Godt nyt til folk, der lider af migræne

Hovedpine og migræne - august 2024

 

Tilbagevendende migræne kan være stærkt ødelæggende for livskvaliteten, men en undersøgelse viser gode resultater med stoffet selen.

Af Bjørn Falck Madsen

Hvis du er en af de uheldige, der med jævne mellemrum rammes af en hovedpine, der føles som at få flækket hjerneskallen med en økse og må mørklægge soveværelset og vente på, at smertehelvedet aftager – så ved du, hvor invaliderende migræne kan føles. Omtrent 14-15 procent af verdensbefolkningen lider af problemet, og de eksisterende behandlinger er ikke udpræget effektive og er desuden forbundet med en række bivirkninger. Derfor kommer det som en rigtig god nyhed, at stoffet selen ser ud til at have en positiv indvirkning, både med hensyn til hvor ofte migræneanfaldene opstår, og hvor alvorlige de er.

Bekæmper oxidativt stress

Man ved, at migræne er forbundet med øget oxidativt stress og forhøjede niveauer af malondialdehyd (MDA), som er en markør for oxidativt stress. Eftersom selen indgår i nogle overordentligt virkningsfulde antioxidantforbindelser og netop bekæmper oxidativ stress, ville iranske forskere fra Isfahan University of Medical Sciences undersøge selens mulige effekt på migrænepatienter.

Mindre oxidativt stress og lavere MDA-tal

De rekrutterede 72 patienter i alderen 18-65 år, som var blevet diagnosticeret med migræne. Patienterne blev inddelt tilfældigt i to hold. Et hold fik en tablet med 200 mikrogram selen dagligt, og det andet hold fik en snydepille, der lignende til forveksling. Begge grupper skulle tage deres respektive piller i 12 uger.

Da forskerne efterfølgende sammenlignede de to grupper, kunne de se tydelig forskel. Deltagerne i selengruppen havde et signifikant reduceret indhold af nitrogenoxid (NO) i blodet samt et signifikant højere tal for total antioxidantkapacitet (TAC). Man ved, at øget NO-udskillelse er med til at give de karakteristiske migrænesymptomer, så en reduktion af NO vil have en gunstig effekt. Der blev også målt et markant lavere indhold af malondialdehyd (MDA) i blodet hos dem, der tog selen. Øget MDA følger i kølvandet på oxidativ stress, så det giver god mening, at selentilskuddet havde den observerede virkning.

200 mikrogram selen om dagen

Den anvendte dosis på 200 mikrogram dagligt passer fint i tråd med andre selenundersøgelser. Det gælder eksempelvis KiSel-10-undersøgelsen (International Journal of Cardiology, 2013) samt den danske CATALYST-undersøgelse. I begge undersøgelser blev der givet dagligt tilskud af præparatet SelenoPrecise i en dosis på 200 mikrogram. SelenoPrecise, som fremstilles af Pharma Nord, er det eneste lægemiddel i Danmark, der er godkendt til forebyggelse og behandling af selenmangel.

Kilde:

“The effect of selenium supplementation on oxidative stress, clinical and physiological symptoms in patients with migraine: a double-blinded randomized clinical trial”

Frontiers in Nutrition, 2. maj 2024, volume 11