Store og alvorlige ord i en lang overskrift, men det er også de ærlige ord på væggen – og vægten: I de vestlige lande og andre lande, der efterligner os, er der en sundhedsrisiko, der overskygger næsten alt andet. Det kaldes det metaboliske syndrom, det slår os ned og ihjel. Sådan stille og roligt. Dominobrikkerne bliver samlet gennem et langt liv. Og et tilsyneladende fnug af et problem kan sætte dem alle i bevægelse, indtil de ligger ned.
Af Marianne Palm
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – juni/juli 2018
Vi opdager det ikke altid, før vi står midt i miseren: Vi tager på, vi får konstateret forhøjet kolesterol og forhøjet blodtryk, og desværre kommer det hele snigende, så man næsten ikke opdager, at vi er blevet ofre for det metaboliske syndrom. At det er et syndrom, hentyder til, at det er en hel række af dominobrikker, der vælter i kroppen og ikke blot en enkelt brik, der skal ændres lidt på.
Det metaboliske syndrom er kendetegnet ved:
- Overvægt
- Insulinresistens (forklaring følger)
- Forhøjet kolesterol
- Forhøjet blodtryk
Tre af problemerne er lette selv at få øje på eller at få målt hos lægen, værre er det med den såkaldte insulinresistens, som først kan måles i blodprøver, når symptomerne har sat sig til et problem. Men du kan opdage dem mange år før, hvis du ikke lader hånt om symptomerne. Symptomerne, som er mangeartede, kan dog også handle om andet end insulinresistens, så gå til læge eller andre fagpersoner, der kan guide dig.
Kort fortalt handler det om, at vores kroppe af mange forskellige årsager ikke længere reagerer almindeligt på sukker (kulhydrater) i alle mulige afskygninger. Bugspytkirtlen danner den insulin, der er brug for, men kroppens celler får det sværere og sværere med at reagere på sukker. Det ender med, at den ikke længere er i stand til at lukke sukkeret ind i cellerne. Det svarer til at have den korrekte nøgle, men en lås, der ikke virker. Låsen er i det her tilfælde en celle og dens cellemembran, som ikke længere reagerer, fordi den ikke får tilført de grundlæggende stoffer, den skal bruge for at være velfungerende. Og måske fordi forskellige gener fra vores forfædre blander sig.
Af grundlæggende stoffer kender man i dag til vigtigheden af de rette fedtsyrer, man kender til chrom og magnesium samt en stribe af madvarer og urter, men der er stadig dele af låsemekanismen, man ikke har forstået og hele svaret på det metaboliske syndrom ligger ikke i blot at ændre spise- og motionsvaner og at få kolesterol- og blodtrykssænkende medicin. Der skal arbejdes helt grundlæggende med hele kroppens ve og vel – og det skal helst være, før symptomerne har meldt deres indtog. Nedenfor kan du finde nogle af dominobrikkerne, men ikke dem alle, for vi kender ikke det fulde billede endnu.
Genetikken spiller en rolle
At der er nogle genetiske forhold, der gør sig gældende, er ingen i tvivl om længere. Hvor nogle familier kan skovle grillmad, chips og flødeskum ned i deres åbenbart velfungerende tarmsystem, sådan helt hæmningsløst, kan andre familier det ikke. Med andre ord er der ingen grund til at pege fingre ad hinanden. Familiens historik handler ikke om social slagside, slaphed og mindre intelligente familiemedlemmer, det handler i høj grad om, hvordan cellerne formår at reagere på de kendsgerninger, de bliver udsat for.
Det hele begynder som regel meget tidligere …
De første symptomer er ikke diabetes! De første symptomer er mangeartede og bør tages meget mere alvorligt. Og ja, de starter ofte mange år før, man får konstateret diabetes 2.
Her er blot nogle af advarselssignalerne
Ustabilt blodsukker, træthed, svingende humør, pludselige anfald af sukker- og madtrang, vægt der går op og ned, mest op, hormoner, der driller lige fra 30-årsalderen, trang til alkohol og smøger, trang til at løbe fra det hele. Og meget lille trang til at motionere, fordi kroppen er flad for energi. Og en af følgesvendene er stress. Ikke nødvendigvis den stress, der mest mærkes i hjernen, men den stressbelastning hele kroppen udsættes for, når vi spiser for meget junk, sukker, for meget alkohol, ikke får motioneret. Ja, alle de ting, som vi egentlig godt ved, vi bør gøre.
Måske ligger nøgle og lås lige her
Et af de helt store problemer, som ikke er beskrevet særlig tydeligt, er problemet med stress og som ovenfor nævnt ikke blot defineret som en hjerne, der er holdt op med at fungere, som den plejer. Stress skal binyrerne sammen med hjernen og det øvrige hormonsystem håndtere, og i nogle familier bliver stress til vægttab, hos andre bliver det til vægtforøgelse, især den meget synlige af slagsen, som breder sig hen over bugen. Her er det især kortisol, som dannes af binyrerne, der sammen med adrenalin og noradrenalin bliver sat på prøve. De tre ting i forening kan skabe den allerstørste ravage, og metabolisk syndrom kan blive en følgesvend, for de tre hormoner skal regulere vores kroppe, så vi sover om natten, holder os vågne om dagen og er i balance så meget som muligt. Og måske er det lige netop her, kimen til vestens allerstørste problem ligger. Det metaboliske syndrom forsvinder først fra europakortet, når vi har lært at håndtere travlhed, følelser, energi, traumer og alt det andet, der kan plage det moderne menneske.
Ordet stress dækker over mange tilstande
Fra det engelske sprog har vi stressors, på dansk kaldes de stressorer, og i biopatien/naturopatien kalder vi det belastende faktorer. Det er alt sammen betegnelser for de påvirkninger, kroppen bliver udsat for. For meget sol er en stressor, for lidt er det samme. For meget sukker er en stressor, for lidt ditto. En sur chef en enkelt dag er en lille stressor, en sur chef året rundt er en stor. Der er et hav af belastende faktorer, og vi har vel at mærke brug for dem alle til at udvikle sig, der skal bare ikke være en overflod på én gang. Nogle af dem er meget tydelige – vi er ikke i tvivl om, at de udgør en belastning. Så er der de små og mere usynlige. Hvordan vi kryber sammen sådan bare en lille smule, hvis vi bliver udsat for uretfærdighed. Hvordan vi lukker af, lidt eller meget, hvis der er en følelse af irritation, vrede, ked-af-hed, mismod eller andre følelser, vi ikke lige kan håndtere her og nu. Så stress kan være meget synlige faktorer (og stress kan forveksles med travlhed), og stress kan være meget usynlige problematikker, som vi hober op og vælter ned i kroppen. Måske lige ned til en tarmkatar eller nogle fedtceller, der står parat til at være bufferen i dit liv. Lige ned til nogle binyrer, som gang på gang sammen med resten af kroppen har forsøgt verdens bedste overlevelsesstrategi, og det gør den såmænd stadig. For umiddelbart er det sundt nok med nogle fedtceller, man kan ophobe sin stress i. Når bare det er i rimelig mængde. Og hermed får man åbnet for et balkort, hvor det bliver dans med Djævelen og andre uhyrligheder; det er her, dominobrikkerne gør sig klar på scenen, hvor de stiller sig op på række efter række og venter på det sidste og afgørende signal. I nogle dominorækker er det en pegefinger fra en sur ægtemand, i andre rækker er det den kvælende fornemmelse af ikke længere at kunne være i egen krop, og i andre rækker af brikker kan det være ferien med alt for meget sukker og alkohol.
Netop derfor kan ingen læge og ingen forsker udpege én synder, ét sted at sætte ind. Ingen fitnesstræner kan pege fingre ad bugfedtet og sige, at det blot skal trænes væk, og ingen kan bare blive vegetar (hvis det ellers kunne være en løsning). For tænk, hvis det er frugt og grøntsager med særlig sammensætning af kulhydrater, du ikke kan tåle.
Ovenfor er blot nogle ganske få belastende faktorer nævnt, der er mange flere, og de kan hver især fylde en hel bog eller et helt liv for den, der gerne vil forske i det.
I biopatien/naturopatien deler vi disse belastende faktorer op i nogle kasser for at bevare overblikket:
- Fysiske faktorer som fx brækkede ben og andre fysiske skader på kroppen.
- Biokemiske – mangler og forgiftninger
- Mikrobiologiske – vores forhold til den store mikroflora på og i kroppen
- Mentale/sociale/spirituelle – hvordan har du det med dig selv?
- Genetiske – hvad har du med dig af gode og mindre gode gener?
Der er utallige symptomer, som kan pege hen mod metabolisk syndrom, hvor vejen fører videre til diabetes, kredsløbsproblemer eller andre sygdomme.
Den usynlige dræber?
10 til 15 % af alle voksne i den vestlige verden har det metaboliske syndrom. Dvs. hver sjette til syvende dansker har metabolisk syndrom. Og det er ofte, uden at de selv ved det. Er du det mindste i tvivl, bør du gå til lægen. Ved en tidlig aktiv egen-indsats kan du nemlig stadig forhindre de mange alvorlige sygdomme, der kan opstå af syndromet. Men ikke via en pille. Ikke kun via motion. Men ved at reducere så mange belastende faktorer som muligt og i øvrigt gøre dit til at skabe så god en regulering af hele kroppen, så du har noget at stå i mod med. Så du kan være den bedste udgave af dig selv så mange af døgnets timer som muligt, så ingen sure chefer eller sure kvindfolk kan nå dig. Så der er overskud til at sige fra og til at lave den gode mad.
Drop skyldfølelsen, styr skuden på ret kurs
Lad være med at få skyldfølelser – dem kan du ikke bruge til så meget, for det er også den genetiske arv, der driller. Gør alt for at sejle uden om generne ved at forebygge, hvis du kan se, at familien har metabolisk syndrom. Og gør noget aktivt for at vende skuden den rette vej, hvis stress, insulinresistens eller andre faktorer har overrumplet dig.
Terapi, meditation, lange gåture? Rynker du på næsen af terapi, så prøv det alligevel. Du kunne gå hen og blive overrasket.
På de næste mange sider i bladet vrimler det med tips til et velfungerende blodsukker, et energirigt liv og forebyggelse af både metabolisk syndrom og diabetes 2.
