Varm vintergryde med lam

AdobeStock_234155727-min

 

De kolde måneder inviterer til simremad. Det lyder måske besværligt, men faktisk er det pærenemt. Retten passer nemlig sig selv, når den først er kommet op i gryden.

Af Nanna Stiegel

Det skal du bruge til 4-5 personer:

3 store porrer

400 g løg

2 fed hvidløg

3 store gulerødder

Smør til stegning

500 g lammekød i stykker, fx fra bov eller inderlår

4 dl mosede tomater (på glasflaske)

1-2 dl vand

1 lille karton økologisk kokosfløde

300 g blomkål

Krydderier:

3 ½ tsk. stødt spidskommen

3 tsk. stødt koriander

1 tsk. gurkemeje

3 tsk. god karry

1 tsk chili eller efter behov og smag

Salt & peber

Sådan gør du:

Snit porrer, løg og hvidløg. Skræl gulerødderne. og skær dem i skiver.

Smelt smør i en gryde. Kom alle krydderierne i, og svits dem. Kom kødet i, og brun det. Kom godt med salt og peber på kødet. Så er det i med gulerødder, porrer, løg og hvidløg. Vend herlighederne, mens løgene langsomt bliver klare, men ikke brune.

Nu skal de mosede tomater og vand i. På med et låg, og læn dig så tilbage de næste halvanden til to timer.

Herefter er det i med kokosfløde og blomkål i små buketter, kog op igen, og smag så til. Evt. med ekstra salt og peber, spidskommen, chili m.v., efter behov og smagsløg.

Kog, indtil blomkålen er let mør, og server så. Fx sammen med lidt brune ris og en nem salat af fintsnittet hvidkål, ristede sesamfrø, salt samt lidt olie og citronsaft.

TIP: Gør-det-enkelt Hvis listen af krydderier er for lang, så køb en god, stærk indisk karryblanding og brug den i stedet.

Simremad er budgetmad. Som her hvor basisgrøntsager og en billig(ere) udskæring af lam er kommet i gryden. Når blot du simrer retten i et par timer, bliver kødet mørt og i mellemtiden kan du lave alt muligt andet.