Sund-forskning får her og i de kommende måneder en af vores dygtigste phytoterapeuter på dansk jord, Ken Lunn, til at gennemgå den nyeste viden om phytonæringsstoffer.
Af Marianne Palm
Det må siges at være en almen kendsgerning, at vores indtag af mad spiller en afgørende rolle i forhold til vores sundhed og trivsel, og som forbrugere er vi opdraget til at kunne færdes i en forbrugerverden præget af diskussioner om bl.a. kulhydrater, kalorier, cis- og transfedtsyrer, madpyramider og sågar omvendte pyramider. Der bliver investeret meget tid, penge og energi i oplysninger om vigtigheden af vitaminer, mineraler, kaloriekilder, og hvordan den optimale kostsammensætning egentlig ser ud. Denne markedsføringstendens er delvis drevet af forbruger-interesse – understøttet af internet-søgetjenester, der giver hurtig adgang til teknisk information – samt marketingstrategier fra producenter, som gerne vil informere forbrugere og fortælle om deres produkter.
Men trods oplysningsindsatsen stiger statistikkerne fortsat for de tre største sundhedsudfordringer blandt den danske befolkning, nemlig hjerte-kar-sygdomme, kræft og overvægt, statistikker, som kan siges at være ude af takt med antagelsen om befolkningens ernærings- og sundhedsforståelse og både myndighedernes og fødevarevirksomheders oplysningskampagner.
Der er almen viden, men også mangel på viden om vores daglige kost og dens aktive stoffer
De klassiske opdelinger af næringsstoffer i fem hovedkategorier – proteiner, kulhydrater og fedtstoffer, som udgør makronæringsstofferne, og vitaminer og mineraler, der udgør mikronæringsstofferne – anses i dag som værende almen viden. Men ud over de klassiske fem næringsstofkategorier findes der et utal af andre stoffer, som indtages i relativt større eller mindre mængder dagligt, og som kroppen får gavn af, når der spises frugt, grønt eller visse kosttilskud. Disse stoffer omtales ofte som plantestoffer eller phytonærings-stoffer – et udtryk, der har sin oprindelse i det græske sprog, hvor præfikset phyto betyder plante på græsk.
Viden om phytonærings-stoffernes betydning for mennesker har tidligere været begrænset til studiet om medicinske planters indvirkning på fysiologien, men i de seneste år har man set en stigende tendens til at bruge phytonærings-stofferne i marketingsammenhæng, både når det drejer sig om almene fødevarer og kosttilskud, hvor visse frugter, grøntsager eller produkter omtales i forhold til deres indhold af bestemte phytonærings-stoffer.
Her kan der fx nævnes udtrykket antioxidanter, der beskriver visse stoffer, som er i stand til at binde skadelige fri-radikaler. Blandt de andre tekniske udtryk, som der kan læses om i forhold til kosttilskud, er fx ginsenosider, som er de vigtige indholdsstoffer i den velkendte kinesiske ginsengrod, der bl.a. bidrager til rodens mentalt opkvikkende egenskab, eller fytoøstrogener, som ofte anvendes, når der tales om kosttilskud til kvinder i overgangsalderen.
I denne og nogle kommende artikler ser vi på phytonæringsstofferne, der findes i vores mad og kosttilskud og forsøger at afmystificere plantekemiens kompleksitet og fortæller lidt om de enkelte phytonærings-stoffers virkning. I denne første artikel ser vi på PAC-stofferne, som har den fulde kemiske betegnelse proanthocyanidiner.
Proanthocyanidiner
Proanthocyanidiner (PAC’er) er en gruppe stoffer med nogle særlige egenskaber, der bl.a. findes i rødvin, æbler, blåbær, jordbær og tranebær. Disse stoffer er opbygget af en sammenkædning af enkelte kemiske enheder, som hedder flavonoider, hvori der indgår mellem tre og elleve flavonoid-enheder – figur 1 viser to sammenkædede flavonoid-enheder. Flavonoid-byggestenene er plantepigmentstoffer, hvor navnet har sin oprindelse i det latinske sprog, hvor præfikset flavus betyder gul.
De fleste PAC’er er opbygget af flavonoid-typer, som hedder catachiner og epicatachiner, her kaldes disse PAC’er ofte for kondenserede garvestoffer. PAC’er bidrager ofte, dog ikke altid, med lidt sødme og en sammensnerpende, eller astringerende, smag i de frugter og grøntsager, der indeholder dem.
Hos planterne fungerer PAC’er som en del af deres forsvarsmekanisme mod bakterier, svampe og visse insekter. For os mennesker er PAC’er omtalt som værende nogle særlige phytonæringsstoffer i kraft af deres forskellige egenskaber, og som kan have en vis betydning på menneskers sundhed.
Antioxidanter – vi sætter begrebet under lup
Udtrykket antioxidant anvendes flittigt i moderne tekster om ernæring, og moderne forskning har vist, at indtagelse af kilder til antioxidanter er gavnligt for vores sundhed, men hvad er det, som antioxidanter gør? For at kunne svare på dette er det nødvendigt at forstå, hvad en oxidant er.
En oxidant er en betegnelse, der bruges til at beskrive et kemisk molekyle, der mangler en negativt ladet elektron for at opnå elektroneutralitet – dvs. at være i balance. Udtrykket fri-radikal, som også anvendes flittigt, når der er tale om kost og sundhed, beskriver også et molekyle, der mangler en negativt ladet elektron. Så spørgsmålet er, hvad er forskellen mellem oxidanter og frie radikaler?
Ikke alle oxidanter er frie radikaler, da udtrykket fri-radikal kun plejer at blive anvendt, når der er tale om skadelige molekyler, og oxidant-molekylforbindelser spiller en vigtig, og ikke skadelig, rolle i helt normale cellulære, kemiske reaktioner, som er nødvendige for at opretholde liv. Det næste logiske spørgsmål må så være: Er alle frie radikaler oxidanter? Og her er svaret nej. Selv om frie radikaler, ligesom oxidanter, mangler en negativt ladet elektron for at være i balance, kan en fri-radikal komme i balance på to måder; den ene måde er at modtage, eller snuppe, en elektron fra et andet molekyle. Den anden måde, en fri-radikal kan komme i balance på, handler om det faktum, at molekyler er i balance, når elektronerne i molekylet er parret, og en fri-radikal kan opnå denne parret-elektron-tilstand enten ved at snuppe en elektron, som beskrevet for oxidanter, eller ved at komme af med en elektron.
Når frie radikaler snupper en elektron, kommer elektronen fra et andet molekyle; ligeledes, når frie radikaler kommer af med en elektron, skal elektronen koble sig på et andet molekyle. Det er i denne proces, at der opstår skader på andre molekyler, som er en del af kroppens byggesten, og det kan i sidste ende have alvorlige konsekvenser for kroppens normale fysiologiske processer.
Frie radikaler dannes i kroppen hele tiden ved helt normale kemiske processer i cellerne, men de kan også komme fra eksterne kilder uden for kroppen, såsom fra rygning, forurening, stråling eller dårlig kost m.fl. Heldigvis er kroppens fysiologi udviklet til at kunne tage sig af en vis fri-radikal-belastning, men hvis belastningen overstiger kroppens evner til at kunne tilintetgøre fri-radikalerne, opstår der en tilstand af såkaldt oxidativ stress.
Oxidativ stress kan resultere i skader på fedtvæv, DNA og proteiner og kan på den måde, over længere tid, blive impliceret i udviklingen af nogle af de såkaldte livsstilssygdomme.
Det er her, hvor PAC’er kan fungere som antioxidanter og understøtte kroppens frie radikaler-neutraliseringsprocesser, da de er i stand til at donere elektroner og derved neutralisere fri-radikaler. Denne egenskab betyder, at PAC’er fra forskellige kilder er velegnede til at understøtte kroppen mod forskellige sundhedsudfordringer.
Hjerte-kar-system
Når der tales om livsstilssygdomme, er hjerte-kar-systemet det, som de fleste mennesker umiddelbart vil komme i tanke om. Grundlæggende handler de fleste hjerte-kar-problemer om åreforkalkning, eller arteriosklerose, som skyldes en deponering af bl.a. kolesterol og andre fedtstoffer i blodkarrene. Deponering af kolesterol stiger i en tilstand af oxidativ stress, da kolesterol bliver oxideret af fri-radikaler, som snupper en elektron fra kolesterolmolekylet. Oxideret kolesterol har en tendens til at aflejre sig i blodkarrene og dermed bidrage til åreforkalkning. Her er der mest tale om lavvægts-kolesterolmolekyler, som kaldes LDL-kolesterol.
Det er almen viden, at en fedt- og sukkerfattig kost, rig på frugt og grønt kan virke forebyggende mod udvikling af hjerte-kar-sygdomme, og det er, fordi frugt og grønt bidrager med antioxidanter, imens et lavt indtag af sukker og fedt reducerer de faktorer, som er med til at udvikle hjerte-kar-sygdomme.
I forhold til PAC’er kan der nævnes hvidtjørn, som viser sig med sine smukke hvide blomster i slutningen af april. Både blomsterne og bladene indeholder særlige typer af proanthocyanider, som hedder oligometriske proanthocyanidiner, eller OPC’er. Disse stoffer har vist sig at have en særlig indflydelse på hjerte-kar-systemet, og hvidtjørn har været omtalt i mange urtemedicinske tekster igennem tiden i forhold til at kunne understøtte hjertefunktion og bidrage til en normal blodcirkulation.
En anden plantekilde til PAC’er er vindruekerner og, ligesom i hvidtjørn, findes der proanthocyanidiner som den særlige type, der hedder oligometriske proanthocyanidiner, eller OPC’er. Vindruekerneekstrakt har også været omtalt igennem tiden, i forhold til at det bidrager til vedligeholdelse af et normalt blodtryk. Forskning har vist, hvordan OPC’er viser at støtte det diastoliske tryk i kredsløbet og dette, kombineret med OPC’ers indflydelse som antioxidant, giver vindruekerner en særlig egenskab, da de også bidrager til at beskytte cellerne mod oxidativ stress.
Hvidtjørn
Immunsystemet
Når der tales om immunsystemet, er der faktisk tale om et indviklet samspil mellem adskillige anatomiske forhold og fysiologiske processer, som er med til at opretholde kroppens integritet. Immunsystemet er ikke et diskret system, som træder i kraft, når vi bliver syge, det er et funktionskompleks, der fungerer på mange niveauer, og som altid er aktivt. PAC’er har vist sig at have en bred indvirkning på immunsystemet, hvor de bl.a. kan understøtte signalprocesserne mellem de forskellige processer som en vigtig del af immunsystemet og stimulere visse immuncellers aktivitet. Overordnet set kan det siges, at PAC’er spiller en regulerende rolle i forhold til immunsystemet og ofte er omtalt som immunmodulerende stoffer. Altså hverken stimulerende eller dæmpende, men regulerende.
I forhold til planter og immunsystemet findes der et utal af frugt, grønt og urter, der har en gavnlig indvirkning på immunforsvaret, og som indeholder mange forskellige phytonæringsstoffer. Særligt her burde der nævnes den ikke så velkendte urt tomentosa, også kendt på engelsk som cat’s claw eller uña de gato på spansk, på grund af dens kloformede torne. Tomentosa er en slyngplante, der vokser i junglen i Central- og Sydamerika, hvor barken fra roden bidrager til immunsystemets normale funktion.
Urinvejene
Her burde der nævnes tre urter, nemlig tranebær, lyng og melberris, som alle tilhører lyngfamilen (Ericaceae), og som findes på heder og i granskovskanter i hele Skandinavien. Disse tre urter indeholder et stof, der hedder arbutin, som i mange år har været forklaringen på, hvorfor disse urter ofte er omtalt ift. urinvejsproblemer. Forskning over de sidste ti år har dog belyst, at PAC’er muligvis også spiller en ikke uvæsentlig rolle, når der tales om disse tre tætbeslægtede urter i forhold til urinvejene.
Urinvejsinfektion skyldes ofte en bakterie, der kaldes Escherichia coli, eller bare E-coli, som inficerer urinvejene gennem urinrøret. For at kunne etablere sig skal bakterierne skabe en koloni på urinvejenes slimhinde, og til det formål er det muligt for bakterierne at klæbe sig til slimhinden – ellers ville de blive skyllet væk med urinen, som passerer igennem urinvejene.
Både klinisk forskning og undersøgelse af PAC’ers virkningsmekanismer understøtter det faktum, at PAC’er har en indflydelse på urinvejsinfektion.
PAC’er er ofte omtalt i forhold til tranebær, hvor mængden af stoffet bliver angivet på visse kosttilskud, og hvor styrken af tranebærpræparatet omtales. Her opstår der et problem, da der ikke findes nogen standardmåde at måle mængden af PAC’er på, og værdierne fra de forskellige målingsmetoder er ikke sammenlignelige. I USA, hvor der er en stor tranebærindustri, har industriforeningen etableret en standardanalyseprotokol, som gør det muligt for producenter og forbrugere at sammenligne indholdet af PAC’er i forskellige produkter. Denne standardprotokol er ikke anvendt i Europa, og det kan derfor være svært at gennemskue, hvilke produkter der indeholder de fleste PAC’er.
Næste gang …
er det planen, at det næste indlæg kommer til at handle om de såkaldte phytoøstrogener, hvor jeg forhåbentlig kan bringe lidt klarhed ind i den store forvirring om, hvorvidt planter indeholder hormoner, og om phytoøstrogener kan være farlige.
Om Ken Lunn
Ken Lunn er uddannet Medical Herbalist (Phtoterapeut) fra The School of Herbal Medicin I England, hvor han gennemgik en fireårig fuldtidsuddannelse. Efterfølgende tog han en specialistuddannelse med speciale i phytofarmakologi på Wales Universitet og fik tildelt en Master of Science (MSc) grad.
