nu Equazen

Her er en stribe små artikler om børn og unge

Om appetit eller mangel på samme, om hvorfor børn skal have vitaminpiller, og gode råd til husapoteket om infektioner.
For ikke at glemme den sunde men ufanatiske madpakke. Alle noter kommer fra Ugebladet Søndag fra 2003, men stadig aktuelle..

Naturligvis i Søndag, uge 7, 2003
Den sunde madpakke
Nu har jeg i snart tyve år undervist her og der og alle vegne i sundere madpakker. Væk med de gamle klemte ildelugtende flade pakker og frem med større bøtter med salater og anden mad, som næsten altid vil være sundere end fire halve med kødpålæg. De kvikke tilhørere vil så gerne vide, hvad de skal ligge i der bøtter med låg på. Tjo, ja, jo – rester fra aftensmaden ! Pak de brune ris ind sammen med rester af kolde kogte grønsager, tilsæt en fiskefrikadelle og… Allerede her har jeg tabt halvdelen af de ellers opmærksomme lyttere, for særligt inspirerende er det jo ikke. Og da jeg aldrig selv spiser medbragt mad men frisk salat fra kontor-køleskabet, så holdt al iderigdom op i samme minut, som jeg plæderede for anderledes madpakker. Derfor er det også med stor lettelse og entusiasme, jeg har læst Beagle Juel-Brockdorffs bog ”Tag madpakken med” (Høst og Søn). Endelig kom den bog, som vi alle har manglet. Om du er til fedtfattig mad, til kød eller ikke-kød, om du er til salater eller sunde frokostpizzaer, så kan du finde masser af ideer til en anderledes madpakke. Selv børn vil slikke sig om munden, når de i stedet for de fladtrykte nu kan åbne bøtter, dåser, æsker med alskens lækker og sund mad. Bogen er fyldt med inspirerende billeder og du behøver absolut ikke være uddannet kok eller stå timer i dit køkken for at opfylde kravene til en bedre frokost. Pyh, hvor er jeg heldig. Nu bliver min undervisning bedre. Og familien Danmarks krav til en sund frokost kan gå i opfyldelse.

Naturligvis i Søndag, uge 37, 2003
Sunde børn bli´r stærke voksne – eller slatne af dårlige madpakker
Al sundhed begynder i tarmen og det gælder sandelig også for lille Marie eller lille Ole som just er begyndt på et nyt liv som skolebarn. De fleste forældre har forstået, at morgenmaden er en vigtig start på skoledagen, og de fleste vil da også gerne sende barnet i skole med en sund madpakke. Men hvad er det egentlig ? Er det rugbrød med leverpostej og spegepølse ? Er det et par gulerødder sammen med en hvid sesambolle ? Spørgsmålet kan være svært at svare på, for der er masser af børn, der tilsyneladende gror som de skal trods et næringsfattigt indhold i madpakken. Leverpostej indeholder salt, proteiner og fedt men ingen vitaminer og mineraler. Spegepølsen indeholder mest fedt, salt og nogle proteiner. Børn vokser af proteiner, men hvis ikke der er rigeligt til stede af vitaminer og mineraler, så kan der let opstår mangler. Mangler som ikke lige er til at se i dag, men som på længere sigt kan skabe symptomer, sygdomme, koncentrationsbesvær, uro i kroppen og et hav af andre problemer. Den hvide sesambolle indeholder hvidt mel, som klistrer i tarmen og i værste fald stjæler b-vitaminerne fra kroppen. B-vitaminer, som netop skal bruges til at skabe energi til hjerne og andre organer. Derfor må vi frem med en anden type madpakke-kultur. Hiv små plasticbøtter frem fra skabene og giv barnet noget af salaten fra aftensmaden, en fiskefrikadelle og en grovbolle med. Hvis dit barn bare elsker spegepølse, så køb en af økologisk oksekød og læg masser af grønt under. Vær med til at danne en ny trend i skoleklassen. Væk med chokolade madder, som på linie med en dårlig spegepølse er ”ikke-mad” og frem med mange små måltider, så dit barn har energi til mange timers indlæring.

Naturligvis i Søndag, uge 6, 2005
Autisme, koncentrationsbesvær og Eye-Q
Nu må jeg altså fortælle om min nevø, Michael. Michael blev født for 13 år siden, hvor det snart blev opdaget, at han faktisk mangler halvdelen af den ene hjernehalvdel. Det giver sig selvfølgelig udslag i en hel del skavanker, han er autist, har koncentrationsproblemer og har ikke meget lyst til at sidde stille på en stol for at lære noget som helst. Sådan er det faktisk stadig, men der er sket en forandring. En forandring som begyndte en måneds tid efter, at han begyndte på Eye Q. Eye Q med sin helt specielle sammensætning af fedtsyrer hjælper børn med indlæringsproblemer, koncentrationsbesvær, ordblindhed eller andre problemer, der er relateret til nervesystem og hjerne med bedre at kunne klare hverdagens store og små opgaver. Der er gedigen forskning bag produktet fra England og Rusland og Eye Q har længe været solgt i udlandet, hvor der bliver ved med at komme enestående rapporter fra nær og fjern. Min kære søster er ellers ikke sådan at bide skeer med. Hun læser psykologi på universitetet og har en naturlig – og irriterende – skepsis mod mange af mine påhit. Men hun gav da Eye-Q en chance efter at have læst forskningen bag. Heldigt for min egen lille Michael. For både pædagoger, lærere og sørme også min søster kan se en forandring til det positive. Michael vil nok altid være autist – han synger som en drøm og kan huske alle sange, han har hørt en enkelt gang. Han vil nok også altid protestere over at skulle lære noget nyt, men han er blevet meget mere vedholdende nu og kan koncentrere sig bedre end nogen sinde. Faktum er, at Eye Q ikke er mirakelmedicin, selvom jeg jo nok synes, at han har en rigtig mirakel-moster… Du kan ringe og få flere oplysninger på tlf.: 63 23 00 02

Naturligvis i Søndag, uge 37, 2004
Lusekur
Nu nærmer tiden sig for en af vores helt store landeplager i børnefamilierne. De små bæster kaldes lus, og er udover et væmmeligt syn, en både kløende, dyr og besværlig fornøjelse at komme af med. Besværlig fordi de ikke bare lige er til at komme af med, og dyr fordi de gængse lusemidler bestemt ikke er billige og ikke altid virker efter hensigten. Lusene elsker varmen i hårstråene på hovedet, som er godt gemt under huer, ridehjelme men ikke så godt gemt at de ikke kan skifte hovedskal i puderummet på fritidshjemmet eller når børnene leger frisør. I gamle dage brugte man petroleum, en skrap anti-kur til håret og absolut ikke særlig sundt. I dag er der heldigvis effektive midler til at forebygge angrebet fra bæsterne: køb Teatreeoil shampoo og brug den mindst to gange ugentligt. Lugten fra de æteriske olier kan få en lus til at finde en anden hårpragt end dit barns. Er uheldet alligevel ude kan den rene olie så at sige få lusene til at tabe pusten, hvor den petroleumslignende lugt får dem til at sprænge indefra og dø. Brug en lusekam til at få de døde lus og deres æg ud af håret og gentag kuren hver anden dag, indtil alle er væk. En lille flaske olie kan række til hele familien hele vinteren. Og lær dit barn at huer, og ridehjelme ikke skal lånes ud til veninden, selvom de plager. For hellere gøre en veninde sur i et par minutter end livet surt om aftenen når krøllerne skal gennem tættekammen for at få alle krybene ud af håret.

Naturligvis i Søndag, uge 47, 2004
Søvnproblemer
Søvnproblemer hos babyer og børn er velkendte og drive selv det bedste forældrepar til vanvid. For udover at få ødelagt sin egen søvn, så er det tydeligt, at det kan gå udover barnets trivsel og vækst. Under søvnen hviler barnet og henter nødvendig energi til en ny dag. Søvnen hjælper barnet til gennem drømme at bearbejde dagens mange indtryk og selv væksthormonerne vil lide overlast, da hele døgnets produktion af det vigtige væksthormon sker i de første timer af søvnen. Små børn sover meget let og skifter cirka hver time imellem den lette og den dybe søvn, mens større børn sveder meget og derfor sparker dynen af sig – for så at komme til at fryse. Nu er der så hjælp at hente fra børnedynen og madrassen, hvor materialet stammer fra rumforskningen, hvor astronauterne bliver udsat for store temperaturudsving. TempraKon dyne, pude og madras udnytter kroppens egen energi til temperaturregulering. Materialet består af en mængde mikroskopiske kugler fyldt med væske. Når kropstemperaturen er for høj, vil væsken optage varme fra kroppen og blive flydende. Når kroppen bliver lidt for kold, stivner væsken og afgiver varmen igen. Kropstemperaturen holdes ikke bare jævn hele natten, men holdes på den mest naturlige sovetemperatur, som er lidt lavere end dagstemperaturen. Madrassen, som også indeholder dun og en speciel skummadras vil give øget velvære til alle børn, og det danske firma, som står bag udviklingen af forskellige produkter baseret på rumfartsteknologien er blevet hædret for deres produkter. Du kan få flere oplysninger på tlf.: 76920100 eller på www.QOD.dk

Naturligvis i Søndag, uge 33, 2005
Sunde tilskud til børn
Ethvert barn fortjener de rette næringsstoffer året rundt og ikke mindst fra nu af, hvor solen begynder at aftage, og vi nærmer os et køligt efterår. Omnimini er en vitamin/mineral tyggetablet, som de fleste kan li´og er meget stærkere end de gængse på apoteket. Følg dosering på dåsen, så den er tilpasset dit barns alder. Fra urteverdenen kan Urtemix anbefales. Produktet indeholder urter, som styrker slimhinder i luftveje og tarmsystem, så de lettere kan modstå virus og bakterier, som luften let bliver fuld af med de overfyldte institutioner. Hyldebærsaft, kamille-og pebermynte te kan de fleste børn lide smagen af, og saften fra hyldebær hjælper mod virus, mens kamille og pebermynte har en beroligende effekt på de små tarme, som let bliver oppustet af for meget Ikke-mad. Ikke-mad er blandt andet de mange fedtstoffer i slik, kager og fra branket mad. Alle sammen fedtstoffer, som bestemt ikke gavner barnets hud og stort set alle hudproblemer kræver de rette fedtstoffer, som findes i bl.a. EPA-GLA+. Kapslerne kan let skæres op og indholdet komme i maden. Et produkt, som har meget lidt med efterår og vinter at gøre, men til gengæld har en særdeles god effekt på indlæring er Eye-Q og hvorfor ikke begynde skoleåret på aller bedste vis. Eye-Q har en særdeles god forskning bag sig til koncentrationsproblemer og alt indenfor evne til at lære noget nyt. Er dit barn uroligt om natten kan en enkelt dråbe lavendel på hovedpuden gøre underværker. Og sådan kan jeg blive ved. For der er faktisk mange fine løsninger til børn fra naturen. Vel at mærke løsninger som både forebygger og helbreder.

Naturligvis i Søndag, uge 2, 2005
Manglende søvn
Jeg bliver rigtig ofte ringet op af forældre, som er ved at gå ud af deres gode skind, fordi deres små puslinger bare ikke kan sove. Og det er da også årsag til mangen en skilsmisse, for manglende søvn eller at blive vækket alt for mange gange om natten er et velkendt torturmiddel. Kan du nikke genkendende til problemet, har du forhåbentligt talt med din sundhedsplejerske om spise-og sovevaner. For nogle børn er faktisk sultne, mens andre børn bliver urolige af for meget mad lige før sovetid. Du har sikkert også checket, om der er god udluftning uden træk i soveværelset, ryddet husstøvmider ud, som kan genere luftvejene og sørget for, at der er mørke og ro, så dit lille pus ikke bliver vækket af forstyrrende faktorer udefra…Måske har du også en ide om, at dit barn skal sove tidligt, men i virkeligheden ikke har brug for lige så meget søvn, som andre børn i samme alder? Når alle disse faktorer er undersøgt, så kan du forsøge med en dråbe lavendelolie på hovedpuden. De æteriske olier trænger stille og roligt ind gennem næsen og beroliger nervesystemet. Et dejligt roligt bad før sengetid med stearinlysene tændt, beroligende musik og måske lidt blid massage kan også gøre underværker. Hvis ikke virkningen indtræder indenfor en ti dages tid, så gå til kinesiolog med dit barn. De kan med metoder, som måske virker lidt fremmede for dig, men helt uskadeligt for barnet, få aflastet krop og sind, så I alle kan få et liv med en normal døgnrytme og få fjernet nogle af de faktorer, der ellers kan få enhver ellers normalt fungerende voksen til at blive skingrende vanvittig.

Naturligvis i Søndag, uge 3, 2005
Mellemørebetændelse
Det er ikke kun småbørn, som kan få mellemørebetændelse. Mange unge og voksne kan berette om, hvor forfærdelige smerter det er, og det er ikke underligt, at både børn og voksne bare ønsker sig langt bort, når smerterne melder sig. Som regel er det en forkølelse, som får lov til at sætte sig, og skabe infektion i det lille eustakiske rør, som forbinder næse og mellemøre, så man ikke længere kan udligne trykket, og den lille trommehinde står spændt og udspilet. Et prik i hinden hos ørelægen kan være ren lise, men fjerner ikke infektionen. Her skal måske penicillin til, men det er værd at forsøge at forebygge med et godt Echinacea produkt. InSinus eller BioStrath kan være et væsentligt supplement, da begge produkter indeholder urter, som på hver deres måde styrker både immunforsvar og de små sarte slimhinder. Selvom dit barn ikke er allergisk overfor mælkeprodukter er det helt nødvendigt at undgå ”alt hvad der kommer ud af yveret på en ko” så længe infektionen raser, for mælk danner slim, som sætter sig og forlænger sygdomsforløbet. Og når vi nu er ved slimhinder og immunforsvar: de har brug for de rette vitaminer og mineraler til at fungere optimalt, og her er A- B-og C-vitaminer, silicium, zink og kobber nogle af de vigtige næringsstoffer. Du skal ikke selv eksperimentere med de enkelte mineraler. Få gode råd hos helsekosten eller læs mere på nettet. Helt akut kan du skære et løg i skiver, pakke det ind i et tyndt klæde og lægge det op til øret. Faktisk kan persille i øret også hjælpe, men der må ikke være hul i trommehinden. Lad dit barn sidde op hele natten med puder i ryggen og varm klude til at holde op til øret. En dråbe håndvarm olie i øret kan også fjerne en del af smerterne. Varm olien op på varmeapparatet, så du er sikker på, at den ikke bliver for varm…Endelig kan du gøre meget ved at massere det yderste af 4. og 5. tå, hvor øre-zonerne befinder sig.

Naturligvis i Søndag, uge 6, 2005
Hyperaktivitet og autisme
Et børnehospital i Stockholm blev så imponeret af en undersøgelse i England over Eye Q s virkning på børn med hyperaktivitet eller autisme, at de nu iværksætter endnu en undersøgelse på 50 børn, som testes for hyperaktivitet, koncentration, læse-og skriveformåen. I tre måneder får halvdelen af børnene dagligt seks kapsler Eye Q og de øvrige ”snyde-kapsler” Efter en ny test får alle børnene eye Q i tre måneder inden den afsluttende test. I England så man allerede efter nogle ugers behandling at børnenes opmærksomhed skærpedes med op til 400 %. Mange af dem begyndte at skrive læseligt, og prøver viste, at de ikke længere var hyperaktive. Børnene blev også mere åbne, fik større selvfølelse og havde lettere ved at kommunikere. Det er den ledende uddannelsespsykolog, Madeleine Portwood i Durham, som stod for den engelske undersøgelse og alt i alt oplevede hun dramatiske forbedringer i børnenes trivsel, koncentration og evne til at lære. I Sverige håber man, at midlet kan afløse den hidtidige behandling med amfetaminpræparater. At lige netop Eye Q virker anderledes end andre fiskeoliepræparater, skyldes det højere indhold af omega 3 fedtsyren EPA. 60 procent af hjernens tørvægt består af fedt og deriblandt EPA. Senere års forskning har bevist, at EPA regulerer omsætningen af hjernens fedtsyrer, og at underskud af disse fedtsyrer påvirker hjernefunktionen negativt. I Danmark sælges Eye-Q hos Matas, helseforretninger og apoteker. Du kan få mere at vide om produktet ved at ringe på tlf.: 63 23 00 02.

Naturligvis i Søndag, uge 8, 2005
Spiseforstyrrelser
Selvom anorexi (spisevægring) som regel betragtes som en sygdom, der alene skyldes mentale årsager, kan behandlere verden over rapportere om ganske fine resultater med kosttilskud og ernæring. Og jeg vil påstå, at appetitløsheden, som hyppigt opstår i teenageårene, sagtens kan begynde med for lidt mavesyre, så der rent faktisk ikke er lyst til mad. For instinktivt føles mad som noget, der ligger tungt i maven eller giver kvalme uden store ildevarslende symptomer, så man søger læge. Faktisk kan der for rigtig mange med spiseforstyrrelser spores problemer med fordøjelsen helt tilbage i førskolealderen… Det kan også påvises, at langt de fleste med spiseforstyrrelser mangler vigtige vitaminer og mineraler i deres daglige kost og det er netop disse næringsstoffer, der skal sørge for en korrekt mængde mavesyre og enzymer til at nedbryde maden. At der så hos kvinder med stærke spiseforstyrrelser opstår en mental overbygning, som stadig skal afhjælpes hos dygtige psykoterapeuter, er et faktum. Men kun at behandle det psykiske aspekt, er lige så galt som at tro, at det hele kan klares med en almindelig vitamin-og mineralpille. Behandlingen af spiseforstyrrelser bør foregå i et tæt samarbejde mellem læge, psykolog/psykoterapeut, og specialister i ernæring, og vel at mærke terapeuter, som tør kigge længere end til de officielle ideer om, hvor mange vitaminer og mineraler vi har brug for i vores dagligdag. Dagsdoser, som knap nok passer til mennesker, der i forvejen er sunde og absolut ikke er høje nok til at afhjælpe kroniske problemer som en spiseforstyrrelse er.

Naturligvis i Søndag, uge 12, 2005
Hvad er mad, og hvad er ikke mad?
– Går du i skole og er skoletræt, behøver det ikke at være matematik, der er kedelig, tysk for svært og dumme lærere. Det kan også bare være fordi, du ikke fylder din krop med sunde stoffer fra morgenstunden. Kører du på knallert, vil du jo heller ikke hælde petroleum i benzintanken, vel? Du skal have næringsstoffer, så din hjerne kan lytte og få ting ned på papiret, få enden til at sidde stille på stolen og få kroppen til at holde sig oprejst gennem hele dagen, så den ikke slasker sammen hen over bordet, og hjernen lander mellem fødderne. Selvom du ikke har lyst til morgenmad med Cultura/mælk og en god musli (uden chokolade og andet mærkeligt ”ikke-mad”) så spis en lille portion alligevel. Skift de kedelige leverpostejmadder ud med din ynglingsmad, og det kan sagtens være fiskefrikadeller med din ynglingsremoulade, en halv kylling med salat til eller bare groft rugbrød med fedtfattigt pålæg. Sodavand er gift sammen med chips, udhulede franskbrød med flødeboller eller hvad du ellers plejer at mæske dig med i frikvarteret. Og man kan godt spise en banan eller et æble på vej til fodboldsbanen… Det er faktisk bevist, at du kan få højere karakterer blot ved at spise sundt – så på med vanten og ryd køleskabet for al det usunde og gå foran kammeraterne med både energi, bedre karakterer, og et bumsefrit fjæs – en herlig sidegevinst ved sund mad. Er du bare rigtig træt, så køb en dåse Omnimin og en pakke Arctic Root. Arctic root er afprøvet af soldater efter de har været på stroppetur hele natten, og de løste deres opgaver meget bedre end dem, som fik snydepiller…

Naturligvis i Søndag, uge 25, 2005
Børn er ikke kræsne
Børn er ikke kræsne. De har blot en fordøjelse, som ikke fungerer optimalt! Det er noget af en påstand, men gennem 23 år har jeg fulgt børn i alle aldre. Forældre, som har været bekymrede for deres børns dårlige spisevaner, hvor de kun vil spise spagetti med kødsovs eller hovedsageligt har søgt mælkeprodukter, som deres eneste livret. Men uanset hvilken mad, barnet har hang til eller søger at undgå, så kan en stor del af forklaringen findes i fordøjelsen. For mangel på mavesyre og deraf mindre produktion af galde og enzymer fra bugspytkirtelen giver problemer med at fordøje lidt tungere ting, og barnet vælger den mad, der let glider ned i stedet for de grovere ting fra fuldkorn, grønsager og frugter, som alle tvinger kroppen til at danne de rette fordøjelsessafter. Er alle børn så syge? Næ, det er mere en sund reaktion på syge kostvaner. For vores mad er i dag så raffineret, at selv grønsagerne er dyrket, så de passer bedre til nutidens ganer. En artiskok indeholder ikke længere de samme gode bitterstoffer, som hjælper fordøjelsen, og blikket kan flakke hvileløst rundt i supermarkedet for at finde de gode gedigne stoffer, vi har så godt af. Urter, som var så almindelige i fordums tid, er forsvundet og erstattet med Cultura med 18 stykker sukker for ikke at nævne cornflakes og Guldkorn. Urtemix fra Bidro er et godt bud på et produkt som i en måned eller to kan give andre kostvaner. Urterne aktiverer fordøjelsen, så det fysiske kræsne mønster kan blive brudt. Tilbage står så lige også det psykiske mønster. Er det dig som forælder, der bestemmer, hvad der skal på spisebordet?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *