Latinsk navn: Bupleurum falcatum L.
Dansk navn: Seglbladet‑Hareøre
Engelsk navn: Hare’s Ear Root
Kinesisk navn: Chai Hu*
Familie: Apiaceae Droge: Rod
Beskrivelse
En let, flerårig plante med træede, lysebrune aromatiske, cylindriske rodstokke og ovale blade ved basis. Stængelbladene er mindre og smallere og ofte seglformede. Stængelen er hul, gule sammensatte blomsterskærme, frugten furet og oval. I Kina bruges også Bupleurum chinense, som kemisk ligner B. falcatum, men indeholder mindre saponiner. (vi har desværre ikke noget tilgængeligt foto af planten)
Aktive indholdsstoffer
1.7-2.8% triterpen-saponiner bl.a. saikosaponiner a, b1, b2, b3, b4, c ,d, e og f (a og d er de mest aktive). (1-3)Indeholder desuden alpha-spinasterol, pectinlignende polysakkarider (bupleuraner). (4)
Egenskaber
Inflammationshæmmende, nyre- og leverbeskyttende, styrkende, sveddrivende og modvirker hoste. Traditionelle egenskaber: bitter og afkølende, normaliserer fordøjelsen og støtter leveren. En af de vigtigste leverurter i Kina. (5, 6)
Farmakologi
Det er sandsynligt, at saponinerne har indvirkning på hypothalamus-hypofysesystemet. (8) I forsøg med rotter har brugen af saiko-saponiner hæmmet dextran forårsaget ødem og granulering af væv forårsaget af crotonolie. (6) Bupleurum falcatum hæmmer syntesen af prostaglandiner. (3) Saikosa ponin-d hæmmer kemikalie-forårsaget inflammation af nyrerne. (6)
- Inflammationshæmmende: De aktive stoffer i drogen hæmmer inflammation ved at fremme udskillelsen og virkningen af hormoner fra binyrebarken (glukokortikoider).(7) Kortikosteron virker mere effektivt ved tilsætning af Bupleurum ekstrakt (øger aktiviteten af lever-tyrosin-amino-transferase). (3)
- Andre virkninger: Indvortes virker Bupleurum falcatum sveddrivende og hæver kortvarigt blodsukkeret (drogen stimulerer udskillelsen af ACTH fra hypofysen og fremmer derved produktionen af kortisol fra binyrerne). (5) Indsprøjtning med saikosaponiner og saikogeniner stimulerer immunsystemet (stimulerer produktionen og aktiviteten af makrofager). (8)
- Kliniske forsøg: Forsøg med renfremstillede stoffer fra drogen kan ikke umiddelbart overføres til brugen af ekstrakt af hele planten. Det er dog sandsynligt, at oral indtagelse af ekstrakt baseret på roden har en lignende, omend mildere effekt (10%). Desværre er der kun foretaget få kliniske forsøg med drogen. Et forsøg undersøgte urtens febernedsættende egenskab. 98.1% af patienter med influenza og 87.9% med forkølelse havde nedsat feber i løbet af 24 timer. (1) Andre forsøg har vist, at indsprøjtninger med drogen er effektiv i behandlingen af hepatitis og leverforstørrelse (alene eller sammen med Salvia miltiorrhiza). (1)
Indikationer
- Leversygdomme: Akutte og kroniske leversygdomme, også leversygdomme forårsaget af giftstoffer. Blandes i Kina med Salvia miltiorrhiza som anvendes imod blodstase. (5)
- Mavesår: Bupleuraner og saikosaponiner hæmmer udviklingen af mavesår, muligvis ved at hæmme produktionen af mavesyre og hæmme garvestoffers ætsnende og proteindenaturaliserende virkninger. (8)
- Milten: Forstørret milt. (6)
- Cancer: Anvendes i forbindelse med kemoterapi. (2)
- Autoimmune sygdomme: Kroniske inflammationstilstande, specielt autoimmune sygdomme, bl.a. autoimmune lever‑ og nyresygdomme. (5, 6) Fremmer effektiviteten af gluko-korticoidpræparater og hæmmer binyrebarksvind. (7)
- Akutte infektioner: Akutte infektioner og sygdomme kendetegnet af ophobning af affaldsstoffer. (6) Forkølelse med feber og kuldegysninger. Kronisk hoste.
- Kvindelige kønsorganer: Uregelmæssig menstruation (8).
- Hypoglykæmi: Saikosaponiner kan hæve blodsukkeret ved at hæve niveauet af glukokorticoider og fremme glykogensyntesen i leveren. (1)
- Traditionelle kinesiske traditioner: Udmattelse, organprolaps (livmoder, rektum), forstyrret menstruation, sygdomme i mavetamrkanalen, leversygdomme, forstørret lever, feber med kuldegysninger. (8)
Kontraindikationer
Ingen kendte.
Bivirkninger
Bupleurum falcatum har en svag beroligende effekt hos enkelte patienter og kan muligvis forårsage let diarré og tarmluft (især i større doseringer). (6) Alle saponinholdige urter kan forårsage kvalme og surt opstød.
Toksicitet
Ingen giftvirkninger ved anbefalet dosering. (2) LD50 i mus for oral administration af rene saikosaponiner: 4.7 g/kg (lav toksicitet). (8)
Dosering
Tørret droge: 1,5-6 g tre gange daglig. (8) Ekstrakt (1:2) i 45% alkohol: 25‑60 ml ugentlig. (6)
Kombinationsforslag
Bupleurum falcatum kan blandes med Silybum marianum, Cynara scolymus, Taraxacum officinalis, Schisandra chinesis, Astragalus membranaceus og Salvia miltiorrhiza i behandlingen af leversygdomme. Kan blandes med Echinacea arter i behandlingen af akut infektion som influenza.
Referencer
1. Chang, H and But, P: Pharmacology and Applications of Chinese Materia Medica, World Scientific, Singapore (1987) 2. Dong, Y.Y. and Luo, S. Q. Chung Kuo Chung Yao Tsa Chih, 14, 678, & 703 (1989) 3. Tang, W. and Eisenbrand, G: Chinese Drugs of Plant Origin, Springer-Verlag, Berlin (1992) 4. Yamada, H et al: Planta Medica, 57, 555 (1991) 5. Bone, K., Burgess, N., McLeod, D., How To Prescribe Herbal Medicines, 2.ed. Warwick MediHerb Ltd., (1992), s. 15 6. Bone, K., Post Graduate Course in Phytotherapy, Warwick MediHerb (1990) 7. Nose, M. et al: Chem Pharm Bull (Tokyo), 37, 2736 (1989) 8. Bone, K.: MediHerb Professional Newsletter, 50 & 51, (1996) 9. Hiai, S. and Yokoyama, H. : Chem Pharm Bull, (Tokyo), 34, 1195 (1986) 10. Ohuchi, K., et al Planta Medica, s. 208-211 (1985) 11. Hashimot,M. et al, Planta Medica, 401-403 (1985) 12. Chang, H. M. et al, Advances in Ch. med. materials Res, World Sci. Publ. Singapore (1985) 13. Shibata, M.; Yakugaku Zasshi, 90, 398, (1970) 14. Takagi, K. and Shibata, M.: Yakugaku Zasshi, 89, 712, (1969) 15. Takagi, S. et al.: Yakugaku Zasshi, 106, 671, (1986) 16. MediHerb, 31st May 1995 Dose Report, ikke udgivet