Som privatpraktiserende børneyogalærer og krops-/psykoterapeut har Emmamaria Vincentz mange års erfaring inden for anvendelsen af yoga som terapeutisk aktivitet for børn og unge med udviklingsmæssige udfordringer.
Af Marianne Palm og Benedikte Mikkelsen
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – august/september 2018
Da Emma Maria, som er specialist i yoga og børn, mødte børneergoterapeut Julie Broge, der er specialist i sanseintegration til børn og unge, opstod der en helt ny måde at anskue yogaens muligheder for børn på. Begge har de en pårørende tæt i familien med særlige behov og har set den virkning, yogaens visdomsteknikker og de dertilhørende aspekter kan have for livskvalitet og trivsel.
I den daglige praksis arbejder de begge med barnet og familie omkring tilpasning af yogaens helhedsorienterede aspekter til barnets daglige omgivelser og rutiner samt udvælgelsen af aktiviteter, der giver mulighed for at opnå berigede sanseinput, som passer til barnets behov.
Yoga som terapi
Vigtige parametre i yogaterapi er: at rense – styrke – stabilisere. Øvelserne udføres langsomt og i samspil med åndedrættet, hvormed der opnås en mere dybdegående virkning.
Hvilke teknikker?
Yogaen har mange forskellige teknikker at gøre godt med og bliver altid tilpasset barnets behov. Hvilke øvelser/teknikker, der kan være særligt anvendelige for dit barn/unge, kan du se på www.sund-forskning.dk, hvor du også kan læse mere om teknikkerne, hvad de kan bruges til, og hvem der har forsket i det.
Også til børn med særlige udfordringer
Ganske overordnet støtter yoga tre væsentlige faktorer for trivsel og sundhed.
- Beroliger kroppen
- Beroliger åndedrættet
- Beroliger sindet
Ved at skabe balance i nervesystem og i musklerne via øvelser skabes der meget nemmere sunde organer, der kan være sygdomsforebyggende og skabe ro til bedre koncentration, indlæring og til at have et meget bedre forhold til sig selv og sine omgivelser.
Uden evnen til at afspænde og slappe af vil kroppens fine balance forrykkes, og risikoen for sygdom øges.
At lære vores børn teknikker til at finde ro i krop og sind er en af de bedste investeringer, vi som voksne kan gøre for vores børn.
Når vi er fokuserede og i en tilstand af afspændt opmærksomhed, har vi optimale betingelser for at lære.
Det allerbedste ved yoga er manglen på præstation. Yoga er en konkurrencefri disciplin, hvor den eneste, du konkurrerer imod, er dig selv. Her er alle vindere, der er ingen dogmer og påbud om at se ud på en bestemt måde. Yoga er derfor et stærkt og effektivt redskab i arbejdet med børn med udfordringer såsom sanseintegrationsforstyrrelse, Autisme Spektrum Forstyrrelser, ADHD, indlæringsvanskeligheder, CP, diverse syndromer, OCD, angst, depression, stress & spiseforstyrrelser.
Gennem yoga lærer barnet at finde sit potentiale og ressourcer, hvilket giver et positivt afsæt for udvikling gennem et terapeutisk forløb med barnet.
Ønsker du at vide mere om, hvad yoga kan gøre for dit barn, kan du kontakte Emma Maria og Julie, der begge tilbyder yogaterapi på individuel basis og uddanner fagfolk og forældre.
Læs mere på www.lilleyogahus.dk eller www.sensations.dk