Godt at kende til fermentering !

 
 
Fermentering har aldrig været mere populært end nu. Og det er faktisk helt med rette. Fermentering er nemlig en af de absolut mest gavnlige metoder til at skabe indre balance samt et sundt helbred.
 
Kort fortalt betyder fermentering ”forgæring”/”gæring” og omhandler de processer, hvor levende celler, især mikroorganismer, frigør kemisk energi fra sukkerarter eller andre organiske molekyler under iltfri eller næsten ilt-fri betingelser.
 
 
Af Caroline Fibæk, naturopath ibm og madskribent
Opskriften blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – april/maj 2015
 
 
 
Hvorfor er fermentering sundt?
Fermenteringen er en fantastisk måde at omdanne sukker og andre kulhydrater til organiske syrer til konservering af forskellige fødevarer. Gennem processen kan man fx omdanne frugtsaft til vin, kornsorter til øl og surdej samt kefir og kombucha, som udvindes fra bl.a. bakteriekulturer.
 
Du kan nemt booste de gavnlige bakterier i tarmen på mange måder. Et dagligt tilskud af mælkesyrebakterier har en særdeles gavnlig effekt på fordøjelsen og derved også en gavnlig effekt på mange andre processer i kroppen.
 
Og det er netop derfor, fermentering er så sundt. En sund mikroflora indeholder et sundt balanceret forhold mellem de gode og dårlige mikroorganismer. Denne balance beskytter din tarmflora mod skadelige, patogene bakterier og svam-pe. Den sørger tilmed for en sund pH-værdi i hele mikrofloraen, så der dannes B- og K-vitaminer. Derudover sørger bakterierne for at lette optagelsen af kalk, jern, magnesium og andre mineraler.
 
I vores tarmsystem findes der over 500 forskellige mikroorganismer, der skaber flow i tarmfloraen. Sammen skaber de en sund balanceret symbiose (samliv), som kræver en overvækst af de symbiotiske bakterier. Mikrofloraen holder gang i de mange processer i tarmen ved hjælp af mælkesyrebakterier. Derfor giver det rigtig god mening at fermentere.
 
Eksempler på fermenterede fødevarer er: Miso, tofu, tempeh, kimchi, sauerkraut, surdej, kvass, pickles, vin, cider, eddike, sojasauce, ost, yoghurt, kefir, kombucha etc.
 
Her får du en nem opskrift, så du allerede i dag kan komme i gang med at fermentere.
 
 
ANANAS KVASS
 
Det skal du bruge:
1 liter vand
1/2 ananas, i tern og uden skræl
 
 
Sådan gør du:
Hæld vand og ananas i et helt rent glas. Det er vigtigt, at glasset ikke fyldes helt. Lad der være ca. 5 cm luft i toppen af glasset, da kvass kan danne meget kulsyre.
 
Luk glasset, og lad det stå ved stuetemperatur i 24-48 timer. Sørg for at åbne glasset morgen og aften for at undgå overtryk i glasset.
 
Filtrer frugtstykkerne fra, og opbevar på køl for at forhindre yderligere fermentering.
 
Din ananas kvass er nu fyldt med gavnlig mælkesyre, og den skal gerne boble lifligt. Drik den afkølet i løbet af de næste dage.