Friske forårsruller

Forårsruller2

 

De friske forårsruller rimer ikke just på efterårsmad. De får alligevel plads på disse madsider i en efterårsversion af magasinet. For jeg synes, rullerne kan spises hele året.

Jeg ruller ikke på forhånd. Til gengæld skærer jeg alle grøntsager og tilbereder på store fade, så vi hver især kan rulle de ruller, vi allerbedst kan lide, og – ikke mindst – kokken får lidt mindre arbejde.

Af Nanna Stiegel

Det skal du bruge:

12 stk. rispapir

2 mellemstore gulerødder

½ lille spidskål

En god håndfuld mynte

En god håndfuld frisk koriander

1 moden mango

2 modne avokadoer

½ agurk

2 kyllingebryster

½ tsk. chiliflager

2 fed hvidløg

Salt

Peber

Peanutdip

3 spsk. peanutbutter

2 lime

½ tsk. chiliflager

0,5-1 dl vand

1 spsk. soja

Sådan gør du:

Start med at lave peanutdippen: Kom alle ingredienserne i en minihakker, og blend den, til den bliver blød og har let flydende konsistens. Du kan selv styre konsistensen ved at tilsætte mere eller mindre vand. Smag den til med soja, lime og chiliflager.

Skyl alle de grønne ingredienser, og fjern skrællen fra dem, der behøver det.

Så er det i gang med det store snittearbejde: Alt skal skæres i tynde strimler – nærmest som tændstikker (om end ikke helt så tynde).

Læg alle de fintsnittede grøntsager på et stort fad.

Skyl og hak frisk mynte og koriander groft. Læg begge dele på fadet.

Tilbered kyllingen. Start med at gennemstege brysterne på panden sammen med hvidløg, chili, salt og peber. Skær også kyllingen i helt fine strimler.

Find et stort rundt tærtefad eller lignende, og fyld det med lunkent vand (hæld lidt kogt vand i koldt vand). Dette bruges til at dyppe rispapiret i. Dyp først rispapiret i vand, lige inden du vil tilberede en rulle. Det bliver hurtigt blødt.

Stil alle ingredienserne på bordet, og så er det ellers i gang med at fylde rullerne.

God fornøjelse!

Tøm køleskabet, og brug det, du har

Du behøver virkelig ikke at hænge dig detaljeret i de enkelte ingredienser til fyld, jeg foreslår her på siden. I stedet for de ingredienser, jeg nævner her, kan du også bruge fx hvidkål, rødkål, peberfrugter, æble eller pære. Du kan også udskifte kyllingen med tofu, tyndt skåret omelet eller rejer.