Knogleskørhed
Knogleskørhed (osteoporose) er en lidelse, der er karakteriseret ved svind af knoglevæv. Herved mindskes knoglernes styrke og elasticitet, hvilket øger risikoen for brud. Mange ældre får lårbensbrud, som kan være forbundet med varige gener, indlæggelse på plejehjem eller komplikationer med døden til følge. Så knogleskørhed er en alvorlig lidelse. Knoglemassen topper hos kvinder midt i trediverne. Derefter mindskes den med 3 % pr. årti. Fra overgangsalderen går det hurtigere, hvor kvinder taber ca. 9 % af knoglemassen pr. årti. Det kan dog variere meget fra kvinde til kvinde. Dårlig udvikling af knoglerne i den første del af livet kan medføre større risiko for knogleskørhed senere i livet. Det er muligt at forebygge knogleskørhed og styrke sine knogler gennem motion og sund levevis.