Af Marianne Palm
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – vinter 2012
Jeg bliver dagligt mødt med så mange postulater om sundhed, at det er lige før, mine redaktør-ører falder af.
Et af de postulater, jeg er nødt til at tage stilling til er, om det er korrekt, at kolloide mineraler optages bedre end fx aminosyrebundne mineraler. Er der noget om snakken?
Tre grupper af mulig optagelighed
I følge diverse forskningsteorier kan man dele mineralriget op efter, hvor godt de bliver optaget i kroppen: De metalliske mineraler, som består af fint formalede sten, østersskaller eller metaller, hvor optageligheden her kan være ganske vanskelig, da de simpelthen ikke kan passere over tarmvæggen, ud i blodbanen og ud til de celler, der har brug for dem.
I en bedre kategori ligger de amino-chelerede mineraler, hvor man har bundet mineralerne til aminosyrer, så det er disse for kroppen så velkendte byggesten, der bærer mineralerne ind i organismen. Det skulle ifølge bl.a. Joel D. Wallack skabe en 50 % bedre optagelighed i forhold til de metalliske mineraler.
7000 gange mindre end et rødt blodlegeme
I de senere år har der været megen snak om kolloide mineraler, som teoretisk set skulle være endnu bedre end aminosyrebundne mineraler:
Her er der tale om mineraler, som er udvundet af planter. Planterne skulle sørge for, at de kolloide mineraler absorberes 98 %. Eller helt nøjagtig to og en halv gang bedre end de amino-chelerede mineraler og ti gange bedre end rene metalliske mineraler.
De kan kun forekomme i flydende form og kan ikke være piller, pulver eller kapsler. Partiklerne er meget små, faktisk 7000 gange mindre end et rødt blodlegeme. Da hver partikel er negativt ladet, og tarmens indre er positivt ladet, opstår der automatisk en elektrisk tiltrækning, som koncentrerer mineralerne på tarmvæggen – hvilket skulle give den øgede optagelighed på 98 %.
Svært at finde pålidelige kilder
Det har været rigtig svært at finde nogle pålidelige kilder, for de fleste danske hjemmesider citerer vist mest hinanden – uden at underbygge postulaterne. Det eneste sted, jeg har fundet en opgørelse, er hos den amerikanske dyrlæge Joel D. Wallack, som i sit verdensomspændende foredrag gør opmærksom på de mange (fatale) pudsigheder, man kan finde i måden at behandle mennesker på i stedet for at vende sig mod dyrlægernes verden, hvor man bl.a. ved en hel del mere om vitamin- og mineralterapi – på den sunde måde.
Interessen for de kolloide mineraler er ganske banal
At jeg overhovedet er begyndt at interessere mig for kolloide mineraler, skyldes alene det faktum, at et hav af mennesker ikke kan fordrage at sluge tabletter, hvilket ikke gør livet særlig let som biopatnaturopath/phytoterapeut, der netop anvender kosttilskud som en værdifuld støtteterapi, når sygdom helst skal blive til om ikke sundhed, så i hvert fald til symptomfrihed.
Her anvender vi i stor stil vitamin- og mineraltilskud, og da vi sjældent bruger amerikanske doseringer, og i stedet forsøger med mindre doser, er det så meget mere vigtigt, at vi kan stole på, at de kosttilskud, vi anbefaler, er så letoptagelige som muligt. For vi ved, at de rette vitaminer, mineraler, fedtsyrer og urter kan eliminere en masse biokemisk rod i kroppen, så den bedre kan tage vare på sig selv.
Mivitotal fra Sverige er en mulighed
I Danmark har jeg ikke kunnet finde andre flydende kombinerede vitamin- og mineralprodukter end Mivitotal fra Anjo. Heri er tilsat kolloide mineraler sammen med lecithin, som er med til at få lavet en god opløsning af de fedtopløselige vitaminer (A,- D,- E,-K). Der er ikke kæmpe mængder i af de enkelte vitaminer og mineraler, men forskerne og udviklerne af produktet i Sverige har så til gengæld sørget for, at de næringsstoffer, som er tilsat, har en større evne til at lande i de celler, hvor der er brug for dem.