Med offentliggørelsen af en meget stor, meget langvarig og meget grundig videnskabelig undersøgelse af næsten 15.000 læger udgivet i det amerikanske lægetidsskrift JAMA er det nu dokumenteret, at en daglig multivitaminpille kan forebygge kræft.
Siden 1999 har en gruppe forskere fra Harvard Medical School fulgt 14.641 mandlige læger som var over 50 år ved undersøgelsens start. Undersøgelsen som har varet ca. 12 år, er en dobbelt-blindet, placebokontrolleret lodtrækningsundersøgelse kaldes Physicians Health Study II. Den er en opfølger til en tidligere undersøgelse, hvor man testede den hypotese, at C- og E-vitamin kan forebygge hjerte-karsygdom og kræft.
Resultater
I den nye undersøgelse blev lægerne tilfældigt udvalgt til enten få en daglig multivitamin eller en placebo-tablet (uden virkning). Undersøgelsen viste, at de deltagere, der fik en daglig multivitamin, havde 8% lavere risiko for at få kræft. Resultatet var statistisk sikkert. Et andet resultat, som kan udledes af undersøgelsen er, at hos de deltagere, der tidligere havde haft en kræftsygdom, blev risikoen for at dø af kræft nedsat med hele 27%. Dette resultat var næsten statistisk sikkert (marginalt).
Middelmådig multivitamin
For nogle lyder en 8% reduktion af kræftdødeligheden ikke af så meget, men omsat til menneskeliv og reducerede sundhedsudgifter, er dette tal dog af stor betydning. Vi bør også tage i betragtning, at deltagerne var amerikanske læger, som må formodes at spise nogenlunde sundt og varieret. Derudover var den multivitamin de indtog også meget gennemsnitlig. Mineralerne var lavdoseret, uorganiske og svært optagelige, vitaminerne var syntetiske, kun indholdet af vitamin B12 var ekstraordinært højt. Det kan derfor ikke udelukkes at en multivitamin i en bedre kvalitet og/eller til en dårligere ernæret målgruppe ville have givet et meget bedre resultat. Svaret på dette spørgsmål må vi indtil videre have til gode.
Ref.
Gaziano JM, et al. Multivitamins in the Prevention of Cancer in Men. The Physicians’ Health Study II Randomized Controlled Trial. JAMA 2012. E-pub ahead of print.
Kommentar
Hvilken forskel er der på den tidligere undersøgelse fra Rigshospitalet som pegede på, at indtag af vitamin A, vitamin E og betacaroten er forbundet med en vis overdødelighed og så denne nyere med den modsatte konklusion?
- Rigshospitalets undersøgelse var en observationsundersøgelse uden en placebogruppe, hvor undersøgelser med negativt udfald for kosttilskud blev vægtet meget højt i forhold til undersøgelser der faldt positivt ud
- Den nye undersøgelse var en placebokontrolleret dobbelt-blindet undersøgelse hvor en homogen gruppe enten fik aktiv behandling (en multivitamin) eller placebo (uvirksomt præparat)
- I den nye undersøgelse fulgte man personerne i længere tid end i Rigshospitalets undersøgelse, og i den nye undersøgelse brugte man en multivitamin som er i stand til at udfylde forskellige ernæringsmæssige huller, hvorimod man testede få enkelt-vitaminer i store doser i Rigshospitalets undersøgelse.