Vi har brug for en ny måde at forstå sundhed på – og det kræver, at vi tør vende tilbage til det grundlæggende
Af Nanna Kirkebjerg, læge og founder af Lucia Care, og Søren Bregendal, partner i Lucia Care
Vi står i en tid, hvor sundhed er blevet et spørgsmål om trends. Det ene øjeblik faster vi, det næste tager vi injektioner – alt sammen i jagten på hurtige løsninger. Men i jagten mister vi det væsentligste: forståelsen for mennesket som helhed.
Vi har brug for en ny måde at tænke sundhed på. Eller rettere: Vi har brug for at genopdage en gammel måde, hvor kroppen ikke adskilles fra følelser, tanker og livsomstændigheder. Hvor symptomer ikke blot dulmes, men ses som signaler – ikke fejl, men kald til forandring.
Jeg har som læge set, hvad der sker, når vi reducerer sundhed til symptombehandling. Når patienter med stressrelateret eksem eller autoimmune sygdomme alene får steroidcremer og ingen hjælp til at forstå, hvorfor kroppen reagerer. Når mennesker, der kæmper med vægt, får medicin, der dæmper appetitten ved at fremkalde kvalme og ubehag – uden at blive hjulpet til at ændre vaner, livsrytmer og relationer. Vi hopper direkte til medicinen – og springer mennesket over.
Men kroppen glemmer intet. Når viljen er udbrændt, når nervesystemet er presset, og når hverdagen leves på pligt frem for lyst, reagerer kroppen. Den siger fra gennem hud, søvn, fordøjelse, smerter. Det er ikke svaghed. Det er visdom.
Det bliver endnu tydeligere, når vi forstår, hvordan kronisk stress påvirker kroppen på biologisk niveau. Nyere forskning viser, at vedvarende psykologisk belastning kan føre til lavgradig, systemisk inflammation, som påvirker centralnervesystemet og medvirker til udvikling af depression – bl.a. ved at svække blod-hjerne-barrierens integritet (Frontiers in Psychiatry, 2023). Med andre ord: Kroppen reagerer ikke vilkårligt. Den svarer igen – og forsøger at fortælle os noget.
Sygdommen som spejl – og mulighed
Jeg har selv oplevet det. Midt i opbygningen af en stressklinik med høje idealer og mange forpligtelser ramte sygdommen mig. Min krop slog ud i psoriasis. Jeg ammede, jeg drak for meget kaffe, jeg sov for lidt – og jeg havde ikke lyttet til mine egne signaler. Huden – vores grænseorgan – sagde nej. Den sagde: Nu er det nok.
Det blev et vendepunkt. Ikke fordi jeg havde fejlet, men fordi jeg endelig forstod. Jeg havde brugt min vilje forkert. I stedet for at følge en indre drivkraft var jeg begyndt at køre på pligt, krav og præstation. Jeg havde, som mange andre, overskredet mine grænser i forsøget på at gøre det rigtige.
Mange af mine patienter står samme sted. De møder muren. Ikke fordi de er svage, men fordi de har været stærke for længe. Fordi de ikke har fået hjælp til at opdyrke det, som burde være fundamentet i enhver sundhedsindsats: lyst, nærvær og evnen til at handle indefra.
Vi taler meget om motivation, men forstår alt for lidt om vilje. Viljen er som en muskel – den skal trænes, næres og beskyttes. Mange mennesker bruger hele deres dagsration af vilje allerede inden frokost. De bruger den på pligter, to-do-lister, præstationer. Når dagen er omme, er der ikke mere tilbage til dem selv.
Og det er netop her, sundhed bør begynde. Ikke med endnu en kur. Ikke med endnu et krav. Men med en forståelse af, hvordan vi nærer vores vilje. Hvordan vi skaber de indre og ydre rammer, der gør det muligt at vælge os selv – igen og igen.
Når sundhed begynder med vilje, nærvær og relation
I Lucia Care taler vi om at genskabe kontakten til kroppen og til menneskets egne rytmer. At skabe rum for stilhed, fordybelse og refleksion. At stille spørgsmål, ikke diktere svar. Først når et menneske føler sig set og forstået – ikke dømt – bliver ansvar og forandring muligt.
Det kræver tid, nærvær – og relation. Studier har vist, at det ikke kun er medicinen i sig selv, der virker, men måden, den gives på. Et randomiseret forsøg med patienter med irritabel tyktarm viste, at placebo havde langt større effekt, når det blev givet i konteksten af en empatisk, tillidsfuld behandlerrelation (Kaptchuk et al., 2008). Lægen som menneske betyder noget. Måden, vi bliver mødt på, er i sig selv en del af behandlingen.
En af de mest oversete dynamikker i vores sundhedssystem er netop forholdet mellem autoritet og ansvar. Når lægen siger: “Du skal tage dette” uden dialog med patienten, opstår modstand. Ingen – hverken børn eller voksne – trives med at blive fortalt, hvad de skal, uden at blive inviteret med ind i forståelsen.
Vi må derfor spørge anderledes. Ikke: “Har du taget din medicin?” Men: “Hvad tror du selv, der ligger bag dine symptomer?” For i dét spørgsmål ligger en respekt. En invitation. Et ansvar.
Det nye er ældgammelt – og virkningsfuldt
Der er i dag omfattende forskning i virkningen af musikterapi, naturterapi og meditation. Patienter efter større operationer restituerer bedre med grøn udsigt og ro. Vi ved, at smerter dæmpes, når mennesker føler sig trygge og set. Og vi ved, at angst og stress kan mindskes markant gennem bevidst åndedræt og nærvær. Fx har moderne hjerneforskning vist, at regelmæssig mindfulness-meditation skaber målbare ændringer i hjernens struktur – herunder områder, der regulerer hukommelse, empati og følelsesmæssig stabilitet (Tang et al., 2015).
Alligevel implementeres denne viden kun langsomt. Ikke, fordi den ikke virker – men fordi den ikke passer ind i et system, der er struktureret omkring symptombehandling, tidsmangel og økonomisk effektivitet.
Men vi kan vælge anderledes. Vi kan insistere på en medicin, der arbejder med – ikke imod – kroppen. Som ikke blot handler om at overleve, men om at leve. Det kræver mod. Og det kræver mennesker, der tør gå forrest.
I bund og grund er det, vi længes efter, ikke nyt. Det er ældgammel visdom: Ro, rytme, natur, kontakt, åndedræt, heling. Det er forbindelsen mellem krop og sind, mellem tanke og handling, mellem mennesket og det liv, det lever.
Lucia Care tilbyder ikke mirakler, men rum. Et sted, hvor det hele menneske kan få lov at være til stede. Et sted, hvor symptomer ses som budbringere. Og hvor sundhed ikke handler om kontrol – men om forbindelse.
Det er tid til at skabe et sundhedssystem, der ikke blot holder mennesker i live, men hjælper dem med at leve.
De tre studier:
https://www.frontiersin.org/journals/psychiatry/articles/10.3389/fpsyt.2023.1130989/full
Det er tid til at skabe et sundhedssystem, der ikke blot holder mennesker i live, men hjælper dem med at leve.
Nanna Kirkebjerg, læge
