Sund mad på SU er for dig, der gerne vil leve sundt, men ikke gider at bruge timevis i køkkenet. Og dig, der godt kan se pointen med økologi, men går en stor bue uden om det røde Ø-mærke, fordi (du tror) pengene ikke rækker.
Det er sin sag at finde økologisk kød til SU-venlige priser. Derfor er opskrifterne på disse sider også ofte med vegetabilske proteinkilder. Denne måned er en undtagelse, for jeg har registreret, at nogle supermarkeder er begyndt at sælge frossent økologisk hønsebryst til ok rimelige penge. Her trylles det om til en skøn hønsesalat, der egner sig fortrinligt til en påskefrokost eller en anden af forårets sammenkomster.
Af Nanna Stiegel, titel ernæringsterapeut DET
Opskriften blev bragt i magasinet sund-forskning – april 2017
Hønsesalat
Den her hønsesalat er nem at lave og er way beyond de salater, du kan finde i kølediskene. Du ved, dem, hvor du skal lede rigtig længe i mayonnaisen for at finde et stykke kød.
Det skal du bruge:
- 250 g brune champignon
- 200 g bladselleri
- 260-280 g hønse- eller kyllingekød
Dressing af:
- 1,5 spsk. usødet soyayoghurt
- 1,5 spsk. god mayonnaise
- 1,5 tsk. god karry
- Salt og peber
Sådan gør du:
Du kan enten koge hønsekødet i bouillon eller stege det på panden med lidt salt og peber. Det er også fint at bruge en rest tilberedt kyllinge- eller hønsekød.
Fjern bunden af champignonerne, og skær dem i kvarte. Svits dem på panden i salt og peber. Lad begge dele køle helt af. Skær bladselleri i små stykker. Rør dressingen sammen, og smag den til med salt og peber. Bland nu det hele sammen i en stor skål, og server.
Bladselleri, behøver jeg virkelig …
Prøv endelig at række ud efter de grønne stængler, næste gang du handler ind. De smager faktisk skønt og friskt. De hører til i den billigere grøntsagsafdeling. Og så er der masser af sundhed at hente fra dem. Bladselleri bidrager fx med gode mængder K-vitamin, elektrolytter og fibre.
Bladselleri for børn og barnlige sjæle
Denne ”Myrer på stribe” er et hit hjemme hos os. Selv min temmelige grøntsagsfornægtende yngste datter spiser den med stort velbehag. Helt enkelt: Skær bladselleri i mindre stykker (ca. 10 cm i længden). Kom lidt peanutbutter ned i revnen, og pynt med rosiner på stribe.