Det livsvigtige magnesium

  

 

Magnesium er vigtig for normal funktion af muskler og mitokondrier, stærke knogler, celledeling samt dannelsen af antioxidanten glutathion og stoffet ATP i cellerne. Mineralet er et af kroppens mest betydningsfulde mikronæringsstoffer. Det skyldes, at der er hundredvis af biokemiske reaktioner i kroppen, som kræver magnesium for at fungere optimalt.

 

Af Gunhild Reumert
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – december 2017/januar 2018

Læs mere om Gunhild Reumert på www.gunhildreumert.dk

 

Magnesium er indblandet i mange forskellige fysiologiske processer i kroppen. Det kan virke overraskende, at effekten af et enkelt mineral er så alsidig. Forklaringen ligger blandt andet i, at magnesium aktiverer og regulerer enzymer, som udfører vigtige opgaver for os. Magnesium fungerer i mange biokemiske reaktioner i kroppen som en såkaldt cofaktor. En cofaktor er et stof, der indgår som en uundværlig del af en biokemisk reaktion. Magnesium er på den måde livsvigtig i en bred vifte af processer i kroppen. Som en konsekvens af dette kan mangel på magnesium føre til ubehagelige symptomer flere forskellige steder i vores system. Magnesium er for eksempel vigtigt for en god energiomsætning og er samtidig med til at sørge for, at musklerne kan slappe tilstrækkeligt af. Derfor kan magnesiummangel ofte resultere i muskelkramper, træthed og uro i benene.

 

Magnesium styrker knoglerne

Størstedelen af kroppens magnesium findes i knoglerne, hvor det indgår som en styrkende komponent. Knoglerne fungerer som et vigtigt reservoir, der kan bruges i tilfælde af et lavt niveau af magnesium andre steder i kroppen. Det er derfor vigtigt at få rigeligt af mineralet, så kroppen ikke begynder at bruge af reserverne. Magnesium har stor betydning for optag af calcium gennem tarmen, hvilket sker ved hjælp af D-vitamin. Inden D-vitamin kan assistere i optagelse af calcium, skal vitaminet aktiveres af magnesium, så det opnår en aktiv biologisk funktion. Når calcium er optaget i kroppen, medvirker magnesium også til at indbygge calcium i knoglerne.

 

Optimal funktion af mitokondrier

Hver eneste af kroppens celler er udstyret med én eller flere mitokondrier. Mitokondrier er energiapparater, som producerer energi i form af stoffet ATP. Energien i ATP er lagret i de kemiske bindinger i stoffet og kan bruges til at sparke kroppens biokemiske processer i gang. Mito-kondrierne skal have tilstrækkeligt med magnesium samt andre næringsstoffer, for at energistofskiftet fungerer optimalt. Både dannelsen af flere mitokondrier i muskelcellerne og optimering af mitokondriernes funktion kræver magnesium som cofaktor. Selve enzymet i mitokondrierne, som danner ATP, har brug for mineralet for at kunne fungere. Desuden binder magnesium selv til ATP og gør derved molekylet stabilt og biologisk aktivt.

 

Dannelsen af essentielle byggesten og antioxidanter

Hver gang kroppen danner nye celler, skal der opbygges nyt DNA, som er en kopi af modercellens DNA. Og når cellerne skal udtrykke pro-teiner, dannes der først RNA, som indeholder koden for den specifikke opbygning af proteinerne. Magnesium er nødvendig for, at cellerne kan danne de såkaldte nukleinsyrer, som både DNA og RNA består af. Magnesium er i tillæg involveret i selve dannelsen af proteiner, som nye celler også er opbygget af. Dannelsen af den kraftige antioxidant glutathion, der produceres naturligt i cellerne, er ligeledes afhængig af magnesium. Antioxidanten har en foryngende effekt i kroppen, da den modvirker aldring og degenerering ved at neutralisere frie radikaler og på den måde reducerer oxidativ stress. Glutathion er specielt effektivt til at afgifte tungmetaller som for eksempel kviksølv.

 

Mange fødevarer indeholder magnesium

Det er en fordel at sikre sig, at man får nok magnesium. Heldigvis findes mineralet naturligt i mange fødevarer. Grønne grøntsager som spinat er en af de fødevarer, som har et højt indhold af magnesium. Årsagen til, at grønne grøntsager indeholder magnesium, er, at farvestoffet klorofyl, der giver grøntsagerne den grønne farve, binder kemisk til magnesium på samme måde, som jern binder hæmoglobin. Der er også mange andre gode kilder til magnesium i fødevarer som græskarkerner, mandler, avokado, fuldkorn, bananer, bønner, linser og fisk. Det kan være nødvendigt at tage ekstra tilskud af magnesium i form af magnesiumcitrat eller magnesium som spray, der smøres på huden om aftenen og optages gennem huden. Man skal være opmærksom på, at nogle stoffer øger udskillelsen af magnesium fra kroppen. Det gælder især alkohol, p-piller, kaffe, forhøjet indtagelse af calcium, raffineret salt samt stort indtag af sukker og junkfood.