Lola Jensens gode råd – som er gode til alle børn – også dem der er ekstra følsomme:

 

Lær dit barn at kende

For det første bliv klog på netop dit barn, lad være med at sammenligne det med andre og nyd så dit barns særegenhed og indret omgivelser efter det.

 

Skærm dit barn af fra første færd

Du ved jo ikke på forhånd om dit barn er mere følsom end de fleste, og uanset sind og temperament så gælder det, at jo mere tryghed og enkelhed desto mere robust bliver barnet. Sørg for forudsigelighed, struktur og at begrænse indtryk. Babyer skal sove det samme sted, og slæber man dem alligevel med i Bilka, så hæng en ble foran, så du skærmer barnet mod lys og lyde. Og husk, at babybio, babysvømning, baby-cafe og baby-rytmik hurtig kan blive alt for meget for ét barn. Større børn skal have lov at holde fri for fritidsklubben, undlade at deltage i legegrupper og fem ugentlige fritidsaktiviteter, som kan virke overvældende. Hjælp dem med at indlægge pauser i hverdagen.

 

Hjælp barnet til finde ro og finde ind i sig selv igen

Det kan sagtens være med 20-30 minutters fjernsyn med Traktor Tom for 117 gang. Gentagelser og genkendelighed skaber tryghed. Skab et “helle” i hjemmet, hvor barnet kan holde pause og lade op/ være sig selv. Vi har alle brug for at ”finde tilbage til os selv” efter en dag ude i det effektive samfund. NB! Computerspil og lignende er ikke afslappende. Forskere kan se, at frontallappen er aktiv deltagende ved spil. Ved sovetid er det godt med faste rutiner som først tandbørstning, så nattøj og så en godnathistorie. Rutiner giver forudsigelighed og tryghed.

 

Lær barnet at forstå sine følelser og oplevelser

Måske kan 11-årige Frederik ikke holde ud at se et af de mange Stem-ud-og-hjem tv-programmer hjemme hos vennerne, fordi deltagernes følelser går rent ind og hans moralske kompas træder i kraft. Her kan du hjælpe barnet med at anerkende sig selv og sit følsomme væsen ved at oversætte situationen: ”Du har sådan en fin retfærdighedssans, og derfor er det ikke et godt program for dig at se”.

 

Overskuelighed og ikke for mange valgmuligheder

Mange børn har madpakker med 10 forskellige sølvpapirpakker og snacks, men børnene drukner i udvalget. Børn, der er ekstra følsomme vil bare have en overskuelig madpakke uden dikkedarer. Drop demokratiet, hvor børnene skal være med til at træffe alle valg lige fra tøj, aftensmad og ferie-destinationer. En klar, autentisk og tydelig autoritet giver ro.

 

Inddrag ikke børnene  i alle dine projekter

Når mor går på 5:2 den ene uge og palæo den næste og tilmed højlydt underholder børnene med sine bestræbelser på at undgå kulhydrater bliver de forvirrede, når der pludselig alligevel er optjent point til en magnum is. Vær entydig i det du siger og det du gør. Det handlerom at være let at læse. Når du sender klare signaler sparer du dit barn for uforholdsmæssig mange ressourcer på at aflæse, hvordan du har det.

 

Undgå tidspres

Sørg for at have tid til omskiftene – fx en rolig morgen og undgå at proppe weekenderne og fritiden med aktiviteter fra morgen til aften. Hellere tid til fordybelse og nærvær end en masse oplevelser/ aktiviteter/legeaftaler osv.

 

Ros dit barn og anerkend dit barn

Sæt positive ord på barnets adfærd og styrkesider. Fx når det bemærker detaljer eller stemninger. Når du roser/ anerkender dit barn, for det, det er fx sensitiv, så styrker du barnets selvværd. Fx kan du hvis barnet ikke straks kaster sig ud i at lege med de andre børn sige ”Du har brug for at kigge på nogen gange, det er helt ok. Det er godt du mærker efter”.

 

Hold op med navlepilleriet

Hold nu op med at væres så selvoptaget. Tag dig tid til dit barn i stedet for at stræbe efter det perfekte liv.

 

Den store far, mor & børn

Læs alle Lola Jensens erfaringer gennem 30 år i håndbogen ”Den store far, mor & børn”, hvor Lola – i sin karakteristiske, uhøjtidelige og slagfærdige stil – fortæller alt, der er værd at vide for småbørnsforældre i dagens Danmark.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *