”Tankernes magi”

Bog tankernes magi - børns selvværd

 

En selvværdsstyrkende bog, som indeholder en simpel metode til at tænde det indre lys/selvværd.

Nanna fortæller om sin bog

Som verden ser ud i dag, ser jeg det vigtigere end nogensinde før at styrke børns selvværd fra de er helt små, så de kan stå stærkt i dem selv imod alle de krav og idealer, som fylder i samfundet.

I bogen beskrives metoden som en ”selvværdsknap”, der er en sol, som sidder i hjertet. Når barnet holder hånden på hjertet og mærker egne grænser og snakker godt til sig selv, skinner solen ekstra kraftigt. Hvis barnet tænker dårligt om sig selv og lader sine egne grænser overskride, falmer solen i hjertet. I bogen lærer barnet om redskaber til at blive ved med at lade solen skinne (styrke selvværdet).

Bogen har særligt fokus på tankemønstre, og hvordan de kan ændres. Vores tanker former nemlig vores liv og hele den måde, vi ser os selv og verden på. Hvis metoden først er øvet tilpas mange gange, vil den blive en del af barnets selvbillede, og det gode selvværd vil kunne følge dem resten af livet.

Jeg har også skrevet en anden børnebog, “Kærlighedsregnbuen”, til håndtering af savn/sorg via en hjerteknap. Den kan bruges uanset omfanget af savnet, om det så er svære afleveringer til børnehave/skole, til skilsmissefamilier eller ved dødsfald.

Til dagligt arbejder jeg som sygeplejerske i psykiatrien og har gjort det i næsten 11 år, så jeg ser også det stigende behov for netop fokus på at styrke selvværdet og trivslen generelt. 

Jeg håber, at bogen kan være en lille del af en modbølge mod den mistrivsel, som fylder så utroligt meget blandt børn og unge i dag.

Bogen udkommer d. 18.11.24. Der holdes boglancering i Billunds Boghandel d. 22.11.24 kl. 16 på adressen Gothersgade 24, 7000 Fredericia. 

Bøgerne kan købes hos alle netboghandlere eller bestilles hjem fra den lokale boghandel.