Ingen kommer gennem livet uden at opleve kriser: Dødsfald i nærmeste familie, skilsmisse, ulykke, sygdom og problemer på arbejdspladsen er hyppige årsager til, at man oplever at være i krise. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan krisen opleves, og der er store forskelle på, hvordan nogle mennesker tackler kriser i forhold til andre mennesker. Det svære er for pårørende og nærmeste vennekreds at hjælpe den kriseramte bedst muligt. Det at ville hjælpe et menneske i krise eller et menneske, der har det svært, er heldigvis naturligt for mange af os. Det ender desværre nogle gange med, at man får hjulpet på en lidt forkert måde. Hvad er det vigtigste, man kan gøre, og hvad skal man undgå?
Af Lene Pilegaard
Begrebet krise kommer fra det græske ord ”krisis” og betyder: Afgørende forandring, pludselig ændring eller skæbnesvanger forstyrrelse.
Hvad er en traumatisk krise?
- En reaktion på en hændelse, der typisk er enkeltstående, uventet, pludselig med store, akutte konsekvenser og er så voldsom og belastende, at menneskets grundlæggende antagelser om meningsfuldhed og sammenhæng rystes.
- Når psyken har fået et knæk og kan forstås som psykens måde at hele såret på.
En krise er en reaktion på en voldsom begivenhed, der indebærer:
- Trussel
- Tab
- Ansvar
En trussel kan være trussel på ens eksistens – både rent konkret og i betydningen af ens eksistentielle grundlag.
Tab kan f.eks. være helt konkret: Det at miste nogen eller noget og aldrig få igen. F.eks. en nær pårørende, miste os selv, miste sit helbred, miste hele eller dele af sin førlighed eller kropsdele, arbejde, sit hjem, sit hjemland.
Ansvar er, hvis man har lavet noget ansvarspådragende: Kan f.eks. være, hvis man er eller har været ansvarlig for, at noget går galt, at man er med til, at andre kommer til skade, ansvar for, at andre mennesker eller man selv kommer til at lide på en eller anden måde.
Hvordan reagerer man typisk på krise?
Det indebærer for det meste både kropslige reaktioner, som f.eks. søvnforstyrrelser, appetitløshed, kvalme, muskelspændinger og også ændring af adfærd. Måske reagerer man ved en kamp, flugt, fastfrysning reaktion. Der sker også reaktioner i form af den måde, man tænker på, evne til at løse problemer og problemer med hukommelse foruden følelsesmæssige reaktioner som f.eks. angst, vrede, sorg og skyld.
Når den kriseramte er midt i sin krise, er der sjældent livserfaringer at trække på, da man med stor sandsynlighed ikke har været i en lignende situation før, og det medfører forvirring og usikkerhed i krisesituationen. Der opstår et følelsesmæssigt kaos, og hverdagen påvirkes i høj grad. Den trygge, kendte hverdag og livssituation er for en tid ikke mere til stede, og uden erfaringer at trække på er det med til at skabe kaos i følelserne og de reaktioner, der opstår i situationen. Pludselig skal den kriseramte til at finde en definition på sig selv i en ”version 2.0” og at skulle håndtere mange følelser på en gang og måske også håndtere mange helt nye konkrete ting. F.eks. at skulle arrangere en begravelse, finde ny bolig, nyt arbejde etc.
Kaos i følelser
Der opstår rigtigt mange følelser på en gang, måske også for den kriseramte helt ukendte følelser og grader heraf – og ofte mange helt modstridende følelser, som fungerer parallelt med hinanden. Bl.a. følelser som savn/vrede, og sidstnævnte kombination af følelser kan ofte resultere i, at den kriseramte ender med at føle skyld eller have dårlig samvittighed over at føle f.eks. vrede i en sorgbearbejdning.
Tabubelagt emne
Derudover er det et udbredt tabubelagt emne for mange at fortælle andre om, at man er i dyb krise, når ens tilværelse er bygget op omkring det at være perfekt og fremstå som en, der har styr på tingene. Det er i sig selv også med til at kunne forstærke en krisesituation for en kriseramt.
Hvad kan man bedst gøre for at hjælpe en kriseramt?
Vær anerkendende
Noget af det vigtigste er at anerkende og tage det, den kriseramte fortæller, for pålydende. Det, den kriseramte fortæller, er den virkelighed, som vedkommende oplever her og nu, og du kan ikke ændre på dennes opfattelse ved at negligere eller overhøre, hvad der beskrives.
”Hvis det er sådan, du fortæller mig, at du har det lige nu, så må du virkelig have det svært”.
Du kan ikke italesætte det, så den kriseramte vil kunne få det bedre eller skal have det mindre slemt! Vær derfor til stede i vedkommendes situation lige nu, og anerkend det, du hører som virkeligheden for den kriseramte. Den kriseramte er i en situation, hvor man ikke tror på eller kan se andet end håbløshed og uden troen på, at det nogen sinde kan blive bedre.
Ting, du ikke må sige:
- ”Det kunne være gået meget værre”
- ”Det skal nok blive godt igen”
- ”I det mindste så …”/ ”Det er da godt, at…”
- ”Det er ingenting i forhold til” …
- ”Hvis jeg må give dig et godt råd”
- ”Jeg ved, hvordan du har det”
At kunne rumme den kriseramte
For den, der skal hjælpe den kriseramte, kan det være rigtigt svært at rumme det, den kriseramte oplever og fortæller. Man kan være usikker på, hvad der er det rigtige at gøre, men det handler hovedsageligt om at kunne rumme den kriseramte.
Det er vigtigere at kunne rumme end at forstå
Man skal faktisk kunne rumme den kriseramte uden helt at kunne forstå det. Det er svært, men vigtigt, at du kan rumme, at noget virker så svært og håbløst, og at det måske også opleves voldsomt for dig selv. Undgå at falde i fælden med at skulle ”reparere og fikse” problemerne. Det er IKKE, hvad den kriseramte har brug for.
Det kræver mod at kunne rumme et kriseramt menneske, men det er vigtigere at være der end at gøre en hel masse.
Lyt
Det kan næsten ikke siges mange gange nok: LYT – LYT – LYT, og bliv ved med at lytte. Lyt aktivt, og vis interesse, empati og anerkendelse – også når du hører fortællingen for 50. gang. Det, der sker, når den kriseramte får lov til at fortælle sin historie til en, der lytter ægte og interesseret, er en væsentlig del af bearbejdningen af det, der er sket, og det er med til at hjælpe den kriseramte et stykke længere henimod at få det bearbejdet og få det bedre.
For at føle og vise empati med nogen kræver det, at du indlever dig i og tror på det, der fortælles, og ikke hvad du forestiller dig ud fra dine egne erfaringer. Når du viser ægte empati med nogen, kan du oftest mærke din egen smerte fra egne tidligere traumatiske oplevelser, som måske minder om det, der fortælles. Det vigtige er ikke at lave sammenkobling med din egen historie, men betragte den kriseramte som helt unik og med sin egen unikke smerte.
Stil spørgsmål
Hvis den kriseramte har svært ved at tale om hændelser eller sin situation, kan du hjælpe ved at stille spørgsmål til den kriseramte, så ”oplevelsen pakkes ud”. Vær opmærksom på, at det vigtige er ikke hændelsen i sig selv, men hvordan den kriseramte oplever/har oplevet sig selv i hændelsen. Man kan prøve at få den kriseramte til at ”spille filmen kronologisk”, eventuelt ved at spørge ind til, hvad vedkommende oplevede undervejs og spørge ind til, hvad det sværeste tidspunkt/øjeblik var.
Hvad har den kriseramte ellers brug for?
Det kan være helt lavpraktisk hjælp i form af hjælp til indkøb, madlavning, rengøring, slå græsset, passe hunden, få taget kontakt til læge, arbejdsgiver, skole m.fl. Men det er en balance for dem, der gerne vil hjælpe samtidig at passe på ikke at overskride nogle grænser. Mange gange kan den kriseramte føle det som en form for overgreb og tab af værdighed. Brug sund fornuft, føl dig frem, og spørg, om det er i orden med det, som du foreslår at hjælpe med.
Bliv ved
Bliv ved med at holde kontakten, og vis interesse, og følg op – spørg: ”Hvordan går det så nu?”. Men igen, føl dig frem, pas på ikke at blive for omklamrende, og søg efter at finde ud af, hvornår du skal trække dig igen. Hold kontakten over en længere periode. Det kan tage rigtigt lang tid at komme sig over en traumatisk krise, sorgbearbejdning etc., og forvent ikke, at bare fordi det ser ud, som om en hverdag fungerer igen for den kriseramte, at så er bearbejdningen slut.
Forsinkede reaktioner hos den kriseramte
Der kan sagtens komme forsinkede reaktioner, da det mange gange kan tage længere tid at bearbejde noget frem for noget andet. Noget er måske også fortrængt i den akutte situation og har brug for en bearbejdning senere. Der finder en aktiv bearbejdning sted igennem længere tid, og den kriseramte skal langsomt få en ny orientering mod fremtiden, og smerten kan lette en smule. Det kan tage lang tid at komme sig over en traumatisk krise.
Hvordan passer man på sig selv?
Det kan være ufatteligt svært at skulle støtte et menneske, man holder af, og som er i dyb krise. Det er vigtigt, at du også passer på dig selv; vend gerne dine tanker og oplevelser med en, du kan tale med om det – og pas på med at dele fortrolige informationer, du har fået.
Hvis det er FOR svært og voldsomt for dig at håndtere, så er det OK at sige fra – tilgiv dig selv for ikke at kunne lykkes.
Man kan som noget helt naturligt blive meget berørt og ramt, rystet og ked af det, når man lytter til, hvad en, der er kriseramt, fortæller – bliv ikke bange for dine egne reaktioner, men søg gerne selv hjælp hos en, der står dig nær eller en professionel, hvis du føler, du bliver for hårdt ramt. Professionelle får også supervision og bliver debriefet efter voldsomme oplevelser i forbindelse med deres arbejde, så det er ingen skam, hvis du også har brug for at få talt om det.
Skal der professionel hjælp til?
Mennesker, der oplever voldsomme traumatiske oplevelser, vil have god gavn af professionel psykologhjælp, der er målrettet som henholdsvis akut psykologisk krisehjælp og efterfølgende samtaler med en uddannet krisepsykolog. Der er særlige forholdsregler at tage hensyn til ved akut krisehjælp, der bør varetages af professionelle.
Forsøg ikke selv, men henvis, og hjælp vedkommende til at få professionel hjælp. Som offer for traumatisk krise er man berettiget til hjælp fra det offentlige sundhedsvæsen – også nære pårørende til de kriseramte er berettiget til hjælp.
Hvis den kriseramte taler om selvmord
Henvis til hjælp fra det offentlige, men vær der for vedkommende; lad ikke den kriseramte være alene. Hvis vedkommende begynder at snakke om tid, sted og metode, er det et signal om at tage det ganske alvorligt. Henvis til akut hjælp hos det offentlige og gerne også livslinjen www.livslinien.dk
Kilde: Center for beredskabspsykologi v/psykolog Henrik Lyng
