Naturligvis om led og muskler

Naturligvis om led og muskler

 

Her er en stribe små artikler om led, musker og bindevæv hvadenten det er gigt, knogleskørhed, smerter i muskler og knogler eller for den sags skyld smerte i livet…

Alle noter kommer fra Ugebladet Søndag, fra årene omkring 2003 af Marianne Palm

 

Naturligvis i Søndag, uge 25, 2003
Skader – hvad gør du?
Sommer og sol kan få selv de mest kropsdovne op af stolen. Børnenes ketcher eller bolde lokker til leg, men måske glemmer du, at det er mindst et år siden, dine fødder har været brugt til andet end en tur i butikker, hvor kommunen har sørget for et plant underlag til at gå på.

Rigtig mange af os, som i vinterens løb ikke får brugt vores led til andet kan hygge os på skadestuerne med brud, forstuvninger eller i bedste fald et mindre vrid, som faktisk kan gøre mere ondt end et brækket ben, fordi der lige var et hul i græsplænen, vi ikke så. Nu er det absolut ikke min hensigt at tage spontaniteten fra folk og forlange gymnastik af alle led inden man impulsivt kaster sig over børnenes legetøj.

Men det er faktisk ikke kun helsefanatikere, som anbefaler, at vi hver morgen kan gøre os selv en stor tjeneste med en rask gåtur i bare tæer eller det rette fodtøj. For ved at varme alle muskler og led op mindst en gang om dagen, tilfører du kroppen en smidighed, som senere på dagen hindrer, at du får ødelagt dine lemmer.

Skulle uheldet være ude, så er en ispose eller en pose frosne ærter som hurtigt lægges på hævelsen en god ide. Dit husapotek skal frem, for du har selvfølgelig været så forudseende, at du har købt en lille flaske Arnica tinktur, som du kan smøre på huden, hvor skaden er sket.

Et andet middel, som er helt gratis, og føles lidt åndsvagt er, at hvis du har slået højre ankel, så giv massage til venstre. Spørg mig ikke om, hvorfor det virker, men det gør det indimellem. Frem med spontaniteten – og frem med noget mere bevægelse i hverdagen.

 

Naturligvis i Søndag, uge 29, 2003
De allerbedste læger mod knogleskørhed
Jeg vidste ikke før i går, at vi her i Danmark har nogle af verdens bedste forskere udi knogleskørhed.

For kun 950,- kan du få en korrekt scanning af dine knogler for at se, om du hører blandt den halvdel af kvinder, som efter halvtreds, vil få problemer med sammenfald af knogler, hoftebrud eller brækkede arme, fordi knoglerne er blevet så porøse, at de falder sammen som et gammelt bindingsværkshus.

Du får ikke blot en scanning, når du besøger de velrenommerede klinikker i Hellerup, Kolding eller Odense. Du får nogle dejlige sympatiske læger, som virkelig ved noget om kalktilskud, D-vitaminer, om det er nødvendigt med hormontilskud, eller om det måske er værd at forsøge med den meget dyre medicin, som kommer til Danmark i efteråret.

Lægerne har fine resultater med brug af kalk og D-vitaminer til at hindre, at der sker en for hurtig nedbrydning af dit knoglevæv.

De ved også, at store doser D-vitamin – 1000 enheder om dagen måske resten af livet, både kan styrke musklerne men i særdeleshed også vores balance. Og netop mange ældre mennesker mister balancen, falder og får måske et kompliceret hoftebrud, der kan tære på kræfterne fremover.

Så det er vigtigt at forebygge. Du kan såmænd godt gå i gang med et tilskud af kalk og D-vitamin, hvis du ved, at andre i familien lider af knogleskørhed, hvis du hører til den slanke type, hvis du ikke får motion, ryger eller drikker lidt for meget alkohol.

Faktisk skal blot en af faktorerne være tilstede for at mistanken bør undersøges.

 

Naturligvis i Søndag, uge 49, 2002
Gigt
Gigt er en fælles betegnelse for en række af sygdomme i vores led, som kan deles op i tre hovedgrupper.

Slidegigt opstår, når der er sket en slitage af to led, som skurer mod hinanden. Der kan være mangel på ledvæske og smerterne opstår, når ledet bliver hævet og ømt.

Slidegigt kan forekomme efter mange års ensidig belastning af ledet. Men selvom der er tale om en egentlig nedbrydning af knoglerne, så kan vi som regel godt gøre en del for at lette smerterne og endog hos yngre skabe ny ledvæske eller ny knoglestruktur.

Urinsyregigt handler i første omgang ikke om ledene, men vores evne til at nedbryde bestemte stoffer i føden. Hvis disse ikke nedbrydes korrekt, dannes der små krystaller, som sætter sig i ledene.

Ofte er det storetåens led, som først bliver angrebet.

Ledegigt er på mange måder den gigtform, som er sværest at behandle. Her er det immunforsvaret, som er begyndt at angribe ledvæsken og ledkapslerne.

Hvor man ved slidegigten kan aflaste ledet og forsøge at bygge ny brusk op, hvor man ved urinsyregigt skal sørge for en god udrensning, så er man ved ledegigt også nødt til at få immunforsvaret til at holde op med at foretage disse angreb.

Det kan kræve flere måneders intens kur.

For alle former gælder det, at problemet sjældent er klaret med et enkelt kosttilskud. Der skal kigges på mange forskellige faktorer: kost, motion, immunforsvar og udrensningsorganer. Derfor er det en god ide at gå til en biopat, heilpraktiker, homøopat eller en ernæringsterapeut, så den rette kur kan igangsættes

 

Naturligvis i Søndag, uge 51, 2003
Bindevæv og bækkenløsning
Bindevævet er overalt i kroppen og sådan set det væv, som holder sammen på os. Hvis det bliver svagt, opstår der bl.a. lettere løse, smertefulde led, slidtage på knoglerne og på diskene mellem ryggens knogler. Vores knogler er omgivet af et bindevævslag, som beskytter knoglerne og hjælper os med at opbygge sundt knoglevæv.

Nogle mennesker har allerede fra livets begyndelse et svagt bindevæv og får lettere ledproblemer ved belastninger af led og sener, som kan optræde som dårlig ryg, bækkenløsning, slidgigt, sportsskader specielt i fødder, knæ og hofter, slaphed i led, sener og muskler.

Mange opdager faktisk ikke, at de har det medfødte problem, før vi enten bliver gravide, begynder at dyrke sport, hvor vi belaster ledene til det yderste eller som ældre begynder at falde sammen hist og pist.

Bækkenløsning er et kapitel for sig, men alligevel en del af disse problemer med bindevævet.

Bækkenløsning skyldes en for tidlig hormonel impuls, som skal sørge for at leddet mellem skambenene (symfysen) bliver mere blød og smidig, så fødslen bliver lettere. Kvinden får derfor sværere at holde på barnet og bindevæv og disker i rygsøjlen løsnes måske samtidig, så det giver problemer med at gå og bøje sig ned og op.

Men der er en løsning, som er værd at prøve. Både for os, som altid har problemer med bindevævet som beskrevet ovenfor, men også til gravide. Bambus comp. er et harmløst produkt men ganske virksomt, hvis det er denne medfødte tendens, som ligger bag om årsagerne.

Bambus comp er i dråbeform og hører til et af de få produkter, som er helt o.k., mens man er gravid. Du kan få mere at vide ved at ringe til 70 26 17 77 (Allergica e-mail: allergiac@allergica.dk.)

 

Naturligvis i Søndag, uge 4, 2004
Helt andre årsager til hovedpine
Hovedpine kender vel de fleste. Men årsagerne kan være vidt forskellige, og nogle gange er løsningen bare så enkel, at det gør ondt…

De fleste er vel opmærksomme på, at de fleste hovedpiner skyldes spændinger, som kan opstå på grund af dårligt syn, dårlige motionsvaner eller forkerte arbejdsstillinger.

Men inden for kinesisk sygdomslære findes andre forklaringer, som har hjulpet mange. Op langs ryggen løber der to meridianer, som ofte er involveret i de hovedpiner, som begynder i nakken eller i tindingen.

Den ene meridian, blæremeridianen, kan let komme ud af balance, hvis der er problemer med blæren, hormonsystemet eller med ryggen. Underskud af energi kan give træthed og et hav af andre symptomer, hvor livskvaliteten bare ikke er i top.

Har du været til lægen og derfor ved, at hovedpinen ikke skyldes alvorlige tilstande, så grib fat i vandkanden, drik to liter vand dagligt, hold din ryg frisk med øvelser og få eventuelt hjælp til at regulere hormonsystemet. Vupti, og hovedpinerne er væk.

Galdeblæremeridianen er den anden meridian, som ofte skaber problemer. Den giver smerter, som kryber fra nakken om i panden og breder sig ud over kraniet i den ene eller den anden side.

Årsagerne er meget tit en dårlig fordøjelse. – Endnu en god grund til at holde sig gode venner med sit tarmsystem.

Løsningen kan være lidt mere besværlig at finde selv. Der kan være for lidt og for meget mavesyre, forstoppelser eller løs mave, oppustethed, kvalme efter mad eller måske oven i købet smerter.

Her kan akupunktur være en rigtig god løsning. Og tro mig. Det gør faktisk ikke ondt at få akupunktur hos en professionel behandler.

 

Naturligvis i Søndag, uge 16, 2004
Alma Nissens kartoffelkur
Var du også interesseret i sunde kure til alskens skavanker for tyve år siden, så husker du måske danske Alma Nissen, som viede sit liv til alternativ medicin.

Alma boede i Sverige, hvor hun skabte et kursted, hvor folk valfartede til fra nær og fjern med deres lidelser.

Alma blev specielt kendt for sin kartoffelkur, som har hjulpet mange med deres smerter i led og muskler.

Teorien er og var, at når vi spiser, som de fleste mennesker gør i dag med alt for meget kød, kaffe, alkohol, slik og andre uvaner, dannes der for meget syre i kroppen, som kan ophobe sig i kroppen.

Man har vist aldrig fundet ud af om teorien holder, men jeg møder stadig mennesker, der sværger til denne form for udrensning, og de er da også levende beviser på, at kuren virker mod stive, krumbøjede led, der er forsvundet og kun viser sig, hvis vi igen begynder at leve usundt.

Et kg kartofler rengøres og skæres skæres i små stykker med skrællen på og koges sammen med et løg, persille, selleri og purløg efter smag. Kog det hele i en time og drik to til tre liter i løbet af dagen.

Hvidløg var en af Almas andre hjørnestene. Rigtig mange fed om dagen, som er lettere at spise, hvis man skærer hvidløget i skiver og stopper fedet ind i et æble.

Prøv kuren i fjorten dage og se om den også kan gøre en forskel for dig. Efter fjorten dage kan du fortsætte med en morgen-basedrik, hvor du ganske simpelt skærer en rå kartoffel med skræl på i skiver om aftenen, lader det stå i et glas koldt vand og drikker vandet på fastende hjerte om morgenen. En ikke så velsmagende snaps, men sund er den…

Har du adgang til internettet, så prøv den gode søgemaskine www.google.dk og skriv ”alma-nissen”. Et væld af hyggelige oplysninger om dejlige Alma kommer frem på skærmen. Hvis du er heldig, kan du også finde bøger om vores allesammens helsemutter på biblioteket.

 

Naturligvis i Søndag, uge 19, 2004
Osteopater
Når først muskler og led gør ondt kan det være svært at finde ud af, hvad der egentlig er galt.

Afhængig af symptomerne bør der foretages en lægeundersøgelse for at sikre, at der ikke er tale om en diskusprolaps eller andre skavanker, hvor operation eller speciel medicin er påkrævet.

I langt de fleste tilfælde finder lægerne ikke årsagerne bag smerterne i led, rygsøjle eller muskler.

Heldigvis er der i dag dukket klinikker op over hele landet, hvor flere forskellige specialister er gået sammen om at hjælpe den enkelte til at finde bag om symptomerne og sætte gang i en behandling, der ikke blot handler om lidt massage på de stive muskler.

Der findes cirka 12 klinikker i Danmark, hvor osteopater er gået sammen med andre behandlere om at hjælpe. En osteopat undersøger muskler, bindevæv, sener og knogler for at kunne klarlægge, hvilken behandling der er den bedste.

Bindevævet, som omgiver alle vores organer og muskler, spiller en central rolle i behandlingen og ved blide metoder rettes der op på hele organismen så også nervesystemet kommer til at fungere optimalt, hvad enten det er nerver til selve ryggen, ned i benene eller nerverne ud til de forskellige organer.

Ved at opbløde de stive muskler og rette op på sener og bindevæv, som har skabt spændinger rundt om led og knogler, kan man få selv de mest genstridige problemer til at forsvinde.

Du kan læse mere på www.correction.dk eller ringe på tlf.: 20 72 23 26 for at få flere oplysninger og blive henvist til den nærmeste klinik.

 

Naturligvis i Søndag, uge 25, 2004
Mineraler til knoglerne
De fleste har hørt, at calcium og D-vitaminer er vigtige for sunde knogler hele livet. Desværre glemmer mange at læse den forskning, som viser, at også andre mineraler er vigtige for at opbygge stærke knogler.

For bindevævet i knoglerne er ligeså afhængig af næringsstoffer som f.eks. magnesium, silicium, bor, zink, kobber, mangan samt c-vitamin og flere af B-vitaminerne, som de er af calcium og D-vitaminer.

At spise kalktabletter for knoglesundheden – uden at tage hensyn til de andre vitaminer og mineraler – svarer derfor til at bygge et murstenshus uden cement…

Mælk indeholder heller ikke meget magnesium og spiser du meget kød, får du alt for meget fosfor, som yderligere hindrer en god balance mellem calcium og magnesium, fordi kroppen skal bruge en stor mængde calcium for at kunne binde og udskille overskuddet af fosfor fra kroppen igen. Dermed forsvinder den vigtige calcium fra knoglerne.

Du kan få hjælp fra det nye produkt, Osteoform fra Biosym, som er en herlig kombination af vitaminer og mineraler og er udviklet specielt til dig, som enten har tendens til knogleskørhed, eller allerede har det.

Osteoform bør tages sammen med din almindelige vitamin-og mineraltablet og samme firma har i årevis ligget mellem de bedste med deres Omnimin – produktet vandt en af helsepriserne i 2003…

Sørg samtidig for masser af motion. Ved at stimulere kredsløbet, sætter du ikke kun gang i de mange blodkar men øger også tilstrømningen af sunde stoffer til knoglerne.

 

Naturligvis i Søndag, uge 26, 2004
5 gode råd mod tennisalbue og musearm

  1. Ro og hvile til sener og muskler er alfa omega. Men det kan være svært at undvære den ene arm i hverdagen. Brug derfor støttebind, som kan købes på apoteket, der også står parat med vejledning. Faktisk kan det hjælpe at binde armen ind i en skinne, så der kommer fuldstændig ro til området i et par dage eller mere.
  2. Din måde at bruge din arm på i hverdagen skal checkes grundigt efter. Sidder du i den rette højde foran computeren, hvordan holder du på diverse redskaber eller bliver du ved med at gøre den samme uhensigtsmæssige bevægelse, når du maler, skriver, graver i haven og så videre. Der findes i dag et væld af løsninger til aflastning af et led.
  3. Glucosamin creme fra Anjo kan give smertelindring indenfor en halv times tid. Smør cremen på ledet men pas på øjne og åbne sår på fingrene, da den opvarmende chilli, som er tilsat for at skabe en bedre blodgennemstrømning kan være skrap kost andre steder end på ledet.
  4. Husk at inflammationen i ledet har svært ved at forsvinde, hvis du bliver helt smertefri med Glucosamincreme eller smertestillende midler og blot fortsætter ufortrødent med at arbejde i de forkerte stillinger. Så der må godt være lidt smerter tilbage, som minder dig om, at du skal have gjort noget ved årsagerne…
  5.  Akupunktur har været brugt i tusindvis af år til led-og muskelproblemer og få behandlinger plejer at være nok.

 

Naturligvis i Søndag, uge 33, 2004
Fibromyalgi 
I gamle dage – altså sådan cirka for femten år siden – gik en masse kvinder til lægen med muskelsmerter og stor træthed og
fik at vide, at det nok var psykisk, fordi man ikke kunne finde en diagnose.

I dag er man blevet klogere og symptomerne har fået et navn – fibromyalgi. Smerter fra de store muskelgrupper, som enten kommer og går eller er der mere eller mindre kronisk.

En træthed og træghed i muskler, hvor det faktisk tit bliver værre af at bruge dem og det gør bare for ondt og det gør ondt værre, hvis der bliver masseret direkte på de ømme steder.

Lægerne har stadig ikke fundet årsagen til problemet, men et er sikkert – det er ikke mere psykisk betinget end så mange andre sygdomme.

Nogle klarer smerterne med oprejst pande og ignorering af de mange symptomer, andre mistrives bare så meget i sin hverdag, og det gør det ikke lettere, at smerterne kan komme og gå time for time, så du aldrig ved, hvad dagen byder.

Hvis du kan nikke genkendende til symptomerne så prøv følgende kur i to måneder:

Cal-Mag-C, en teskefuld to gange daglig, en udrensningskur for eksempel Biodrain, Bodydrain eller Tonidrain hvis du har meget forstoppelse, to Omnimin og to Epa-gla om dagen. Drik to til tre liter vand og dyrk vandgymnastik, hvor kroppen er vægtløs, mens du bruger musklerne.

Akupunktur og zoneterapi plejer at være et hit og en afspændingspædagog er næsten uundværlig for udover at få dig til at slappe af i de muskler, der gør ondt, så kan hun også rette op på de mange muskler, som bliver trætte af, at du måske har spændt dem i årevis for at kompensere for de muskler, som fungerer mindre godt.

Du kan læse mere om fibromyalgi på www.netdoktor.dk

 

Naturligvis i Søndag, uge 7, 2005
Knogleskørhed rammer også mænd Selv om det er kvinder, der hyppigst rammes af knogleskørhed, ses sygdommen nu i stigende grad hos mænd. Årsagen kan dog godt skyldes, at opmærksomheden på mandlig knogleskørhed er steget i de senere år og ikke at mænds sundhedstilstand er blevet forværret.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik (2000) vil ca. seks kvinder ud af 1000 i alderen mellem 70-74 år få et hoftebrud. For mænds vedkommende er tallet ca. det halve – altså ca. 3. Knoglebrud på grund af knogleskørhed viser sig sjældent før 50 års alderen, men risikoen for knoglebrud herunder hoftebrud stiger støt i takt med at vi bliver ældre.

Når vi når over 85 år, vil ca. 47 kvinder ud af 1000 udvikle hoftebrud, og andelen af mænd med hoftebrud vil være steget til ca. 31.

At kvinder rammes hyppigere end mænd skyldes uden tvivl hormonsystemet, men knogleskørhed udvikles også på grund af manglende motion, alkohol, rygning og dårlige kostvaner for ikke at tale om en dårlig tarmfunktion, hvor næringsstofferne til knoglerne ikke optages.

Også forskellige former for medicin og arvelige forhold kan gøre sig gældende. Forebyg derfor med Osforte, hvis du er i risikogruppen og vel at mærke i mange år før, du når den farlige alder.

Er uheldet ude, så fortsæt med Osforte og suppler med Multiforte-Kalk. Begge produkter er fra Genesae, (tlf.: 7027 7006), som kan fortælle dig mere om produkterne.

Vil du gerne vide, om du hører med i gruppen af de knogleskøre, så er det god hjælp at hente hos forskerne bag de allerbedste scannere i Danmark. Du kan se her for Gentofte osteoporoseklinik som kan hjælpe dig videre

 

Naturligvis i Søndag, uge 26, 2005
Knoglebrud kan forebygges med kosttilskud
For kun et år siden påviste hollandske og amerikanske forskere samtidig, at ved forhøjet homocystein – som er meget udbredt og oftest er en følge af mangel på folinsyre eller B12-vitamin – er risikoen for at brække hoften fordoblet. Det var kun en statistisk sammenhæng, men var der også en årsagssammenhæng?

Kan folinsyre og/eller B12-vitamin virkelig mindske risikoen for brækket hofte, dvs. den suverænt farligste konsekvens af knogleskørhed?

Kun få har tænkt på denne mulighed før, men i øjeblikket ser den ud til at passe.

Japanske læger har haft denne mistanke i mindst fem år. De påbegyndte i 2000 et to-årigt behandlingsforsøg for at undersøge sagen.

Forsøget omfattede 628 særligt udsatte, ældre patienter, som fik en solid dosis af de to vitaminer: 5 mg folinsyre og 1,5 mg B12-vitamin om dagen. Halvdelen fik dog placebo (blindtabletter).

De 628 var udvalgt, fordi de havde haft et slagtilfælde og endnu efter et år var mere eller mindre lammede i den ene side. I den situation er risikoen for at brække hoften fordoblet, især naturligvis fordi risikoen for at falde er stor.

I løbet af de to år blev det registreret, hvor tit deltagerne i de to grupper faldt. Det gjorde de lige ofte. Men konsekvenserne var langt mildere hos dem, der fik tilskud. Kun seks af dem fik et hoftebrud, mens det samme skete for 27 i kontrolgruppen.

Risikoen var altså nedsat med mere end 80 %. I den behandlede gruppe faldt blodets indhold af homocystein med godt 30 %, mens det steg lige så meget hos dem, der fik blindtabletter.

Det er www.vitalraadet.dk, som bl.a. redigeres af læger, som har holdt øje med forskningen i udlandet. Herligt.

 

Naturligvis i Søndag, uge 30, 2005
Symptomer fra slidgigt reduceret ved vægttab
Lægerne har nu solid grund under fødderne, når de anbefaler vægttab til den overvægtige patient med slidgigt i knæene. Det viser en netop offentliggjort videnskabelig artikel fra Parker Instituttet, Frederiksberg Hospital.

Cand. scient. Robin Christensen har sammen med bl.a. professor Henning Bliddal nu påvist, at et gennemsnitligt vægttab på 11 kg, markant reducerer symptomerne på slidgigt.

Forskerne fulgte 80 overvægtige patienter med slidgigt i knæene, hvoraf halvdelen blev udtrukket til at skulle spise Speasy slanke-pulver fra Dansk Droge i 8 uger mens den modsatte gruppe, ved forsøgets start modtog undervisning og materiale omkring hvordan man generelt opnår vægttab. Alle blev hjulpet af den samme kliniske diætist.

Patienterne havde alle slidgigt i knæene og smerter, hvilket blev vurderet før og efter vægttabet. Efter denne 8 ugers periode havde pulvergruppen tabt sig mest, med 11,0 kg sammenlignet med 4,4 kg i kontrolgruppen.

Pulvergruppen fik det bedst efter kuren, og halvdelen havde tabt mere end 10 pct. af deres oprindelige vægt efter forsøget. Ingen i kontrolgruppen havde opnået tilsvarende. Helt generelt viste resultaterne, at 1 pct. vægttab giver 3 pct. færre symptomer.

På baggrund af Parker Instituttets resultater, er det derfor rimeligt at anbefale alle overvægtige med slidgigt i knæene at tabe sig f.eks. 10 kg. Det ser ud til at kunne gøres bl.a. ved en pulverkur, men den skal selvfølgelig følges op af en mere varig ændring af kost, hvilket også indgår i Parker Instituttets program. Etårs resultaterne fra undersøgelsen er ved at være klar og vil vise, om den gunstige effekt holder sig.

 

Naturligvis i Søndag, uge 31, 2005
Keramiske bandager til muskler og led
At varme kan lindre smerte er ikke nogen ny viden, men det er alligevel først inden for de senere år, at det er blevet en almindelig smertelindringsmetode inden for sygehusverdenen.

Den svenske professor i fysiologi ved Karolinske Instituttet, Thomas Lundeberg, siger blandt andet: “Når kroppen udsættes for varme, så sender specielle varmenerver signaler til hjernen om, at det er varmt. Samtidig blokeres andre nerver, hvilket kan mindske muskelspændinger. Varmen aktiverer også kroppens eget smertelindrende system og udsender en mængde endorfiner, kroppens eget morfin”.

Og det er netop hvad den nye bandage med indbygget keramik kan gøre. Udover at støtte de led, som er ramt, hvad enten det er brud, piskesmæld, gigt eller blot spændinger, ømhed og smerter, kan de keramiske bandager formindske smerterne meget hurtigere end almindelige støttebind.

Keramikken i bandagerne reflekterer kroppens egen varme på næsten sammen måde som den metalfolie, som Falckreddere lægger over en tilskadekommen ved en ulykke.

Varmestråling eller infrarød stråling er en form for elektromagnetisk stråling – fuldstændig som almindeligt lys. Undersøgelser viser, at den infrarøde stråling påvirker de celler som udsættes for lysets energi/fotoner, således at cellernes aktivitetsniveau øges. Man kan tale om en overførelse af energi til cellerne. Det resulterer i en øget blodgennemstrømning i de steder som behandles med lyset. Energiproduktionen øges med forbedret cellefunktion til følge.

Du kan få mere at vide hos Kirsten Mathiesen, Tlf. 8624 2349, som henviser til nærmeste forhandler.

 

Slidgigt kan lindres
Endnu engang har den grønlæbede musling fra New Zealand bevist sin effektivitet ved slidegigt i knæ, hofter eller andre led.

I en ny undersøgelse fik 40 patienter med slidgigt i knæene Original muslingeolie fra firmaet Novasel, mens 40 andre fik et såkaldt placebo, en snydepille, som ikke virker.

Efter fire uger kunne gruppen, der havde fået det rigtige middel fortælle, at de havde meget færre smerter og lægerne kunne konstatere, at der var en meget større bevægelighed i ledene. Til forskel for mange lægemidler mod gigt, er der ingen bivirkninger ved Original muslingeolie og er derfor et trygt alternativ i behandling af slidgigt.

Hemmeligheden ved produktet er den specielle sammensætning af omega-3 fedtsyrer, som i studier har vist at være kraftigt hæmmende på dannelsen af de stoffer, som skaber inflammationer og hævelser og dermed giver smerter. Du kan få mere at vide om produktet hos Novasel, 63230002.

Heldigvis hjælper sol og varme også en del. Lad solens stråler opvarme de ømme led eller endnu bedre: sy nogle små stofposer, hæld sand i og læg poserne i solen om sommeren eller på radiatoren om vinteren. Poserne kan så bruges til at lægge på ledene, så du bliver varmet op udefra.

Har du gigt i hænderne er en balje med opvarmet sand perfekt. Lad sandet glide gennem fingrene en halv times tid hver dag. I det hele taget er det vigtigt at bruge de ødelagte led, dog uden at overanstrenge dem. Jo mere bevægelse, jo lettere er det for ledene at slippe af med de hævelser, der hober sig op og du undgår at de bliver mere og mere stive.