Fra autoimmun sygdom, 140 kilo overvægt – til en sprudlende og ufanatisk sportskvinde

 

 

Jeg mødte Sandra for flere år siden, altid glad, altid i træningstøj og næsten altid med hendes rynkefjæs af en hund ved sin side.

 

Af Marianne Palm
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – februar/marts 2019

 

Normalt møder jeg Sandra på Amager Strand, løbende på en me-mover eller på Lyngbyvej hængende i en TRX-sele, hvis hun altså ikke lige med sin fløjte og høj musik får en masse stædige kvinder til at svede, så det svier i øjnene, og kroppen bliver koksrød af de mange step, armbøjninger og vægtløft.

Men lige i dag har vi sat hinanden stævne på cafe Jurfood, et hyggeligt lille sted med smukt anrettede brunchmuligheder, sådan 25 stk. at vælge imellem.

Der er alt lige fra små stegte pølser til den lækreste grape dyppet i en hemmelig creme, og ja, 25 retter blev det dog ikke til, men fem af slagsen gjorde os selskab, mens Sandra løftede sløret for hendes rejse fra 140 kilo overvægt fyldt med medicin, til en Sandra, der efter min bedste mening, nu er normalvægtig, men nej, fortæller Sandra, jeg er først normalvægtig, når jeg om syv kilo kan få lov til at få fjernet al den overskydende hud. Det er BMI, der bestemmer det, og lige det fænomen kommer vi tilbage til.

 

Da min søster blev dræbt i en trafikulykke …

Det var en tragisk trafikulykke for 11 år siden, der fik Sandra til at tage skeen i den anden hånd. Hendes storesøster, Anette, blev dræbt på stedet og efterlod sig en familie, der i forvejen hang i laser. Deres far, som ikke længere var en del af familien, var alkoholiker, da de var børn (nu tørlagt), brormand misbruger (også på rette vej), og Anette, der var sygeplejerske, var sammen med deres mor, Sandras eneste holdepunkt, hendes redningsplanke, som forsøgte at få Sandra ud af de mange hospitalsindlæggelser, som havde været en del af Sandras liv, siden hun var helt ung. Sandra og Anette formåede sammen at bryde ud af den sociale arv med hjælp fra deres mor.

Men det blev Sandra selv, der fik løftet åget af sine skuldre. Da Anette døde, blev det starten på en rejse ud af alle symptomerne fra en ødelæggende, autoimmun sygdom, Lupus. Gennem 17 år fik Sandra mange forskellig typer medicin, heriblandt prednisolon og specielle typer af kemo for at forsøge at stoppe immunsystemets bombardement på kroppens eget væv. Smertestillende var også en trofast følgesvend, og kun morfin kunne holde de værste smerter fra kroppen.

 

 

Syg af sukker

Det var søsterens død, som fik Sandra til at tænke over sin livsstil, der siden barndommen har været fyldt med ekstremt meget sukker.

Sukker var en belønning, når Sandra skulle tie stille om, at de lige havde været forbi købmanden og drikke øl. Sukker var også en måde at hygge sig på og et forsøg på at få familien til at se normal ud og gøre noget godt.

Men det er bearbejdningen af barndommen og de meget aktive valg senere i livet som voksen, der i dag gør Sandra til en vigtig medspiller for andre med særlige udfordringer. Hun har selv været der, hun ved, hvad der skal til for at holde op med at spise på sine følelser eller bruge det som belønningssystem.

 

Bivirkningerne gav de samme symptomer som selve sygdommen

Sandra vidste dengang intet om en sundere livsstil, og de tilbud, hun fik til træning hos fysioterapeuter m.m., var et no-go.

– Jeg var bare i starten af tyverne, og de satte mig til at træne med gamle gigtplagede mennesker. Jeg havde ikke gigt, men lupus, og i virkeligheden masser af stærke muskler under mit fedtpanser, fortæller Sandra, mens vi gnasker lidt grøntsager i os.

– Og jeg var ikke gammel, men led af fedme, kraftigt styret af medicinen, hvor netop vægtproblemer er en af bivirkningerne. Faktisk var det lige der, det gik op for mig, at jeg fik de samme symptomer af medicinen, som selve sygdommen består af, fortsætter Sandra.

– Det fik mig til at trappe ud sådan stille og roligt og samtidig skynde mig ud af mit gamle liv og skifte alt ud. Jeg trappede langsomt ud af kemoen, var allerede trappet ud af prednisolonen, men morfinen havde jeg brug for gennem længere tid, så jeg kunne være sådan nogenlunde smertefri til at dyrke motion.

– Morfinen var jeg dybt afhængig af efter 17 år på højdosis, og da ingen ville hjælpe mig, måtte jeg tage en kold tyrker, fortsætter Sandra, og det kan ikke anbefales, men var eneste udvej på det tidspunkt.

 

Bliv konge i dit eget liv

– Jeg droppede al sukker, alt hvidt brød og begyndte at drikke hørfrøolie i min grøntsagsjuice og spise grøntsager hver dag. Olien hjalp til at stabilisere mit blodsukker og fjernede også min sukkertrang. Jeg begynder min dag med masser af protein fra æg, dem spiser jeg to af hver morgen, jeg spiser grøntsager og hørfrøolie til, og sådan fortsætter min dag. Grøntsager, fisk, kylling, kød og alt sammen uden at være fanatisk, mens vi spiser lystigt af det langsomt hævede brød.

– Mit bedste bud er at spise som konge om morgenen, som en dronning til frokost og som lille prins til aftensmad. Og så er der i øvrigt altid 12 timers minus-mad mellem aftensmad og morgenmad. Det er intet problem, hvis du blot har spist sundt hele dagen. Starter jeg derimod med andet end protein og fedt om morgenen, så kører det ad Pommern til resten af dagen. Og man bliver for slap til at træne, det bliver bare til en nedadgående spiral og en stigende vægtkurve. Meget hurtigt endda.
Så beslut dig for at være konge i dit eget liv. Og lad den lille prins skabe glæde over alt andet end ædeflip om aftenen. Gå dig en tur med din hund – eller uden hund – drik te og vand. Og leg! En tur på me-moveren i solnedgangen sammen med andre me-movere, blinker Sandra til mig, mens hun nipper af den hjemmelavede nutella skabt af cafeejerne, uden sukker, men alligevel smækkerlækker og sød.

 

Et forløb over flere år men altid på rette vej

– I begyndelsen tabte jeg mig rigtig meget, efter stop med kemo og prednisolonen, men kostændringer fra en sukkergris til en grøntsagsbavian tog mig til det næste niveau. 50 kilo stille og roligt over 10 år, dog meget intensivt de sidste fem år. Men det har ikke været sådan en dans på roser. Det har været hårdt arbejde, hvor jeg heldigvis har kunnet træne flere gange om dagen. Nogle gange får jeg trænet alt for meget … så får jeg influenzasymptomer om natten, og så ved jeg, at nu skal jeg stoppe op, så jeg ikke ryger durk tilbage i de gamle symptomer…

Sandra fortsætter eftertænksomt: – For sygdommen er der jo nok derinde et eller andet sted, det er bare år og dage siden, jeg har mærket noget til den, slutter Sandra, mens hun skæver til uret. For hun skal lige nå at træne nogle glade roere udi vægttræning, og jeg ved, at hvis vejret ellers havde været til det, ville hun være strøget af sted på sin me-mover, mens jeg finder hen til min handicapbil.

 

Tilbage til noget om BMI

I udlandet og hos de bedst uddannede slanketerapeuter i Danmark har man for længst forladt BMI som det væsentligste parameter for, om du er tyk eller særlig overvægtig. For du kan sagtens have masser af tunge muskler, og dem har du brug for, når du skal tabe dig. Lægerne vil ikke fjerne Sandras løse hud, før hun har tabt syv kilo mere, for så er hun på normal BMI. Siger lægerne. Heri er jeg slet ikke enig, hvad jeg også lige fortæller Sandra på vej ud ad døren, ud til en blæsende vinterdag, hvor Sandra drager hjem til sit elskede væsen, i daglig tale kaldet Rynkefjæset, en fransk bulldog, der i dag er sportkvindens faste ledsager rundt i København til alle hendes træningstimer – dog kan han endnu ikke være med på me-moveren, men det arbejdes der på … hvis hun ikke lige er i gang med en omsorgsfuld indpiskning af andre store og mindre store mennesker, men hvor nogle af dem har udfordringer med sygdom eller efter en lang sygdomsperiode.

– Der er plads til alle, store, små, glade og mindre glade. Så kom og bliv glad, siger Sandra, mens hun vinker til mig.

Og jeg kører hjem til min romaskine, fyldt op af spændende brunch og en beretning, der motiverer mig til endnu en tur med vægtene på stuegulvet.