Robustheden er over os

Det er efterhånden en kendsgerning, at arbejdsgiverne efterlyser robuste medarbejdere, men hvad er robusthed, hvordan opstår robusthed, hvordan kan robustheden trænes – og måske vigtigst af alt: Hvordan skaber vi de bedste betingelser for robusthed?

 

Af Lise Møller Rasmussen, Speciallærer og indehaver af www.RobusteRollinger.dk

 

Hvad er robusthed?

Robusthed er en psykisk disciplin, som udfolder sig i en social kontekst. Robusthed handler om at være i stand til at håndtere livets udfordringer – store som små fx at kunne modstå fristelser, at kunne blive ved en opgave, der driller, at tage på arbejde, selvom dynen kalder, at vente på tur etc. At være robust handler ikke om at kunne bære det ubærlige, men om at kunne understøtte hinanden gensidigt i de fællesskaber, man er en del af – det at kunne mærke hvornår nok er nok og det at have hjerte og mod til at sige fra over for urimelige betingelser og kunne handle derefter. Robusthed er også at kunne modtage den hjælp, man har brug for, når man har brug for den.

 

Hvordan opstår robusthed?

Halvdelen af vores samlede robusthed afhænger af gener og opvækst, og forskerne har længe været optagede af, hvorfor nogle mennesker kommer helskindede igennem voldsomme barndomstraumer, imens andre aldrig kommer sig. I dag ved man, at graden af robusthed afhænger af følelsen af at være en del af et fællesskab – på arbejdspladsen, i lokal-samfundet, i familien, i skolen, i børnehaven etc., og kimen til robusthed dannes allerede i fosterstadiet.

Velværehormoner og stresshormoner fra Mor påvirker fosterets hjerne. Når Mor har det godt under graviditeten, er der større sandsynlighed for, at barnets hjerne bliver robust, og hvis Mor derimod har det meget svært, kan barnet potentielt blive mere sårbart. Livet vil altid byde på op- og nedture – også i forbindelse med en graviditet, men det er næppe overraskende vigtigt, at man passer ekstra godt på sig selv og/eller den gravide under selve graviditeten – da det har en betydning for Mor og det kommende barn.

Når barnet så kommer til verden, skal der være energi og overskud hos de nærmeste omsorgsgivere, så barnet fra første dag bliver mødt og spejlet på en hensigtsmæssig måde. Hvis spædbarnet skriger, skal det naturligvis trøstes, og her er der guld at hente, hvis man som nærmeste omsorgsgiver er i stand til at bevare roen, imens den lille trøstes, da man derved støtter barnet i at finde roen og på én og samme tid lærer barnet, at følelser ikke er farlige. Når man først har lært, at der er plads til alle følelser, så står man stærkere og mere robust hele livet. Hvis barnet ikke støttes i, at alle følelser er okay, men i stedet fx via gentagen skæld ud lærer, at det skal holde følelserne tilbage fx fordi Mor eller Far ikke lige har ”tid til det pjat”, så kan barnet (potentielt) blive mere psykisk sårbar og få adfærd i retning af ”særligt sensitiv”. Man bliver med andre ord ikke mere robust af skæld ud – man bliver blot mere anspændt.

 

Hvordan træner vi robustheden?

Robusthed er en psykisk disciplin, der (også) kan trænes – den sidste halvdel af vores samlede robusthed kan forbedres. Ifølge hjerneforskerne er det muligt fysisk at forandre vores hjerne. Hjernens plasticitet tillader, at vi via træning kan ændre vores tankemønstre og øge vores robusthed. Man vil efter cirka ti uger kunne mærke en forskel – hvis man er seriøs med sin træning. Jo mere vi træner hjernen, jo mere styrker vi nye neurale netværk, og på den måde kan vi øge vores robusthed. Eksperter anbefaler følgende øvelser:

 

  1. Undgå tankefælder (afprøv uhensigtsmæssige tankers realitet).
  2. Tre gode ting (positiv dagbog).
  3. Brug dit netværk (spis fx frokost med dine kolleger).
  4. Meditation (5 til 10 minutter hver dag).
  5. Læg mærke til egne og andres styrker.

 

Hvordan skaber vi de bedste betingelser for robusthed?

De bedste betingelser for robusthed i børnehøjde opstår, når vi skaber rum for hele følelsesregisteret – og lærer vores børn at håndtere alle følelser på en hensigtsmæssig måde. Dernæst handler det om at skabe fællesskaber – det er de voksnes (forældre, pædagoger, lærere etc.) ansvar at hjælpe børn til at skabe positive læringsfællesskaber, hvor de kan udvikle personlige og sociale kompetencer. Robusthed opstår ikke, hvis vi passer for meget på vores børn – som de nærmeste voksne må vi hele tiden balancere imellem kærlighed og tydelige krav, og det er vigtigt at have for øje, at al udvikling kræver modstand, så vejen til robusthed indeholder også det nødvendige ubehag.

Efterspørgslen på robusthed på arbejdsmarkedet stiger i en tid med effektiviseringer, nedskæringer, stressede medarbejdere samt mere og mere sårbare børn og unge. Flere og flere taler om, at man bør fokusere på robuste arbejdspladser i stedet for robuste medarbejdere, da der er en væsentlig pointe i, at robuste arbejdspladser rummer helt almindelige medarbejdere med op- og nedture – som jo er helt naturlige. ”Robuste personer udvikles i robuste relationer!”, så enkelt kan det faktisk siges, men det er vigtigt at have for øje, at robusthed ikke er svaret på alt. Et godt lederskab, ordentlige rammer, struktur og samarbejde er væsentlige elementer i arbejdslivet, i skolen, i familien etc. ligesom søvn, kost og fysisk træning er vigtige på det individuelle plan, når man fx skal forebygge stress. Robusthed er med andre ord ikke pillen, der skal kurere den stressepidemi, der ifølge stressforskerne præger samfundet i disse dage, men robusthed som psykisk disciplin er et godt afsæt, hvis man gerne vil klare sig godt nok i en omskiftelig verden.

 

Kilder:

Andersen, Jens (2016): Forældrenes betydning for børns fællesskaber, trivsel og læring i skolen (foredrag).

Du er vel robust, Mulle? Perspektiv, 2016. (http://mentalrobusthed.dk/wp-content/uploads/2016/04/Biblotekar-Forbundets-Fagmagasin-Perspektiv-Marts-2016-s.12-19.pdf).

Sådan træner du din mentale robusthed. Viden på tværs, 2015. (http://vpt.dk/kompetencer/sadan-traener-du-din-mentale-robusthed).

Robusthed er noget vi gi’r til hinanden. Nypraxis, 2016. (http://nypraxis.dk/wp/robusthed-er-noget-vi-gir-til-hinanden/).

Robusthed på arbejdspladsen. Godt Arbejdsliv, 2016. (http://www.godtarbejdsliv.dk/2016/05/13/robusthed-paa-arbejdspladsen/).