Sundhedssttyrelsen (SSt) påstår indirekte, at de gør. Det er i hvert fald, hvad man kan udlede af SSt’s regler i forbindelse med frivillig bloddonation.
Her er det nemlig sådan, at man får fire måneders karantæne som bloddonor, efter at man har været hos en ikke-lægelig akupunktør. Dette sker, fordi man mener, at donorens blod i givet fald kan være under mistanke om at være smittebærende. Akupunktur udført af autoriseret læge medfører ingen karantæne.
Disse karantæneregler kan man kun tolke derhen, at SSt er af den mening, at ikke-lægelige akupunktører ikke bruger sterile nåle. Og dermed snyder i forhold til deres bestalling. Alligevel godkender og registrerer SSt indirekte ikke-lægelige akupunktører.
Det sker på følgende måde:
En akupunktør kan blive RAB-behandler. RAB er en beskyttet titel, der betyder ”Registreret Alternativ Behandler”. For at blive det, skal man være medlem af en af de to brancheforeninger, der af SSt er godkendt som registreringsansvarlige, nemlig Praktiserende Akupunktører (PA) eller Danske Akupunktører (DA). Disse foreninger registrerer kun medlemmer med tilstrækkelig uddannelse, herunder også kendskab til korrekt nålebrug.
Når man er RAB, har man altså indirekte SSt’s godkendelse for, at man har en tilstrækkelig uddannelse, og at man er bekendt med og underordner sig påbudet om brug af sterile engangsnåle.
Det er selvmodsigende, når SSt i sine karantæneregler for bloddonation ret så klart antyder, at de af SSt (indirekte) godkendte akupunktører udsætter deres patienter for at blive inficeret med smittefarlige bakterier (fx hepatitis B). Hvad er det, SSt mener, at de registrerede akupunktører gør forkert i forhold til de lægelige akupunktører?
Både hos læger og ikke-lægelige akupunktører er reglerne klare: man skal bruge sterile engangsnåle. SSt antyder altså, at RAB genbruger brugte nåle eller ikke har en tilstrækkelig hygiejne.
Normalt skulle vi jo mene, at statens institutioner ikke udstikker selvmodsigende regler. Derfor må vi tro, at den foreskrevne karantæne for bloddonorerne må gælde akupunkturbehandlinger modtaget af andre end RAB behandlerne, dvs. de der ikke lever op til kravene i registreringsordningen, eller de der ikke ønsker at være registreret.
Hvorfor ville en RAB akupunktør genbruge nålene? Det kunne enten ske ved sjusk, for at spare penge eller for bevidst at sprede smitte.
Sjusk: Ville en husmor/far lægge brugt bestik tilbage i køkkenskuffen efter endt gæstebud? Enhver husholdning har et system, så rent og beskidt service ikke blandes sammen. I en akupunkturklinik er der en fast procedure, hvor nålen lige inden indstik tages ud af sin sterile pakning og placeres direkte i patienten. Efter endt behandling fjernes nålen og anbringes efter brug i en dertil godkendt nålebox. Boxene med de brugte nåle afhentes jævnligt af kommunens afdeling for farligt miljøaffald.
At spare penge: En standard akupunkturnål koster 20 øre. Det er ikke sandsynligt, at nogen ville være så nærig eller fattig at bryde reglerne for så lille et beløb.
Bevidst at sprede smitte: Her ledes tanken hen på psykopater. Så vidt jeg ved skaber man ikke love, endsige statslige regler af frygt for psykopater. Dem kan ingen regler eller lovgivning alligevel beskytte imod. Desuden findes der psykopater lige så vel blandt læger som ikke-læger.
Jeg har været med helt fra starten og har praktiseret akupunktur i København i snart 20 år. Dengang var vilkårene vanskelige. På grund af en ulykkelig højesteretsdom tilbage i 80’erne blev akupunktur betegnet som et operativt indgreb, og SSt’s retningslinjer blev efterfølgende bestemt til, at der optimalt skulle være en læge tilstede ved udførelsen af akupunktur. Som mindstemål skulle der være en supervisionsaftale med en lægelig akupunktør, hvis man som ikke-lægelig ønskede at udføre sit erhverv. Dette var inden de ikke-lægelige blev ordentligt organiserede, og deres stemme i SSt vandt ikke gehør overfor de ret så krigeriske læger.
Situationen dengang blev nemlig yderligere vanskeliggjort på grund af ufred imellem lægelige og ikke-lægelige akupunktører. Lægernes sammenslutning, Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur, havde en paragraf i deres vedtægter, som forbød sine medlemmer at gå i samarbejde omkring supervisionsaftaler. Det betød, at det var næsten umuligt at finde en ærlig lægelig akupunktør som supervisor.
For at forstå det urimelige i SSt’s daværende krav om lægesupervision skal man vide, at man for at udføre traditionel akupunktur ikke behøver lægelig forståelse af symptomer, da man ser på de energetiske ubalancer, der er årsag til symptomerne, og ikke på selve symptomerne. Man griber behandlingen an fra en helt anden synsvinkel, og selvfølgelig er det fint at have studeret sin fysiologi og patologi, men der ligger en helt anden forståelse af kroppens funktioner til grund for behandlingen. I min daværende supervision brugte jeg meget tid på at forklare min lægesupervisor, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og knap så meget tid på selve supervisionen – hvad skulle han også supervisere mig med? Han havde et 120 timers kursus i akupunktur, jeg havde 3.280 timer.
Endelig kom der formandsskifte hos de lægelige akupunktører, den ulykkelige eksklusionsparagraf blev fjernet fra deres vedtægter, og tonen blev gradvist mere afdæmpet. I 2007 blev det tilladt for ikke-lægelige akupunktører at praktisere uden lægeopsyn. Nu kunne vi praktisere frit.
Denne historiske gennemgang har været nødvendig for at forstå, at en lille rest af den gamle tvist desværre er blevet hængende i SSt’s korridorer. Karantænereglerne for bloddonation vidner herom.
Der er mangel på blod i blodbankerne. Hvis man ændrede reglerne, så det, der gælder for lægelige akupunktører også gælder for RAB akupunktører, ville man tiltrække flere sunde donorer. I den efterfølgende laboratoriescanning og behandling af donorblodet, der foregår inden brug til blodtransfusioner, ligger der en garanti for sundhedsmyndighederne, at de kan bære både den livrem og de seler, som de nu mener, de gør ved at have karantæneregler, der retter sig mod akupunktørerne.
I min akupunkturklinik har jeg flere patienter, der har glæde af at donere blod og er kede af reglerne. Enten må de fravælge bloddonationerne eller akupunkturbehandlingerne i månedsvis. Praktiserende Akupunktører har lige siden foreningens stiftelse i 1991 kæmpet med SSt for at få fjernet karantænereglerne for RAB akupunktørernes patienter. Senest har PA’s bestræbelser givet et lille resultat i den rigtige retning, så at reglerne er blevet ændret fra 6 til 4 mdr. fra sidste akupunktur-behandling.
Hvorfra kommer SSt’s blinde tro på lægernes pålidelighed? Hvornår vinder den ikke-lægelige RAB akupunktør tillid hos SSt? Hvornår bliver disse irrationelle karantæneregler ophævet?
